Roadtrip

Epilog

2,5 måneder senere

"Er du klar?" spurgte Ashley spændt. På den anden side af skærmen nikkede Jayce med store øjne. Hun tog en dyb indånding og viste ham brevet. Først forstod han ikke hvad han så, men så åbnede han munden og stirrede lamslået på hende. "Du er blevet optaget på Harvard?!" råbte han og smilede som en gal. Hun kunne se telefonen ryste og antog at han hoppede. Det fik Ashley til at grine, og hun fjernede brevet fra kameraet så han også kunne se hende.

"Hvor er jeg stolt af dig, Ashley! Jeg vidste at du vil komme ind!" sagde Jayce med beslutsomhed i stemmen. Ashley rømmede sig og legede med en lok af hår der faldt ud af hendes rodede knold. "Jeg tror nu mere det var Lewis Hussains anbefalingsbrev der hjalp mig," sagde hun. Jayces blik blev straks en del koldere. Han havde aldrig brudt sig om den unge forsker de mødte i Nebraska som Ashley havde stiftet bekendtskab med.

"Åh, ja. Ashley skal helt sikkert ind på Harvard. Hun er den smukkeste, mest betagende person jeg nogensinde har mødt," imiterede han og refererede til det meget komplimenterede anbefalingsbrev Lewis havde skrevet om Ashley. Ifølge Jayce var det mere et kærlighedsbrev end et anbefalingsbrev.

Ashley lo og sagde: "Det er så sødt når du er jaloux."

Jayces øjne blev fyldt med fornærmelse. "Jeg er ikke jaloux."

Ashley grinede yderligere og lænede nakken tilbage. "Hvis du siger det." Hun kiggede atter på ham og løftede et øjenbryn over blikket, han sendte hende. "Hvad er der?" spurgte hun.

"Jeg fatter ikke at der kun er en telefon imellem os," sagde han vemodigt.

Ashley rystede på hovedet. "Der er flere tusinde kilometer imellem os, Jayce."

"Jeg vil ønske at jeg kunne røre dig. Og kysse dig. Og kramme dig. Og køre mine fingre igennem dit hår og flette mine fingre i dine," fortsatte han.

"Jeg savner også dig."

"Jeg kan ikke vente med at se dig. Du kommer til at blive begravet i mine arme, okay?"

Ashley smilede nikkende. "Jeg ser frem til at blive begravet så."

I det samme kunne hun høre et bank på vinduet. Det spjættede i hende, og hun skævede til vinduet. "Hvad sker der?" spurgte Jayce bekymret.

Det bankede igen, og Ashley drejede hovedet mod Jayce. "Ikke noget. Jeg er nødt til at gå, ringer senere. Jeg elsker dig."

"Jeg elsker også dig."

Hun lagde på. Det bankede igen, og hun rejste sig op fra sin seng. Hun skulle til at gå mod vinduet, da hun kunne høre låsen drejes om og åbnes med et klik. Ashley blev lam i kroppen. Var der en der begik indbrud i hendes hus? Mens hun var derinde? Hun greb det nærmeste, en pude, og stillede sig i kampstilling. Vinduet åbnes og ind sprang en kvindelig skikkelse. Ashley gispede af forskrækkelse og tabte puden hvilket straks fik pigen foran hende til at tage en finger for munden. Ashley åbnede lamslået sin mund. Hendes blod begyndte at køre igen, men hun vidste stadig ikke hvordan hun skulle reagere.

"Vanessa?" spurgte hun med en blanding af forvirring og chok. Vanessa blinkede og smilede smørret. "Længe siden, Ashley."

"Hvad laver du her?" udbrød hun, måske en tand for højt. Vanessa tyssede på hende.

"Hvordan fandt du mig?" fortsatte hun.

"Jeg holder altid øje med nogen der har krydset min vej," fortalte hun mens hun børstede ikkeeksisterende støv af sin sorte læderheldragt. Ashley opdagede et sår på hendes kind der så ud til at være nyt. "Troede du bare at jeg ville have ladet dig gå, sådan uden videre?"