Roadtrip

Kapitel 9 - besvimelse og Brandons debut

Brandon løb hen til indgangen og Ashley og Roxy var straks efter ham. De blev stoppet med det samme af billetmanden. "Ti dollars for entre."

"Men vi har lige været derinde!" sagde Brandon.

"Men nu er I ude. Ti dollars. For hver af jer." Ashley krydsede armene. "Kan du slet ikke huske os? Vi betalte for entre for en time siden." Manden bag glasset så på dem med ligegyldige øjne. "Der kommer folk som ligner jer hele tiden. 10 dollars eller jeg må bede jer om at gå." Hans stemme var så kort og nedladende; Han mindede Ashley om et dovendyr.

"Virkelig? Jeg havde ikke troet så mange teenagere var interesserede i det her," sagde Roxy forvirret og det hjalp jo også bare super meget.

"Hør, jeg har glemt et meget værdifuldt eje derinde så hvis jeg ikke må komme derind kan du så i det mindste ikke gå ind og hente det for mig?" spurgte Brandon bedende. Manden så upåvirket ud, stirrede bare på dem med de døde øjne. "Tror du ikke jeg har hørt den undskyldning tusind gange før?" spurgte han og rullede øjne. "I kommer ikke ind. Betal ti dollars eller gå."

"Vi skal bare derind for at hente noget, du kan jo bare gå med os hvis du ikke tror på os!" udbrød hun. "Jeg har ligesom et job at passe." Ashley sukkede. Gud, han var jo umulig. Hun nægtede at betale igen, for hende og for Roxy, bare så de kunne gå ind og hente Brandons skitsebog. "Den her skitsebog betyder alt for mig," begyndte Brandon. Manden rullede endnu engang med øjnene. Ashley skulle til at række ham de forbandede ti dollars da Roxy tog ordet.

"Helt ærligt, det er ikke fair. Du kan bare tjekke overvågningskameraerne og se at vi lige har været derinde! Det her er faktisk vigtigt." Manden blev ved med at se ligegyldigt på dem.

"Du ved godt at du står i vejen for en kunsters fremtid?" spurgte Roxy. "Hvis han ikke får fat i den så har du ødelagt hele hans karriere. Du har-" Hun tog en dramatisk kunstpause, "knust hans drømme i tusinde stykker. Vil du gerne have det på samvittigheden?" Manden udstødte et højt suk. "Fint! Gå nu bare ind og find den dumme bog, bare skrid fra mit åsyn!" Roxy smilede, sagde tak og de løb ind.

"Godt klaret," sagde Ashley overrasket. "Det ved jeg," sagde Roxy, gjorde et kast med håret og grinede. "Måske skulle jeg blive en af de der politimennesker der afhører forbryderne og-"

"Politimennesker?" spurgte Ashley sammentidlig med Brandon der sagde: "Nope, du skal ikke engang tænke på det."

Det så ud til at forvirre Roxy og straks sagde Brandon: "Kom nu, lad os finde min bog!"

"Hvor var den sidst?" spurgte Roxy. Brandon rynkede brynene. "Bænken!" udbrød Ashley. "Vi sad der mens vi ventede på Roxy." De satte alle i løb mod bænken.

"Fuck, fuck, fuck," sagde Brandon da han så på den tomme bænk. Ashley undlod at kommentere på bandeordene. "Hvad skal vi gøre?" spurgte Roxy.

"Den må vel være her et sted," sagde Ashley og så rundt da hendes øjne fangede noget. "Hvad foregår der derhenne?" spurgte hun og signalerede til en stor gruppe mennesker der stod samlet i en klump. Brandon trak på skuldrene og de gik derhen.

"Hvem af jer er Brandon Martinez?" råbte en mand til gruppen. Han havde stort rødt hår og briller på. Han så ud til at være i slutningen af trediverne eller starten af fyrrene. Ashley og Roxy så begge på Brandon der lignede en der var ved af besvime. "Det er dig ikke?" spurgte Roxy. "Måske har han fundet din bog?" spurgte Ashley. Brandon reagerede stadig ikke. "Hvad er der galt?" spurgte hun.

"Det er Francoise de Huit," hviskede han chokeret. "Uit?" spurgte Roxy med et løftet øjenbryn. Brandon kom til sig selv og vendte sig brat mod hende. "Francoise de Huit, mit idol. Han er sådan den bedste maler der findes." Roxy smilede. "Det er jo fantastisk!" sagde hun og maste sig frem i mængden. "Nej vent, Roxy!" sagde Brandon og gik efter hende. Ashley fulgte efter dem.