Roadtrip

Kapitel 3 - beslutning og skud

Klokken ringede ud og bekendtgjorde at de nu havde fri. Folk masede sig forbi hende og var hurtige ude af klassen, det var jo trodsalt ferie nu. Eller, teknisk var det først på mandag påskeferien begyndte, men det betød alligevel ikke noget. Folk skulle nu ud og lave ting. Med deres venner. Og her var Ashley, alene som altid, og prøvede at finde en måde at ikke tage til campen i næste uge. Hun plejede som regel at blive siddende lidt i klassen, men denne gang gik hun ud til parkeringspladsen. Kiggede på bilerne. Kiggede på menneskene som satte sig i dem og kørte væk. Måske kunne hun stjæle en? Nej, det kunne hun da aldrig finde på! Hun kunne ikke engang finde ud at pjække så hvordan i alverden ville hun kunne stjæle en bil? Måske kunne hun... Midt i sine tanker stødte Ashley ind i en person. Hvis hun dog bare fik en dollar for hver gang hun havde været uopmærksom i dag...

"Undskyld!" sagde hun hurtigt og opdagede at personen havde tabt noget. Hun bøjede sig for at samle det op og opdagede en åben notesbog fuld af de smukkeste tegninger og skitser hun nogensinde havde set. Hun samlede den op og kunne ikke lade vær med at udbryde: "Wow, de er fantastiske! Er det dig, der har tegnet dem?" Ashley så op på den person hun havde talt til.

En fyr. Ja, hun havde svært ved at tale til mennesker, men fyre? Det var endnu værre. Han havde brunt, pjusket hår og varme nøddebrune øjne. Han var høj, iført en grå t-shirt, nogle sorte jeans og havde et par sorte Beats høretelefoner om halsen. Hun havde set ham før, selvfølgelig. De havde vistnok historie sammen, men hun kendte ikke hans navn. "Øhm, ja," sagde han, en smule forskrækket og hev notesbogen ud af hendes hånd. "Nå, men de er vildt flotte!" sagde Ashley igen. Fyren undgik hendes blik og skulle til at gå da en stemme fangede deres opmærksomhed. Hun lagde hurtigt mærke til en pige, der stod ved Caleb Andersons bil. Hun havde korte denimshorts og en rød top på. Hendes sorte hår var krøllet og stod smukt til hendes karamelbrune hud. Ashley opdagede med det samme at hun var smuk, som i smuk. Pigen lænede sig mod den røde, skinnende bil og sagde: "Ja, jeg tænkte på om du og jeg..." Pigen blev afbrudt da en fyr løb hen til Calebs bil. Ashley genkendte ham som Jayce Howett, skolens største regelbryder eller hvis hun skulle bruge et moderne sprog: skolens badboy.

"Caleb," sagde han forpustet, "har brug for et lift, nu!" Jayce åbnede bagagerummet, smed en sort sportstaske i den og hoppede med lethed bag på. "What the fuck, Jayce! Skrid ud af min bil!" De var kun få meter fra Ashley og fyren så de kunne sagtens høre hvad der blev sagt. "Please, man! De her fyre er efter mig og alt muligt..."

"Hvad?! Skrid, så! Jeg er ikke din chauffør!" En tanke gik igennem hende. En sindssyg, spontan, det modsatte af Ashley tanke. "Please, Caleb! Jeg er i seriøse problemer..." Jayce så bag sig som om han ventede på nogle.

Ashley så på fyren som ligesom hende selv, bare stirrede på dem. Hun åbnede munden for at sige noget. Ordene kom ikke ud. Turde hun? Det var high school, det var meningen hun skulle tage chancer. Men hun kendte dem jo ikke, hun kendte ikke nogen. "Caleb, come on. Jeg vil gøre alt, bare hjælp mig." Jayce så oprigtigt bange ud og sådan havde Ashley aldrig set ham før. Ikke at hun nogensinde havde set ham eller snakket med ham. Hun vidste bare, at han var en forfærdelig stor badboy, der pjækkede fra timerne, knuste pigehjerter og brød regler efter regler. Hun kunne ikke forestille en som ham frygte noget overhovedet.

"Hvad i... nej, skrid så!" udbrød Caleb. Jayce så sig endnu en gang tilbage. "Please, Caleb! Start nu bare bilen og jeg skal nok forklare dig det hele!" Caleb drejede hovedet og sagde: "Vi har ikke snakket i fem år og så kommer du valsende-" Jayce afbrød ham. "Jeg lover dig at du aldrig vil have noget med mig at gøre igen bare for fuck sake start den bil!"

Hvad nu hvis, hvad nu hvis, hvad nu hvis...

Ashley havde lovet sig selv ikke at tage hjem i dag uanset hvad. Hun vendte sig mod fyren, en hun knap kendte. Hun åbnede munden men ordene sad limet fast til hendes hals. Drengen kiggede på hende. "Er du okay?" spurgte han venligt.