Roadtrip

Kapitel 15 - redning og flugt

Ashley kunne ikke engang se sin egen hånd i det bælgravende mørke hun havde forårsaget. Men det var helt okay. I hvert fald for hende. Tyvene måtte være ude af dem selv og gidslerne var sikkert også ved at flippe ud hvilket fremlagde en masse kaos og forvirring. Hvilket var præcis hvad Ashley havde brug for. Hun gik et par skridt tilbage for at danne sig et overblik. Det ville tage mindst en halv time før hun ville kunne se ordentligt i mørket, men hun havde ikke råd til at spilde så meget tid. Så var det heldigt at hun havde talt alle sine skridt. Hun begyndte at gå og det var som om hun kunne falde om hvert øjeblik det skulle være. Som om hun var i et endeløst, sort hul der ville opsluge hende. Hun kunne ikke klare det.

36, 37, 38. Drej.

Hun skulle hen til toilettet også videre til der hvor gidslerne blev holdt fanget. Pistolen føltes kold og tung i hendes hænder men der var noget beroligende ved tanken om at hun havde noget at forsvare sig med hvis der kom en snigende. Det var trodsalt ikke særlig logisk at gå ubevæbnet rundt i mørket når der var stor chance for at en kunne komme og... skyde hende?

Ashley nåede toilettet. Eller, ifølge hendes skridttælling var hun ved toilettet. Hun gik en smule bagud hvorefter hendes hånd kom i kontakt med håndtaget.

Som havde en sort elastik rundt om sig.

Ashley smilede. "Det skal nok gå," hviskede hun.

Hun gik fremad, drejede til venstre og hun var lige ved at falde da hun nåede trappen. Men hun nåede den og det var det vigtigste. Hun gik langsomt og forsigtigt op ad den og da hun var oppe, gik hun seks skridt fremad indtil hun nåede til døren. Det virkede, tænkte hun. Det hele virkede.

Hun satte øret mod døren og hun kunne høre skrig og et enkelt skud.

"Du skal sgu da ikke skyde, dit fjols!" råbte en af mændene. Ashley tog en indånding. Det var denne her del hun var mest nervøs for. Mørket og kaosset ville give hende den perfekte anledning til at gå ind og slippe Caleb, Roxy, Brandon og Jayce fri. Hun håbede bare at hun ville kunne finde dem. I det en kvinde skreg, åbnede Ashley døren og håbede at skriget overdøvede lyden af døren. Hun satte ned og kravlede hen til gidslerne. "Alle sammen hold kæft!" råbte en af mændene. Ashley skreg så hun kunne piske en stemning op. Hun havde brug for larm hvis hun skulle finde de andre. "Roxy!" hviske-råbte hun mens hun kravlede rundt. "Brandon! Caleb!" Hun stødte ind i nogen og faldt nærmest ind mod personens krop.

"Jamen, det er også hyggeligt at se dig igen," sagde en velkendt stemme. "Jayce!" udbrød hun og havde aldrig troet hun ville være så lettet over at høre forbryderens stemme.

"Ashley!" sagde Brandon. "Åh, gud hvor har du været?" spurgte Caleb. "Og er du okay?" spurgte Roxy og hun lød så lettet at det gjorde Ashley hel varm om hjertet. Stemmer flød omkring og selvom hun ikke kunne se dem, vidste hun de var her, lige her. "Jeg forklarer det hele senere," sagde hun og flyttede sig fra Jayce. Hun lagde pistolen på hans skød og bandt hans hænder op. "Her. Tag den og fjern den fra mit blik for evigt."

"Hvad er... hvor fanden har du fået en pistol fra?" spurgte han. "Som jeg sagde; forklarer senere. Lad os bare se at komme væk så vi kan tilkalde politiet."

"Allerede gjort," sagde Roxy.

"Hvordan? Jeres hænder er bundet og der er vagter der-"

"Forklarer senere," sagde hun og Ashley vidste at hun smilede hvilket fik hende til at smile. "Men jeg forstår godt nok ikke hvorfor de ikke er kommet endnu..."

I det samme blev skarpt lys tændt mod dem. Lommelygter. "Det er politiet. Hænderne hvor jeg kan se dem."

Ashley havde det som om en sten blev løftet fra hendes skuldre. De var politiets problem nu. I et sekund slappede hun af i kroppen for nu kunne hun bare være et hjælpeløst gidsel der nu ville få hjælp.