Roadtrip

Kapitel 24 - selvportrætter og pantsætter

Roxys POV

"Hvad hvis vi sælger nogle af dine malerier?" spurgte Roxy. "Tror du vi har tid til at tage tilbage til Los Angeles nu?" spurgte han. "Nej, dit fjols," sagde hun. "Du laver bare nogle nu."

Brandon så lamslået på hende. "Ved du hvor lang tid det tager bare at lave et maleri? Det kræver tid, tålmodighed, blide pensel strøg-"

"Hvad med bare at kaste en spand maling på et lærred? Af en eller anden grund syntes folk at det er temmelig fascinerede." Brandon krydsede fornærmet armene, og før han kunne sige noget, fik Roxy en idé. "Du kan lave de der selvportrætter! Det vil folk da helt klart betale for!" Brandon vidste ikke hvordan han skulle reagere. "Det er endnu sværere. Og desuden har vi ikke nogen lærreder."

Roxy himlede med øjnene. "Du tænker for meget."

"Du tænker for lidt," sagde han tilbage. Roxy trak på skuldrene. "Det er mit speciale." Hun blinkede til ham, og han knugede blot sin skitsebog endnu mere.

"Kom nu, Brandon. Prøv at tegne mig." Han så ned.

"Det har jeg måske allerede," sagde han stille. "Hvad snakker du om?" spurgte hun. Han åbnede sin skitsebog og viste hende en side.

Roxy troede i et splitsekund at hun så i et spejl. Det var som om hun så i et spejl. Hun kunne ikke lade vær med at stirre, det var så præcist. "Jeg... øhm... jeg tegner alt hvad jeg ser," sagde Brandon genert og rødmede en smule.

"Jeg har faktisk tegnet jer alle." Han slog op på nogle andre sider og Roxy så på et identisk billede af Ashley, Caleb og Jayce. Der var også tegninger af The Iris Casino og Calebs bil.

Og en masse, masse tegninger af veje og landskabet foran dem. Det var jo trodsalt der de havde befundet sig det meste af tiden.

"Brandon, de her er jo fucking fantastiske! Du har endda fået mig til at se smukkere ud," grinede hun. Brandon klappede bogen sammen i hovedet på hende. "Jeg sætter pris på du kan lide dem, men det er kun skitser. De er slet ikke tætte på at være-"

"Stop med at tvivle så meget på dig selv, Brandon." Han så ikke på hende.

"Nu mangler vi bare lærreder og pensler," sagde hun. "Jeg har faktisk pensler i min taske," indrømmede Brandon. "Du er i sandhed en kunstner, Brandon Martinez," sagde Roxy smilende og nejede let hvilket fik ham til at smile.

"Du henter pensler, jeg skaffer lærreder. Vi mødes her om ti."

Roxy havde ingen idé om hvor hun skulle skaffe lærreder fra. Desuden skulle hun sikkert bruge en del af dem. Og hun havde ingen penge.

Hun førte sig selv ind i en pantelånerbutik. Hun havde tit opholdt sig i et sted som dette. Roxy havde som regel aldrig penge, og hun var så småt også ved at løbe tør for "værdifulde" genstande hun kunne pantsætte. Hjemme i Los Angeles narrede hun altid pantelåneren med falske genstande, men hun vidste ikke hvor skeptiske de var i Illinois.

Manden der stod derinde så gnaven ud, og sekundet Roxy havde vist ham sit ur, sagde han: "Falsk." Hun sukkede og prøvede at overtale ham.

Der gik et par minutter hvor hun udelukkende skændtes med ham.

Roxy skulle til at opgive, men så tænkte hun på Caleb. Hun forestillede sig hans fejlfrie ansigt med de lysebrune lokker der sad perfekt på ham. De var jo nødt til at hjælpe ham. Roxy sukkede endnu engang og så tog hun sin halskæde af.

Det var det eneste værdifulde hun rent faktisk ejede. En antik guldhalskæde, et arvestykke fra hendes mormor som hendes mor forærede hende før... alting skete.