Roadtrip

Kapitel 29 - genforening og over grænser

Der var præcis gået 24 timer og fem minutter efter at manden fra Blue Dragons havde fortalt om Calebs kidnapning, og Ashley var tæt på at sige at de ikke ville komme, da hun så en flok mænd nærme sig. Alle i sort tøj og de holdt Caleb som havde en sæk over hovedet.

"Caleb!" udbrød Roxy lettet da hun så dem. "De kommer til at holde aftalen, ikke?" spurgte Ashley Jayce der stod med alle pengene. Jayce svarede hende ikke hvilket ikke måtte være et godt tegn. "Howett," sagde den forreste mand med en gru stemme. "Hey, Bruno. Lang tid siden, ikke?" Jayce blinkede kækt. Ashley havde lyst til at kvæle ham og fortælle ham at der ikke var tid til sarkasme lige nu.

"Du har noget der tilhører os," gryntede manden. "Jeg kan se at du stadig er sur over pengene jeg tog fra jer?" Alle mændene tog pistoler frem og sigtede på dem. Ashley holdt vejret. "Chill, drenge. Jeg har pengene." Han viftede med konvolutten. "Har I vores ven?"

Den forreste mand tog sækken af den bevidstløse Calebs hoved og afslørede et blodigt og forslået ansigt. Roxy gispede skræmt og tog sig til munden. "Hvad har I gjort ved ham?" spurgte hun.

"Du holder bare kæft, tøs. Howett. Pengene. Nu."

"Først vores ven," sagde Jayce alvorligt. Mændene gryntede. "Siden hvornår har vi kunnet stole på dig?"

Ashley tog pengene ud af hånden på ham og gik et skridt frem. "Caleb først. Så får I pengene." Manden løftede sit øjenbryn. "Og hvem er du så?" Hun trådte yderligere et skridt frem. "En I kan stole på."

Af en eller anden grund var Ashley ikke bange. For et par dage siden ville hun nok have fået et hjerteanfald eller besvimet af frygt, men hun kunne ikke mærke nogen frygt bruse i maven. Måske var det på grund af oplevelsen på kasinoet. Eller mændene der spillede dart. Mødet med Vanessa. Eller en af de andre sindssyge ting hun havde foretaget på denne tur. Hun vidste bare at hun ikke var bange. Manden vendte pistolen mod Ashleys pande og hun tog en dyb indånding. Langsomt tog hun pengene ud af konvolutten og viste dem til manden. "Her er pengene. Dem alle sammen. Vi vil bare gerne have vores ven tilbage, okay?" Manden nikkede til fyren der holdt Caleb og han blev skubbet mod Ashley. Hun kastede hurtigt pengebundtet til manden og greb Caleb før han faldt. De andre løb hen til hende.

Manden smilede lumsk. "En fornøjelse at handle med jer," sagde han og så løb hele flokken den anden vej.

"Caleb!" sagde Roxy bekymret. "Vand, han skal have vand." Ashley rejste sig og løb hen til bilen. Hun havde en vandtaske i sin skoletaske, men det var gammelt. "Det er lidt varmt, men jeg håber det går," sagde hun og rakte vandflasken til Roxy.

Roxy sprøjtede vand i Calebs ansigtet og han åbnede øjnene med et sæt. Han satte sig op og begyndte at hoste. Ashley sukkede lettet. "Caleb! Er du okay?" spurgte Roxy bekymret. Caleb rejste sig i en hurtig bevægelse og skubbede dem væk. Jayce lo. "Uhhh, han er vred."

Caleb vendte sig mod ham. "Selvfølgelig er jeg vred, din fucking idiot!" Han skubbede Jayce hårdt. "Du fik mig fucking kidnappet, mand." Ashley stillede sig imellem dem. "Caleb, jeg kan godt forstå at du er sur, men du ved godt det ikke var Jayces intention at få dig kidnappet og vi har alle hjulpet med at skaffe pengene tilbage," sagde hun beroligende. "Tager du seriøst hans side?" spurgte Caleb. "Hvad fanden er der sket mens jeg har været væk?"

"Caleb, tag det roligt. I det mindste er du okay nu," sagde Roxy og prøvede at smile til ham. "Hvorfor er der ingen af jer der tager det her seriøst?" vrissede Caleb. Jayce gik hen til ham og satte hånden på hans skulder. "Undskyld, mand men-"

"Hold dig fucking væk, Jayce!" råbte Caleb rasende. "Hvorfor er du så messed up? Er det på grund af at din fucking far skred? Eller at din mor-"

"Hold mund," sagde Jayce roligt med et advarende blik. "Hold fucking mund eller jeg-"

"Du hvad?" spurgte Caleb og gik et skridt frem med armene over kors. Ashley sendte et blik til Roxy. Hun forstod straks og trådte foran Caleb. "Ingen grund til at overreagere, Caleb." Brandon stillede sig ved siden af hende. "Hun har ret. Vi burde nok bare se at komme videre." Caleb ignorerede dem begge og stirrede stift på Jayce med vrede i øjnene. Jayce stirrede tilbage med knyttede næver og et blik Ashley ikke kunne tyde.

"Sig noget om mine forældre en gang til..."

"Sige hvad? At din far skred og din mor elskede dig ikke så hun begik-"

Der var noget, der slog klik i Jayce, for Caleb nåede ikke engang at fuldføre sætningen før Jayce gik løs på ham. Ashley tog sig forskrækket til munden mens Brandon og Roxy forsøgte at skille dem ad. Efter nogle rædselsfulde øjeblikke blev de separeret. "Hvis nu nogensinde snakker om min familie igen så sværger jeg at du aldrig ville kunne spille football igen," hvæsede Jayce vredt.

"Hvilken familie? Sidst jeg tjekkede, havde du ikke nogen," råbte Caleb tilbage. Jayce var et sekund fra at angribe Caleb igen da Ashley stillede sig foran ham. "Jayce, tag det nu roligt," sagde hun blidt og forsøgte at berolige ham. "Bland dig udenom, nørd," svarede han uden at kigge på hende. "Hvordan skal jeg kunne blande mig udenom når I er et nanosekund fra at slå hinanden ihjel?" vrissede hun og prøvede at fange hans øjne, men han blev ved med at se væk.

"Jayce," sagde Ashley. Han stirrede bare efter Caleb. "Jayce, se på mig." Hun krydsede armene. "Jayce, forhelvede. Se på mig." Han drejede forbavset hovedet, sandsynligvis forbløffet over hendes brug af et bandeord, og endelig låses hans øjne fast med hendes. "Får du det virkelig bedre at af tæske Caleb?" Jayce så på Caleb der skulede tilbage. "Ja?" svarede Jayce som om det var åbenlyst.

Ashley himlede med øjnene. "Det er meningen du skal sige nej. Min pointe er i hvert fald; det er ikke det værd. Det kan være at du føler dig bedre tilpas med det nu, men i længden ville det ikke hjælpe dig."

Jayce kiggede længe på Caleb. Ashley trådte langsomt til side. "Jeg... Jeg har brug for at være lidt alene," sagde han efter noget tid og begyndte at gå længere ud i skoven.

Da han var ude af syne, vendte de sig alle mod Caleb. "Hvad fuck, Caleb?" udbrød Roxy. Caleb så forvirret på dem. "Hvad?"

"Hvorfor var du så hård mod ham?" spurgte Ashley med armene over kors. "Det var altså over grænsen," gjorde Brandon sig enig. Caleb så opgivende på dem alle sammen. "Var jeg hård mod ham? Helt ærligt, guys. Jeg blev kidnappet af en bande. Kun på grund af at den nar stjal penge fra dem. Hvis der er nogen der gik over grænsen var det ham."

"Fik han dig kidnappet dig med vilje? Nej. Men alt det du sagde til ham var med vilje," sagde Ashley. "Hvorfor er du pludselig på hans side? Jeg troede du hadede fyren?" spurgte Caleb snerrende.

Ashley sukkede irriteret. "Du opfører dig som et lille barn, Caleb." Hun så på de andre. "Jeg går ud og finder Jayce. Når jeg er tilbage, har du bare at undskylde."  Hun vendte sig om og stampede med faste skridt i retningen af hvor Jayce forsvandt.

{forfatternote}

Iff, jeg skulle lige til ikke at poste i dag for min wattpad fuckede helt🤦‍♀️

Det her kapitel er faktisk ret cringe nu hvor jeg tænker over det, atghhhh

Hvem synes I har ret: Jayce eller Caleb?

Jeg må sige at jeg er Jayce Stan, men Ashley skal liiiige slappe af. I mean, det errrr teknisk set Jayces skyld. But can you really blame him tho?🥺😂

Og hvad mon der er sket i Jayces fortid eftersom det kan gøre ham så vred, at han går løs på Caleb🙊

I må meget gerne stemme, det vil gøre mig super glad!💞

Udgivet: 20-04-2020