Roadtrip

Kapitel 39 - kiss cam og gråd

Collage af random-teenager 💕🥰

En halv time senere sad de alle i Yankee Stadium og ventede på at kampen skulle begynde. Ashley havde blandede følelser. Først og fremmest, kunne hun ikke lide tanken om at Dylan havde givet dem disse billetter. Det føltes forkert fordi de først lige havde mødt hinanden. Dog på den anden side virkede Dylan sød, og hun ønskede det bedste for ham og Brandon. Så var det forresten også Yankee Stadium de var inde i, et af de bedste bygningsværker i New York City. Det var jo en fantastisk mulighed. Desværre kendte Ashley ikke til baseball. Hun kendte ikke rigtig til nogle som helst sportsgrene, men da kampen gik i gang, stirrede hun alligevel mod den enorme bane og lod som om hun forstod hvad der foregik. Det ene hold skød, nogen begyndte nogle at løbe og så gik publikum amok. Ikke nok med at hun ikke vidste hvem der var hvem, så forstod hun slet ikke spillet på nogen måde.

Hun sad yderst med Jayce ved sin højre side. Hun havde set ham holde detaljeret øje med kampen og bryde ind med en masse råb hver gang der skete noget han var utilfreds med. Under halvlegen lænede hun sig mod han og råbte i hans øre: "Hvem holder vi med?" Han pegede på spillerne med de hvide trøjer. "Yankees!" Ashley rynkede brynene og råbte tilbage: "Er det ikke navnet på stadiet?"

"Hvorfor tror du det hedder Yankee Stadium?" spurgte Jayce. Ashley rødmede og håbede at Jayce ikke så det. Hun følte sig ekstrem dum hvilket gjorde hende utilpas for det plejede hun ikke at være. "Fører de?" spurgte Ashley og rystede det af sig. Jayce viste et kampsmil. "Ja, og de kommer så meget til at vinde!" I det samme begyndte publikum at råbe og skrige. Ashley så på banen med store øjne. Hvad skete der?

Hun fik øje på en storskærm som viste Brandon og Dylan. Der var et hjerte rundt om hovederne på dem med skriften kiss cam. Hun så overrasket på skærmen og vendte derefter blikket på den rødmende Brandon der krympede sig i sit sæde. Roxy, som sad ved siden af Dylan, hvinede opmuntrende og klappede begejstret med hænderne. Ashley kunne faktisk heller ikke lade vær med at smile. Hun funderede et øjeblik over om Dylan havde planlagt det eftersom han fortalte at hans far arbejdede på stadiet.

Hun kiggede på skærmen og så at Dylan trak Brandon ind til et blidt kys. Ashley skulle også til at juble, men nåede ikke engang at åbne sin mund før Brandon havde trukket sig væk med et forbavset udtryk. Publikummet begyndte at buhe hvilket fik Brandon til at krympe sig endnu mere. Han rejste sig op og løb ud af stadiet. Ashley lænede sig mod Dylan, Roxy og Caleb. "Hvad skete der?" råbte hun bekymret. "Jeg ved det ikke," sagde Dylan med et bedrøvet udtryk og fulgte ham med øjnene. "Han stormede bare pludselig ud," sagde Roxy. Dylan rejste sig, men Ashley stoppede ham. "Jeg tror det er bedst hvis du bliver her. Jeg skal nok finde ham," sagde hun venligt. Dylan kiggede på hende med overraskede og vemodige øjne, men nikkede så accepterende. Ashley rejste sig og fulgte efter Brandon.

Hun fandt ham ude foran stadiet, siddende på en bænk med sin notesbog åben som han var i gang med at tegne i. "Brandon!" råbte Ashley og gik hurtigt hen til ham. Hun satte sig ved siden af ham og fik et kort glimt af en skitse af Dylan som Brandon arbejdede på, før han klappede bogen sammen i et ryk. "Hvad skete der?" spurgte Ashley og forsøgte at fange Brandons flakkende blik. "Hvad tror du, Ashley?" vrissede han og forskrækkede hende i et kort sekund. Det var første gang hun hørte Brandon lyde oprevet. "Hvad mener du? Dylan kyssede dig! Er det ikke godt?" Brandon himlede med øjnene hvilket blot forvirrede Ashley endnu mere. Hun troede at han kunne lide Dylan? Så hvorfor opførte han sig på den måde?

Brandon lænede sig tilbage med et suk og begravede ansigtet i hænderne. "Undskyld, Ashley," mumlede han og så træt på hende. "Det var ikke min mening at være sur, men det er bare..." Endnu et opgivende suk forlod hans læber. Ashley rykkede sig tættere på og satte venligt en hånd på hans skulder for at vise sin støtte. "Hvad er det?" spurgte hun og forsøgte ikke at lyde så påtrængende som hun følte sig. "Det er bare at I slet ikke forstår hvordan jeg har det," åndede han. "Det er svært at forklare, men... I var de første jeg sprang ud for og jeg mødte Dylan i dag, men I forventer allerede et fucking bryllup!"

Ashley sank en klump og skyldfølelsen skyllede langsomt over hende. "Det er ikke fordi jeg ikke kan lide Dylan, for det kan jeg, men det går alt for hurtigt. Jeg er altså slet ikke parat til sådan noget," fortsatte Brandon uden at kigge på hende. Ashley fik det værre og værre. Hun havde været så begejstret over at gøre Brandon og Dylan til et par at hun helt havde glemt hvad Brandon selv følte om situationen! "Det eneste jeg kan tænke på lige nu er hvad mine forældre vil sige til det kys. Åh gud, hvis de så mig..." Brandon stoppede, men så gik det op for Ashley at det var hans stemme som knækkede, og da hun kiggede op silede tårerne ned ad hans kinder.

Ashley fik det varmt og vidste ikke hvad hun skulle gøre. Hun var elendig til at trøste folk. Brandon begyndte at hulke, og Ashley blev stiv i kroppen. "Det skal nok gå..." forsøgte hun.

"Jeg kommer ikke til at være deres søn længere," sagde han og kørte en hånd igennem sit hår mens han forsøgte at få styr på sin vejrtrækning. "Selvfølgelig kommer du til at være deres søn," sagde Ashley med det samme og aede hans arm. "Dine forældre elsker dig for den du er. Måske vil det tage dem noget tid at vænne sig til det, men-"

"De kommer aldrig til at vænne sig til det. Enten smider de mig ud af huset eller også så sender de mig på en eller anden kristen kostskole der skal omvende mig," cuttede Brandon hende af. Ashley så nedtrykt på ham. Det fortjente han ikke. Brandon var et af de sødeste mennesker hun nogensinde havde mødt og den der hjalp hende mest i starten af turen. Hun blev sur på sig selv over hvor lidt hun gjorde for at hjælpe ham. Ashley kom frem til at det bedste hun kunne gøre, var at bare være der for ham så uden et ord fortsatte hun med at stryge ham over armen.

Hun fik øje på Caleb, Roxy, Jayce og Dylan der var på vej mod dem og viftede hurtigt med hånden for at signalere at de ikke skulle nærme sig. "De andre kommer," informerede hun Brandon om. Han tørrede sine tårer væk og tog en dyb indånding. "Klarer du dig?" spurgte Ashley og kiggede indgående på ham. Brandon nikkede og forsøgte at smile. "Ja. Tak, Ashley. Du er en god ven."

"I lige måde. Men jeg synes stadig du skal give Dylan en chance," sagde hun forsigtigt. "Det synes jeg også. Men jeg har ikke brug for at I skal skynde på mig. Jeg vil gerne gøre det i mit eget tempo."

"Selvfølgelig," nikkede Ashley og de fulgtes hen til de andre. Ashley var taknemmelig for at ingen spurgte til hvorfor Brandon stak af og det så Brandon også ud til at være. Han trak Dylan til side og imens fortalte Roxy, Caleb og Jayce om resten af kampen. "Og Caleb og jeg har vundet koncertbilletter," hvinede Roxy begejstret.

"Seriøst? Til hvem?"

"Alouna Rare!"

"Jeg har ingen idé om hvem det er," grinede Ashley. "Hvornår?"

"I aften!" svarede Roxy og hoppede. "I aften?" spurgte hun overrasket med et løftet øjenbryn. "Hvornår tager vi så hjem?" 

I det samme kom Brandon. "Jeg tager ud med Dylan... hvis det altså er okay med jer?" spurgte han og så på dem alle sammen. "Selvfølgelig er det okay," grinede Roxy. "Men hvornår kommer du tilbage?" spurgte Ashley.

Han trak på skuldrene. "Jeg ved det ikke... Jeg tror jeg spiser med ham..." Han så kort tilbage mod Dylan der var stod nogle få meter fra dem.

Jayce så på Ashley med et smil og bed sig i læben. "Så er det bare os to hele natten, nørd." Han blinkede og Ashley vidste med det samme at det umuligt kunne gå godt.

{forfatternote}

Jeg vidste at jeg ikke burde have lavet et skema når jeg ikke kan finde ud af at bruge det ahaha

Men nok om det!

Hvad tror I Jayce og Ashley skal lave? Og de andre for den sags skyld?

Håber alle har haft en god dag, tak for at læse medd💕

Udgivet: 26-05-2020