Fallin' All In You

13. Sorg og en hospitalsseng

Jeg kigger på nummeret. 27. Det må være her. Jeg går ind ad den store glasdør og ind i en ny stue, magen til resten af dem i huset. Herinde er der dog færre mennesker. Jeg går ned ad gangen, og støder på flere forskellig klædte læger, før at jeg ser hende. Min søster. Hun sidder på en stol med hovedet nede og kigger på gulvet. Hendes hår er i en rodet knold og hun ser træt ud.

Da jeg går over imod hende kigger hun op og får øje på mig. Vi sender hinanden et kort smil før at hun nærmest hopper op og ender i mine arme. Krammet er varmt og trygt, lige hvad jeg havde brug for, og jeg kan med det samme mærke en tåre trille ned ad min kind. Aaah ikke nu igen. Jeg tørre hurtigt tåren væk og tænker på noget andet.

"Øhm piger?". Hører jeg en stemme bag mig, så jeg trækker mig ud ad krammet og vender mig om. Det er en kvindelig læge klædt i en hvid kittel, der står bag mig. "Tilhøre i familien Scott?". Fortsætter hun med et smil. Jeg kigger over på min søster, som har travlt med at tørre mascara væk fra hendes kind. "Yeah". Svare jeg og bliver straks nervøs. Hun går hen til os og rækker hånden frem.

"Jeg er Dr. Phil, jeres forældres doktor". Hun giver mig hånden og derefter min søsters. "Vil i venligst følge med mig?". Spørger hun og vender sig om. "Øh.. okay?". Siger jeg og tager fat i min søsters hånd, før at vi følger efter hende ned ad en gang. Hun viser os ind i et rum, et stort mødelokale, og sætter sig ved et aflangt bord. Vi sætter os overfor hende, på to plastikstole, og venter i stilhed.

"Som i nok har hørt har jeres forældre været ude for en større bilulykke, som de desværre ikke kom helt uskadet fra". Starter hun ud med og kigger på os begge to. "Hvad jeg ved af skulle de ind til Manhattan, men blev desværre ramt af en spøgelsesbilist midt på Brooklyn bridge. Bilisten havde alkohol i blodet og overlevede desværre ikke turen". Siger hun og lader os sidde lidt i stilhed, før at hun fortsætter.

"Nu kommer så det, som jeg ville snakke med jer om". Hun tager en dyb indånding og former et bekymret smil på læben. "Det var jeres far der kørte bilen og da bilisten kørte alt for stærkt, opdagede han ham først få sekunder før ulykken. Han nåede lige at dreje udenom, så bilen kun ramte hans side, og derfor ikke jeres mors". Jeg kan mærke min søsters hånd tage fat i min og giver den et lille klem.

"Jeres mor blev derfor kun lidt såret, med få ribben brækket og en hjernerystelse. Desværre gik det ikke så let til med jeres far". Jeg kan mærke en smerte i min mave, som vokser sig større for hvert et ord der kommer. Jeg håber så inderligt at hun ikke siger det næste, lad det ikke være det. "Jeres far overlevede desværre heller ikke turen".

Da hun har sagt de sidste ord mærker jeg straks min mave falde sammen. Det er som om at en knytnæve har ramt mig lige midt i maven, og brækket alle mine knogler. Jeg lægger min hånd over maven og kigger ud i luften. Jeg har det som om at hele min verden er gået under og at jeg aldrig nogensinde vil føle glæde igen.

Da det efterhånden er gået op for mig hvad jeg lige har hørt, går chokket over til gråd. Jeg kan mærke tårerne trille ned ad mine kinder, så min mascara bliver tværet helt ud, men jeg er ligeglad. Det eneste jeg tænker på lige nu er at jeg har mistet en af de tætteste mennesker, en af dem som jeg elsker højest. Jeg sidder bare og græder og græder, imens stilheden tager over rummet.

Jeg opdager, efter et stykke tid, at min søster ikke har sagt noget. Hun sidder bare og stirre ud i ingenting og ligner lidt en dukke. Hendes ansigt et helt blegt, nærmest kridhvidt, og hun viser ingen følelser. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, jeg kan ikke lide at se hende sådan. Så sårbar og fuld af sorg.

Jeg rejser mig op og kigger ned på Dr. Phil. "Jeg smutter lige". Siger jeg og smiler, da hun nikker tilbage. Jeg går over imod døren, ud ad lokalet og ned ad den hvide gang.

—-

Jeg klikker foden imod det spejlblanke gulv, som giver ekko fra sig. "Klik klik klik". "Em, gider du at stoppe?". Spørger min søster og kigger irriteret på mig. Jeg løfter min fod og sætter den lydløst tilbage på gulvet. Vi sidder på en af de mange gange, på hver sin stol og venter. Det har vi gjort, i snart 2 timer, og jeg er ved at dø af kedsomhed. Hvorfor er der ikke noget at lave på det her dødsyge hospital?

Jeg kigger op, da døren til min mors stue åbnes. Det er Dr. Phil der kommer ud, så vi rejser os begge op fra vores stole. Hun går over til os, med et clipboard i hånden og et smil på læben. "Jeres mor er lige blevet undersøgt og virker umiddelbart okay. Så hun er klar til besøg". Siger hun og skriver noget på boardet. Jeg kan mærke et smil forme sig på min læbe. Jeg tager fat i min søsters hånd, før at vi følges ind på vores mors stue.

Da vi kommer ind, bliver jeg næsten blændet af det kraftige lys der kommer fra vinduerne. Jeg kigger rundt og ser en stor, hvid stue med en hospitalsseng i midten, et natbord ved siden ad og to store vinduer bagerst. Der er højt til loftet og varmt på grund af solen. Jeg får øje på min mor i sengen, klædt i en grøn dragt, med gibs om hovedet og sin venstre arm.

Da hun får øje på os former hun straks et smil på sin lilla farvede læbe. Jeg trækker min søster med over til hende og smiler tilbage. "Hej piger". Siger hun, med en skrøbelig stemme. Hendes øjne begynder at løbe i vand, mens smilet stadig er plantet på sin læbe. "Hej mor". Siger jeg tilbage og krammer hende blidt. Jeg går lidt væk så min søster kan gøre det samme.

"Du ser godt ud mor. Grøn klæder dig virkeligt". Siger jeg og kommer til at grine lidt. "Yeah, den har altid klædt mig bedst". Svare hun tilbage og griner med. Det samme gør min søster. Det er dejligt at høre dem begge grine igen. Jeg ved godt at det kun er få timer siden at ulykken skete, men deres grin og glæde gør mig alligevel varm indeni.

Der går et par timer, hvor det bare er min søster, min mor og jeg. Vi har bare siddet og snakket, set lidt tv og spist en masse mad. Lige nu sidder jeg på gulvet med en stor pose chips og tegner en tegning der skal hænge på hendes væg. Jeg er ikke specielt særligt god til at tegne, men jeg syntes at det er hyggeligt alligevel.

Min søster og mor deler sengen, hvor de sidder og ser "Keeping up with the Kardashians". De er i gang med et af de sjove afsnit, så de sidder og griner. Jeg smiler med og føler at min krop bliver fyldt med varme og tryghed. "Is that a chicken?". Gentager de efter Kylie og griner videre. "Hun er så sød". Siger min mor med et smil.

Jeg kigger ned på min tegning og begynder at farvelægge den. Helt klart noget af det grimmeste jeg har lavet, men det skal der også være plads til. Jeg begynder at grine ad min grimme tegning, mens jeg farver videre. "Bling". Siger det ligepludseligt fra min lomme. Jeg trækker min mobil op og ser en besked fra Luke.

Luke: Hej Em. Jeg håber at du er okay?
Jeg har hørt hvad der er sket, og det gør mig ondt. Jeg håber snart at vi ses, og så kan vi måske snakke?
Hilsen Luke.

Jeg kigger længe på beskeden og kan mærke et lille smil på min læbe. Jeg får det varmt i hele kroppen, en følelse jeg ikke har haft længe. Jeg lægger telefonen fra mig og kigger op på min familie. En følelse af glæde.