Roadtrip

Bonus kapitel: Brandon & Dylan

Brandons pov

2 måneder senere

"Jeg kan ikke tro at det er din første Pride!" jublede Dylan da han åbnede op for Brandon. "Altså, jeg kan jo godt tro det, pga alt det der med dine forældre osv, men altså, you know." Han tog jakken af Brandon og plantede et dybt kys hos ham.

"Jeg kan heller ikke tro det," mumlede Brandon sagte. Det kunne godt være at han havde været ude i 2 måneder, men at tage til Pride var som at fortælle hele verdenen at han var til fyre.

Det var skræmmende.

Dylan tog Brandons tasker og gik igennem sit hus. Brandon havde kun været hjemme hos Dylan få gange før. Han boede i en stor villa, i et velhavende kvarter. Lokalerne var store og så tomme og ensomme ud i deres hvide og grå farver.

"Hvor er dine for-" startede Brandon.

"Ude," svarede Dylan hurtigt, "hele ugen."

De nåede Dylans værelse, som Brandon elskede. Det var rodet og fyldt med plakater med bands. Sengen var uredt, bøger stod til alle sider.

Dylan stillede taskerne på gulvet.

"Vent... sover jeg herinde?" spurgte Brandon med store øjne.

Dylan løftede sit ene øjenbryn. "Hvor skulle du ellers sove?"

Brandon rødmede straks. "Det... det ved jeg ikke. Jeg mener, altså... der er jo mange gæsteværelser og sådan..." Han snublede mellem sine ord og varmen bredte sig til hele kroppen.

Dylan fik et fjoget smil plantet på sine læber. "Altså, jeg havde da forventet at min kæreste skulle sove i mit værelse."

Sommerfuglene i Brandons mave slog saltomortaler ved lyden af ordet kæreste. Han havde ikke vænnet sig til at have en kæreste. Og være en kæreste.

Det var også en del skræmmende. Han var hovedkulds forelsket i Dylan og hvert sekund frygtede han at Dylan ville droppe ham til en der er meget bedre.

"Jo... jo, selvfølgelig," nikkede Brandon. Sove sammen med Dylan. Hele hans krop fløj til vejrs.

"Du... Du har vel ikke nogen problemer med det, vel?" spurgte Dylan forsigtigt og gik helt hen til Brandon. Han lagde sine hænder om hans talje.

Brandon rystede på hovedet.

"Sikker?"

"Ja. Selvfølgelig. Hvorfor skulle jeg ikke være sikker?"

Dylan så nøje på ham. "Der er noget der går dig på."

Brandon trak på skuldrene. "Det er bare det med Pride," mumlede han.

"Hvad er der med Pride?" spurgte Dylan, "glæder du dig ikke?"

"Jo!" skyndte Brandon sig at sige. "Det er bare... det er nyt. Og du har prøvet det hele før, Pride, kærester, sex. Du er min første kæreste... og jeg kan ikke lade vær med at tænke på mine forældre..." Hans stemme knækkede.

Dylan så nedtrykt på ham. "De vil stadig ikke snakke til dig, eller hvad?"

Brandon nikkede og kunne ikke standse tårerne. "Ikke et eneste ord i 2 måneder."

Dylan trykkede Brandon ind til sig. "Det er jeg ked af. De fortjener ikke sådan en fantastisk fyr som dig. Det er deres tab. Det ved du godt, ikke?"

Brandon nikkede. "Det er bare svært. At komme ud af hele den her onde cirkel. Jeg er konstant nødt til at minde mig selv om at det jeg gør, ikke er forkert."