Roadtrip

Kapitel 12 - forførelse og forgiftes

Hvad i himlens navn var det?

Hun kunne høre skrig. En masse skrig. Flere skud. Mandlige stemmer men Ashley kunne ikke høre hvad de sagde.

Hvad skete der? Var det et røveri? Nej, nej, nej.

Selvfølgelig var det ikke et røveri. Man røvede ikke kasinoer.

Supermarkeder, huse og kiosker men da ikke kasinoer. Det ville ingen forvente. Hun bed sig i læben. Måske var det derfor.

Ashley turde ikke bevæge sig. Turde ikke gøre noget som helst.

Var de andre okay? Var der sket noget med dem? Urgh, hvorfor skulle det her absolut ske for dem?

Der lød skud igen og skrigene forsvandt. Hvad foregik der? Havde de dræbt nogen?

"Rolig, Ashley," sagde hun til sig selv. Hun satte sig på toiletbrættet og trak vejret dybt. Hun var nødt til at holde hovedet koldt hvis hun skulle slippe levende fra det her.

Som et lyn trak Ashley sin telefon op ad den lille taske og tastede politiets nummer ind. Med rystende hånd trak hun den op til øret.

"911, hvad kan jeg-" Politibetjenten nåede ikke engang at sige sin sætning færdig før Ashleys telefon tonede ud og blev erstattet med sort skærm. Den var død.

"Det er fint, det er fint," sagde hun for sig selv. Måske var det bedst hvis politiet ikke blandede sig. For hvis de gjorde, ville de også opdage at Ashley og de andre ikke måtte være der.

Åh, hvad tænkte hun dog på? Selvfølgelig skulle politiet indblandes! Hvordan skulle nogen ellers slippe levende fra det her?

Ashley bed sig i læben, havde lyst til at græde. Hvad skulle hun nu gøre?

Tænk logisk.

Logisk. Det var noget Ashley var god til. Hun måtte lægge en plan.

Hvis hun var en tyv hvad ville hun så gøre lige nu?

Tyvene kunne ikke have dræbt nogen. De var jo klart kun ude efter penge. Så de havde sikkert spærret alle inde som... gidsler. Hvis hun dog bare vidste hvor mange der var.

Der var sikkert nogen der holdt øje med gidslerne, nogen der gik rundt i kasinoet for at sørge for at der ikke var flere mennesker og nogen der tog pengene. Tre mennesker. Nej, tre mennesker var for få. De måtte jo have flere. Fem? Seks? Det var det et rent gæt, men det var det nu var nødt til at gå ud fra.

Pludselig hørte hun noget. Hun rejste sig i et sæt men så stille som muligt.

"Jeg har tjekket hele bygningen. Der er ikke flere mennesker."

Ashley pressede forsigtigt sit øre mod døren. Der lød en skræppende lyd som tydede på at manden talte i walkie-talkie.

Hendes hjerte gik i stå. Der var nogen udenfor døren. Det var nu han opdagede hende. Løbet var kørt.

Hendes øjne spejdede låsen. Manden ville kunne se at der var låst og finde ud af at hun var derinde. Hun var nødt til at låse den op. Men så vil manden også høre den lyd og opdage hende. Begge muligheder var forfærdelige.

Kom nu, Ashley. Hun var nødt til at tage chancer. Så forsigtigt som muligt drejede hun låsen og et lille bitte klonk lød. "Jeg hørte noget. Jeg kommer lige om lidt," sagde manden og Ashley havde lyst til at kvæle sig selv. Hun begyndte at svede utrolig meget, trak vejret i korte, hidsige stød. Hvad skulle hun gøre? Hvad skulle hun nu gøre?

Hvad ville Caleb gøre?

Hvad ville Brandon gøre?

Hvad ville Roxy gøre?