Roadtrip

Kapitel 25 - en smule held og flirte

"3.000 dollars."

"Det er stadig ikke nok," sukkede Ashley og begravede hovedet i sine hænder. "Vi kommer aldrig til at lykkes." Jayce rullede øjne ad hende. "Hvorfor er du altid så fandens negativ?" spurgte han. Ashley så op på ham. "Jeg er ikke negativ. Jeg er realistisk."

"Same shit."

"Hvad forslår du så vi gør, hr. Perfekt?" spurgte hun og så afventende på ham. "Hr. Perfekt? Den er god. Beskriver mig temmelig godt." Han grinede og Ashley brummede.

"Du er umulig."

"Og du er elendig... til at finde på navne." Jayce så drillende på hende. "Jayce, vær nu lidt seriøs. Calebs liv er på spil."

I det samme kom en kvinde hen til dem. "Jeg må bede jer om at forlade biblioteket, vi lukker om fem minutter."

"Lukker biblioteket ikke først klokken 22?" spurgte Ashley og genkaldte sig skiltet foran dørene med bibliotekets åbningstider. Kvinden nikkede og sagde: "Men på grund af konkurrencen lukker vi tidligere i aften."

"Hvilken konkurrence?" spurgte Jayce hurtigt. "Illinois' årlige paratheds konkurrence," svarede hun. Ashleys hjerte sprang et slag over. "Er det for sent at deltage?" spurgte hun. Kvinden så akavet væk. "Tilmeldingsfristen sluttede i sidste uge."

Ashley sukkede. "Okay. Vi går nu." Kvinden smilede til dem og gik. "Hvad har du gang i?" udbrød Jayce. Hun så undrende på ham. "Hvad mener du? Vi må hellere komme videre så vi kan skaffe flere penge..." Han vrissede. "Nej, sgu da. Vi skal finde en måde så du kan deltage i den der konkurrence!"

"Hvad?"

"Der er garanteret en stor pengepræmie!" Ashley krydsede armene. "Jeg ved nu ikke... kvinden sagde at tilmeldingsfristen var sluttet. Vi bor her ikke engang... Det kommer ikke til at virke."

"Ashley, Ashley, Ashley," lo Jayce. "Jeg er beviset på at alting kan virke."

De opsøgte kvinden igen og denne gang var det kun Jayce der talte. Han fodrede hende med løgne, alt muligt nonsens med at der var blevet fup med tilmeldingerne, og det var Ashleys største ønske at deltage i den konkurrence. Hvis Ashley ikke vidste bedre ville han fortælle, at hun havde kræft. "Jeg kan se hvad jeg kan gøre," sagde kvinden endelig efter Jayces uendelige talestrøm. "Hun så altså ikke særlig overbevist ud, Jayce. Måske burde vi hente Roxy?" spurgte Ashley. "Du har ret. Jeg henter dem. Bliv her og begynd at græd hvis du kan."

"Græde? Er du seriøs lige nu?" råbte hun efter ham, men han var allerede gået. Mennesker vrimlede ind. Folk der skulle deltage. Pludselig følte Ashley sig helt alene. Utilpas. Blandt mange mennesker. Hun kunne høre så mange stemmer, så mange samtaler og så fangede en hendes opmærksomhed. Bag hende stod en pige og diskuterede med sin mor. Hun havde pink striber i noget kulsort hår og klædt i sort fra top til tå.

"Mor, hvor mange gange skal jeg sige det; jeg gider ikke at deltage i den her dumme konkurrence! Jeg vil spille rockmusik!" Hendes mor så skuffet og vred ud mens hun blev ved med at overtale datteren til at blive. "Teresa, der er alligevel for sent at bakke ud nu-"

Spontan, spontan, spontan.

Ashley dukkede løb hen til dem. "Hej med jer," afbrød hun og smilede. "I kender mig ikke, jeg hedder Ashley Parker. Jeg kunne ikke overhøre at din datter her ikke vil deltage i denne konkurrence og jeg vil utrolig gerne være med, men der er desværre ikke flere pladser..."

Datteren så på mig med et kæmpe smil og fangede straks Ashleys idé. "Du får min plads! Det er perfekt, ikke mor?" Hendes mor så fornærmet ud. "Ikke tale om!" Datteren krydsede armene. "Mor kom nu! Den her pige vil jo meget gerne deltage!" Ashley nikkede og så trist ned.