Roadtrip

Kapitel 35 - indrømmelser og sandheder

"Hør, venner. Det hele er sikkert bare en stor misforståelse, ikke?" sagde Brandon forsigtigt. "Jeg er sikker på at Jayce har en god forklaring."

De så alle afventende på ham, mens han bare sank en klump. Han satte sig på en træstamme og flammerne fra bålet lyste hans bedrøvede ansigt op.

"Jeg-"

Hans stemme knækkede og i et splitsekund troede Ashley at han skulle til at græde. Det gjorde han ikke. Tog bare en dyb indånding og begyndte igen.

"Da jeg var lille skred min far," begyndte Jayce og de andre satte sig også. "En måned senere begik min mor selvmord. Jeg var seks." Det var det Caleb hentydede til, tænkte Ashley. Hun stirrede forfærdet på Jayce der sad med hovedet bøjet og undgik alle deres blikke. "Jeg boede på gaden. Levede ved at tigge og stjæle. En dag stjal jeg et bund penge fra en flok fyre som så viste sig at være Blue Dragons. Da de opdagede mig, blev de overraskede over at en lille dreng havde taget fra dem. Så i stedet for at gøre det af med mig, tog de mig ind i varmen. Jeg var kløgtig. Snedig. De kunne få brug for mig."

Han holdt inde. Natten havde for længst lagt sig på og det var kun de knitrende flammer der gjorde at de kunne se hinanden. Caleb delte tæpper rundt som de alle svøbte sig i.

"Vi lavede en aftale. I ti år lærte de mig alt om at dirke låse op, bruge våben, gjorde mig til deres lille lejemorder og til gengæld betalte de for min uddannelse. De ejede mig. Jeg kunne ikke gøre noget." Jayce løftede hovedet og strøg fingrene igennem sit brune hår. Hans øjne var røde.

"Jeg besluttede at starte på en frisk. Flytte til et andet land. Et sted hvor ingen kendte mig og jeg kunne starte et nyt liv uden en kriminel baggrund. Det var derfor jeg stjal pengene til at starte med. Men så opdagede de mig og før jeg vidste af det sad jeg i den her bil, på vej til New York sammen med jer. Jeg vidste ikke at de vil følge efter os, Caleb, og det var ikke meningen alt det shit skulle ske. Jeg havde tænkt mig at blive i New York når vi var kommet dertil og hvis jeg afleverede pengene, kunne jeg ikke starte på en frisk." Han så undskyldende på Caleb der sad og sank det hele ind.

"Du behøver ikke penge for at starte et nyt liv," sagde Ashley, stadig vred. Jayce så undskyldende på dem alle sammen. "Jeg var en idiot, okay? Jeg traf ikke det rigtige valg og det er jeg klar over nu." Han kiggede rundt på dem alle sammen, søgte efter tilgivelse i deres blikke. Ingen af dem sagde noget.

"Undskyld, okay? Undskyld at jeg er så fucked up. Undskyld at Caleb blev kidnappet. Undskyld at jeg løj. Undskyld for det hele." Han begravede ansigtet i sine hænder. Ashley mærkede en knude i brystet. Det gjorde hende utilpas når Jayce viste sine følelser. Det var meget nemmere når han slet ikke havde nogle. Hun kom i tanke om i skoven da han undskyldte og blev helt venlig. Hun kunne bedre lide ham følelseskold. Det var bare meget nemmere sådan.

Caleb sukkede. "Drop det sentimentale pis, Jayce. Du er tilgivet, bare stop det." Jayce så forvirret på ham. "Hvad?"

Caleb smilede til ham. "Jeg hader din ufølsomme side, men jeg fucking hader den følsomme endnu mere." Jayce grinede hæst.

"Seriøst? Er vi okay?" Caleb nikkede til ham. "Ingen af os er perfekte. Du havde ikke valgt det krimelle liv, vel? Det var ikke din skyld."

Jayce smilede til ham. Ikke et fjoget, kækt drengesmil, men et venligt smil som Ashley kunne lide. Hun havde ret. Han burde smile noget mere.

"Er der andet personligt information du gerne vil dele?" spurgte Roxy med et smil. "Jeg klarer mig," svarede Jayce.

Så opstod tavsheden igen. Ingen af dem rørte sig. Kiggede bare i det store bål som gav dem varme. I det fjerne hvislede træerne.

"Caleb?" spurgte Roxy så. Han vendte sig mod hende. "Det er selvfølgelig ikke for at snage... men kan du huske i starten hvor du ikke havde lyst til at tage med..." Caleb nikkede forsigtigt og hun fortsatte: "Så fik du et telefonopkald og pludselig havde du skiftet helt mening og var sådan 'lad os tage af sted nu'. Hvad var det der fik dig til at skifte mening?"

Ashley kunne godt huske det og havde selv undret sig over det. Caleb havde virket stensikker på at han bare skulle køre dem hjem, men så skiftede han mening.

"Eftersom Jayce lige har brudt ud i gråd, kan jeg vel også sige det," startede han.

"Jeg brød ikke ud i gråd," protesterede Jayce.

"Lige meget hvor mandlig du prøver at være, ville du aldrig kunne ændre på det syn vi lige har set," lo Roxy. Ashley trak på smilebåndet og skulle næsten til at fortælle om Jayces højdeskræk. Det gjorde hun selvfølgelig ikke. Jayce ville slå hende ihjel, hvis hun gjorde. Han vil højst sandsynligt også smide bomben om at Ashley skød manden ved kasinoet. Hun lagde armene om sig selv. Hun havde helt glemt det.

"Min far er misbruger. Han slår min mor, voldtager hende," sagde Caleb. Ashleys tanker svimlede hen og hun fokuserede på Caleb. "Der var jo udgangsforbud, men min mor ringede og sagde at jeg ikke skulle hjem. Han var gået amok. Havde drukket mere end normalt og min mor vil bare have mig væk så jeg ikke skulle opleve det. Der er ikke nogen der ved det så jeg kunne ikke have taget hjem til nogle af mine venner. At I mennesker sad i min bil, bad efter at tage til New York, kunne kun havde været et..."

"Mirakel?" foreslog Roxy. "Mirakel ville jeg nu ikke have sagt. Nærmere et heldigt tilfælde," sagde Caleb. "Men det var stadig et fantastisk tilfælde," sagde Ashley. "Jeg har aldrig oplevet så meget," sagde hun med et svagt grin.

"Hvorfor var det nu du var så opsat på at tage med?" spurgte Caleb. Ashley tøvede. "Jeg er i en fase hvor jeg prøver at komme ud af min komfortzone," forklarede hun. "Og med fase mener jeg at mine forældre tvang mig til en camp, men jeg havde ikke lyst, så jeg overtalte dem til at aflyse hvis jeg lavede nogle andre planer."

"Vent, hvad?" spurgte Roxy med et forvirret grin.

Ashley var glad for at det var nat så de andre ikke kunne se hende rødme. Jo mere hun tænkte over det, des mere kunne hun se hvor latterligt det var.

"Jeg ved godt at I tænker det er lidt mærkeligt. Meget mærkeligt. Som du sagde Caleb, 'det er jo bare en camp', ikke? For et par dage siden ville jeg nok også have fortrudt at tage på denne her tur. En åndsvag camp ville nok ikke have budt på en gidselsituation, en kidnapningssituation og tonsvis af andre sindssyge ting vi har lavet." 

De andre trak på smilebåndet. "Men jeg fortryder rent faktisk intet. Det har været temmelig sjovt," sagde hun og kunne mærke en lethed i sin mave. Sådan ville hun aldrig have tænkt for nogle dage siden. "Du tager jo ikke fejl," sagde Caleb og grinede. "Vi har lavet nogle sindssyge ting." De begyndte alle langsomt at bryde ud i latter.

{forfatternote}

Det her kapitel (og det næste) er sådan overhovedet ikke redigeret og meget uoverskueligt men sammentidlig også et af mine yndlings fordi det er en af mine yndlingsklichéer! (Også fordi Jayce er så cuteee🥺)

Normalt hader jeg klichéer (slet ikke fordi hele den her historie en er en féd kliché ahahah) men der er også nogle syyygt fede! Og hvis man kan bruge dem på en fed måde er det også fantastiskkk

Hvad er jeres mening med klichéer?

Jeg havde mit første skrivemodul med forfatter Sofie Riis Endahl i dag og det var AMAZING! Jeg glæder mig så meget til at gå i dybden med Roadtrip og redigere den med hende!

Håber alle har haft en god dag, I må meget gerne stemme, det vil gøre mig utrolig glad!💞

Udgivet: 11-05-2020