Roadtrip

Kapitel 40 - gamle venner og kysset

random-teenager 👆👆💕

Calebs POV

Caleb kunne ikke vente med at få alene tid med Roxy. Til at starte med brød han sig ikke om hende. Han havde skam lagt mærke til hende i skolen, men aldrig belejret sig at værdige hende et blik. Hun var meget højtråbende, overfladisk og irriterende. Hun tog intet seriøst og så på livet som en leg. 

Siden plejehjemmet havde han dog fået et nyt indtryk af hende. Caleb kunne godt lide den måde hun så op til Rosa Morgan, og da de sad sammen i pariserhjulet, var det bare vidunderligt. De talte om alt og ingenting. Roxy blev ved med at få ham til at grine og under lejrbålet forleden dag opdagede han at hun var så meget mere end en festglad, energisk pige der til tider kunne være trættende. Han ville gerne tilbringe mere tid med hende. Han længtes efter at tilbringe tid med hende.

Der var stadig tid til at koncerten skulle begynde, men Roxy insisterede på at de skulle tage af sted nu så de kunne få gode pladser. Caleb havde ikke nogen beklagelser. De skulle også først finde bilen igen.

De aftalte at mødes ved Central Park næste morgen for koncerten sluttede ved midnatstiden og hvem vidste hvornår Brandon ville komme igen. "Vi ses!" sagde Roxy til Ashley og Jayce. Brandon var allerede gået med Dylan. Caleb havde stadig undret sig over hvorfor Brandon stormede ud da han kyssede Dylan, men de så ud til at have blevet gode venner igen, så det var nok ikke noget alvorligt.

"Tror du det er en god idé at lade Ashley og Jayce være alene?" spurgte Caleb Roxy da de var uden for hørevidde, "de kommer til at rive hovederne af hinanden."

Roxy rystede med hovedet så hendes smukke, sorte krøller bevægede sig. "Det er den bedste idé," sagde hun med strålende øjne. "Jeg håber New York lærer dem lidt om kærlighed!" Caleb løftede et øjenbryn. "Kærlighed? Synes du at de passer sammen?"

"Er det ikke tydeligt?" spurgte Roxy. "Kan du ikke se den måde de kigger på hinanden på?"

"Jeg troede at de hadede hinanden? De skændes jo hele tiden." Caleb var forvirret. Var der et eller andet han havde misset mens han var taget til fange af Blue Dragons?

Roxy rystede på hovedet. "Det kan godt være at de skændes hele tiden, men jeg ved at de kan lide hinanden. Der er en forbindelse imellem dem. Så du slet ikke Jayces bedende, håbløse blik han sendte til Ashley da hun gik amok på ham på grund af pengene? De er meant to be," sagde hun med et drømmende blik.

"Ashley er for god til ham," fnyste Caleb og håbede at det ikke kom ud på den forkerte måde. Roxy skulle nødig tro at han kunne lide Ashley, men han havde ret. Ashley havde ikke vist andet en venlighed og var et af de mest godhjertede mennesker han nogensinde havde mødt. Jayce var præcis det modsatte. Egoistisk, voldelig, så mange ar på sjælen at der ikke længere fandtes noget uskyldigt i ham. Det fortjente Ashley ikke.

"Hvad er det du har imod Jayce? Ja, jeg ved godt at han løj for os og var skyld i din kidnapning, men det startede før det. Så hvad skete der?" spurgte Roxy og så på ham med alvorlige øjne. Caleb tog en dyb indånding og begyndte.

"Jeg har altid været venner med ham. Vi var naboer før hans mor... Det ved du jo. Men vi var i hvert fald bedste venner også efter at han blev en del af Blue Dragons. Eller, jeg vidste ikke at han var kommet ind i den. Men jeg kunne godt se at han havde ændret sig meget. Han kom op og slås hele tiden, eftersidninger hver dag, skabte utallige problemer. Jeg blev bange for ham. Han begyndte at tage stoffer med i skole og var bevæbnet hele tiden. Jeg turde ikke at tage afstand fra ham for han var også min eneste ven. En gang overtalte han mig til at stjæle nogle stoffer med ham. Modvilligt sagde jeg ja for han forsikrede mig om at der ikke ville ske noget. Han tog fejl og vi blev opdaget. Det var min grænse. Jeg bad ham om at aldrig snakke til mig igen og da vi kom på gymnasiet, var det som om vi aldrig havde kendt hinanden. I fredags var det første gang jeg havde snakket med ham i tre år."

Caleb kunne mærke en følelse af lethed da han var færdig. Han havde aldrig haft nogen at snakke med det om, han havde aldrig haft nogen at snakke med om noget som helst. Alle hans følelser føltes som en byrde, men så snart han var færdig med at fortælle det til Roxy føltes hans byrde ikke så tung.

"Wow," sagde Roxy. "Det vidste jeg slet ikke. Det er jeg ked af. Det må have været hårdt at se ens bedste ven forandre sig lige for øjnene af en." Caleb nikkede. Jayce var hans bedste ven. Det havde han jo altid været og nu kunne han faktisk mærke hvor meget han havde savnet ham. Han var der altid for Caleb når hans far havde slået hans mor, og han var der for Jayce da han mistede sin familie. Han var der åbenbart ikke nok eftersom Jayce valgte at slutte sig til en bande.

De nåede bilen og Roxy satte straks musik på da de kørte. Hun lukkede øjnene og dansede, så godt som man nu kunne når man sad i en bil, og smilede over hele hovedet. Caleb havde lyst til at stirre, men han vidste at han skulle holde øje med vejen. Af og til greb han chancen og betragtede hende med et smil. Hendes glæde smittede, og Caleb beundrede at hun altid var så glad. "Hvad?" lo Roxy og fangede Calebs blik. "Hvad mener du?" spurgte Caleb og rettede blikket mod vejen igen. "Hvorfor kiggede du sådan på mig?" fortsatte hun undrende og skabte en bedårende rynke i hendes pande. "Hvordan?" spurgte Caleb med et kækt smil. Roxy så kort på ham og brød så sammen af grin. Caleb grinede også, mest fordi han elskede lyden af Roxys latter. "Se, så er vi her!" sagde han og parkerede bilen. "Der er stadig flere timer til dørene åbner," mumlede Roxy. "Det var din idé at komme i god tid," påpegede Caleb med et smil. Roxy nikkede og lænede sig tilbage. "Hvad skal vi så lave nu?" spurgte hun.

Caleb tænkte at der var ingen andre end dem og en idé tog form i hans hoved. "Hvad med at jeg tager dig ud og spise?" Roxy lyste op og kiggede spørgende på ham. "Som en date?" Caleb nikkede og Roxys læber brød ud i et stort smil. "Det lyder fantastisk!"

Tyve minutter senere sad Caleb og Roxy i en restaurant og snakkede mens de ventede på deres mad. Der var en behagelig musik i baggrunden, og Roxys tilstedeværelse gjorde Calebs humør ti gange bedre. Han forsøgte at komplimentere hende, men følte sig nervøs. Caleb var normalt aldrig nervøs når han flirtede med cheerleaderne eller til fester, men med Roxy var alting anderledes. Glimtet i hendes øjne, smilet på hendes læber, alt ved hende fik Calebs hjerte til at banke og hvert andet sekund spekulerede han over om han havde sagt det rigtige.

"Vil du danse?" spurgte Roxy og kiggede mod andre par der havde rejst sig op for at danse stille til den romantiske musik. "Hvorfor ikke?" svarede Caleb og rejste sig op. Han trak Roxy ind til sig og lagde sine hænder på hendes hofte. Roxy placerede sine hænder bag hans nakke og de svingede lige så stille i takt til musikken. Caleb håbede ikke at han havde noget i øjet eller dårlig ånde. Det ville være forfærdeligt. Roxy lukkede sine øjne og lænede sit hoved mod hans bryst. Hjertet i ham begyndte at banke hurtigere og han fik det varmere.

Musikken stoppede, men Caleb gav ikke slip på hende. Roxy løftede hovedet, og de så hinanden dybt i øjnene. Han strøg en lok hår fra hendes vidunderlige ansigt, lænede sig frem og kyssede hende blidt.

{forfatternote}

Jeg er ret skuffet over dette kapitel faktisk. Jeg har ikke været så god til at vise Caleb og man skulle tro jeg vil rette op på det i det her, men det var jeg heller ikke så god til. Jeg var under meget tidspres da jeg skrev de sidste kapitler så de er ikke blevet så... detaljerede ahaha. Heldigvis kan jeg få det hele rettet imens jeg redigere!

Og yayy, endnu mere love! Raxeb? Coxy? I have no idea

Håber alle har en god dag i dag, I må gerne stemme, det vil gøre mig utrolig glad!💕

Udgivet: 28-05-2020