Roadtrip

Kapitel 21 - en hot forsker og jalousi

Med et sus kørte de over Colorados grænse og befandt sig nu i Nebraska. Det forbløffede Ashley at de nu var halvvejs, men det fyldte hende også med begejstring. Caleb kørte hurtigt og de var straks inde i byen. Det var sent på eftermiddagen, men alligevel besluttede de sig at spise en bid morgenmad. Roxy fandt en cafe som Caleb parkerede ved, og de skulle til at gå ind i caféen da Ashley opdagede nogen derinde. Hun kneb øjnene sammen. Var det virkelig ham...? Nej, det kunne da ikke passe?

"Åh, gud!" udbrød hun højt. "Hvad? Hvad sker der, Ashley?" spurgte Roxy bekymret. "Det er Lewis Hussain!" råbte hun og holdt sig chokeret for munden. "Hvem?" spurgte Caleb. "Lewis Hussain, min helt. Den yngste forsker i verdenen og den yngste vinder af en nobelpris, altså bortset fra Malala Yousafzai, selvfølgelig. Han har opfundet-"

"Så han er en nørd. Det kunne du bare have sagt," sagde Jayce. Ashley knyttede vredt næverne. "Fint nok at du kalder mig en nørd, men hans IQ er højere end hvad du nogensinde vil kunne tælle til, så jeg synes virkelig ikke at du har nogen ret til at-"

"Bare ignorer ham, Ashley," sagde Roxy. "Kom lad os bare gå ind så du kan møde din helt."

Ashley rystede og hendes hjerte bankede hurtigere for hvert skridt de tog. Hun kunne ikke tro at hun skulle møde sit idol, sin rollemodel, sin helt! "Hvem er det?" hviskede Roxy da de gik ind i caféen. "Ham der sidder alene ved vinduet," svarede hun. Roxy løftede overrasket hendes øjenbryn og måbede. "Ashley, du kunne sgu da godt have sagt at han er pisse lækker!" udbrød hun. "Hvor gammel er han?"

"Han er 17. Det er også ligegyldigt. Han har opfundet-" Endnu en gang blev hun afbrudt. "Hvordan kan det være ligegyldigt? Har du overhovedet set på ham, søde?"

"Kommer I eller hvad?" spurgte Caleb der stod ved disken og bestilte noget. Ashley opdagede at hende og Roxy bare havde stået ved hjørnet og småsnakket. "Gæt hvad!" sagde Roxy til de andre da de troppede op til dem. "Ashleys forsker er fucking lækker." Af en eller anden grund, greb det Jayces opmærksomhed ret hurtigt. "Hvem er det?" spurgte Caleb og Roxy signalerede til Lewis der sad alene ved et bord foran hans computer. "Hvad?" udbrød Jayce og vantroen i hans stemme var lige til at grine af. "Hvor gammel er han?" spurgte Caleb. "17!" udbrød Roxy. Det var lige før Roxy var mere begejstret over forskerens udseende end Ashley var over blot hans tilstedeværelse. "Hvad venter du på, Ashley? Gå hen og sig hej til ham!" Ashley kiggede væk. Turde hun? "Jeg-" Roxy skubbede hende mod Lewis' bord. Ashley så vredt på hende men hun gav hende bare thumps up. Ashley sukkede og gik forsigtigt mod hendes rollemodel. "Øhm, undskyld?" spurgte hun lavt. Han så op fra hans computer.

Chokoladebrune øjne, krøllet sort hår i perfekt harmoni med en karamelbrun hud. Sorte lange øjenvipper og fyldige læber. Han var iført en blå skjorte, en halskæde og guldringe. Ashley prøvede at se hvad Roxy så i ham. Altså, han var en køn fyr, men hvorfor betød det også noget?

Så opdagede hun at hun havde stirret på ham i meget lang tid uden at have sagt noget. "Lewis Hussain," sagde hun. "Du er Lewis Hussain. Øhm, jeg... du... øhm..." Ashley snublede mellem ordene, stammede. Hun satte sig ved stolen ved bordet, men så opdagede hun, at han slet ikke havde givet hende lov til det, og hun rejste sig op igen. "Øhm, undskyld... wow... Det er virkelig dig..." Lewis smilede venligt. "Det er okay. Jeg er bare et menneske."

"Du er ikke bare et menneske!" udbrød Ashley. "Eller, altså selvfølgelig er du et menneske men altså..." Han grinede en sød latter. "Jeg er Ashley," sagde hun så. "Øhm... jeg er en stor beundrer af... alt hvad du gør!"

"Det glæder mig at møde dig, Ashley," sagde han og holdt hendes blik. Ashley vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun havde tusindvis af spørgsmål til ham, men det var som om det hele var en døs nu. "Du må gerne sætte dig," sagde han, og det gjorde hun. "Hvad laver du her?" udbrød hun så. "Burde du ikke være i et eller anden laboratorie og forske..." Han grinede igen. "Jeg er kommet for at besøge mine forældre," sagde han idet hans telefon ringede. "Når man snakker om solen." Lewis tog telefonen og begyndte at tale arabisk.

Ashley kunne godt tale arabisk. Faktisk kunne hun også tale kinesisk, fransk, tysk og spansk. Det var ikke noget hun kunne lide at snakke om. Faktisk var der ikke rigtig nogle af Ashleys færdigheder hun kunne lide at snakke om.

Det var underligt at høre Lewis snakke arabisk og faktisk forstå det. Og det var især underligt da hun hørte ham sige at han lige havde mødt en "betagende og smuk pige". Ashleys arabisk var naturligvis rustent, og hun kunne selvfølgelig have hørt forkert. Lewis lagde på og så på hende. "Jeg synes også du er temmelig betagende," sagde hun og vidste ikke hvordan i himlens navn, hun fandt modet til at sige det. Lewis så først uforstående på hende, men så rødmede han dybt. "Du taler arabisk?" Ashley nikkede og grinede. "Det må du undskylde," sagde han. "Du behøver ikke at undskylde." De kiggede på hinanden og smilede. Og så faldt de ellers bare i snak.

Ashley stillede ham en masse spørgsmål. Om hans forskning, om hans opfindelser, om alting. Det var rart endelig at kunne snakke med en om matematik, videnskab og alle de ting der fyldte Ashleys hoved. Hun rykkede sig tættere på ham så han kunne vise ting han arbejde på fra hans computer. Det føltes som om de havde kendt hinanden hele livet. Da de havde snakket i hvad der føltes som timer kom Jayce hen til dem. "Er du klar til at gå eller er I nørder ikke færdige?"

"Øhm, jo jeg kommer nu," sagde Ashley stille. Hun havde ikke lyst til at gå, men det var ikke fair når de andre nok gerne ville videre. Jayce forsvandt og Lewis spurgte: "Din kæreste?" Ashley så forvirret på ham. "Hvad, nej!" Hvordan kunne han tro det? "Han sad i hvert fald og stirrede på os lige siden du kom," sagde Lewis. Ashley rejste sig. "Underligt. Han hader mig ellers." Lewis smilede og Ashley glemte næsten at trække vejret. Han rejste sig også. "Det var en fornøjelse at møde dig, Ashley." "I lige måde!" sagde hun.

"Hvordan gik det så?" spurgte Roxy spændt. "Han synes jeg er betagende!" sagde Ashley straks som det første. Vent, hvorfor sagde hun det? Lewis var hendes idol, ikke en eller anden ynkelig forelskelse? "Wow, han kaldte dig betagende. Gift dig med ham!" sagde Jayce og gik op foran dem. "Hvad er hans problem?" spurgte Ashley forvirret. Roxy trak på skuldrene. "Ingen idé, men han har under hele din og Lewis' samtale, gennemstirret jer." Ashley så på Jayce der satte sig i bilen. "Det sagde Lewis også."

"Hvis du spørger mig, tror jeg han er lidt jaloux," grinede Roxy. "Jaloux? Hvorfor skulle han være det?" spurgte Ashley oprigtigt forvirret. "Det ved jeg da ikke!"

"Ashley, vent!" sagde nogen bag hende. Hun vendte sig om og Lewis kom løbende mod hende. "Hey," sagde hun forlegent og så hurtigt på Jayce der stirrede på dem. "Øh... jeg vil gerne..." Han holdt et stykke papir i hånden. "Ring til mig," sagde han og smilede. Ashley tog papiret og smilede tilbage. "Øhm, okay."

Hun forlod ham og fangede Jayce i at himle med øjnene. "Hvad er der med dig?" spurgte Ashley ham. "Jeg forstår bare ikke hvad du ser i ham," mumlede Jayce. Roxy løftede et øjenbryn. "Nogen der er lidt jaloux?" De så alle på ham. "Jeg er sgu da ikke jaloux!" udbrød han. "Hvad fanden er der også at være jaloux over?" sagde han mens han så hårdt på Ashley. Hun krydsede bekvemt armene og satte sig i bilen.

{forfatternote}

For det første: undskyld for at jeg glemte at poste i går! Og jeg var også lige at glemme det i dag🤦‍♀️

Fuck, fuck, fuck vores karantæne ting er blevet rykket til 19. April!Magter. Ikke. Mere.

Heldigvis er det her også et at mine yndlings kapitler, yayyy. Jeg elsker, elsker Lewis selvom han måske, måske ikke crusher på Ashley når hun er meant-to-be med Jayceeee. Omg, jeg elsker Jaloux-Jayce og ham kommer der mere affff

Smid gerne en stemme hvis I kunne lide det<33

Udgivet: 24-03-2020