Fallin' All In You

10. Diskussion og en aftale

"RIIIIING". Jeg pakker mine bøger sammen og følges med Zoe ud af døren. Vi har lige haft historie med Miss Kelly og skulle skrive en hel stil om Den amerikanske borgerkrig.... kedeligt. Nu er vi på vej ned ad gangen, da vi skal have frokost i kantinen, og jeg er ved at dø af sult.

"Nå, jeg så dit opslag på Instagram fra igår, Pisse fedt. Hvordan har du båret dig an med det? Han må da være så sur". Siger Zoe lige pludseligt. "Joo altså. Han har nok ikke set billedet for han har da ikke snakket med mig endnu". Siger jeg og smiler for mig selv. Ha... så kan han lære det.

Vi går videre ned ad gangen, da jeg ligepludseligt høre mit navn. "EMILY...". Jeg når lige at vende mig om før at Jonas kommer løbende imod mig. "Emily, Hvad f**k har du gang i?". Han stiller sig så tæt på, at der kun er få skridt imellem os. Så Jeg træder et skridt tilbage, kigger op og ser vreden i hans ansigt. Jeg ved med det samme hvad han snakker om og kan mærke smilet forme sig på mine læber. "Det her bliver sjovt". Tænker jeg, men kan allerede regne ud at Jonas tænker noget helt andet.

"Ved du overhovedet hvad du lige har gjort? Ved du overhovedet hvad det gør ved mit omdømme?". Spørger han og giver mig dræberblikket. Jeg kan se at han mener det alvorligt, så jeg burde enligt at have skyldfølelse, men det eneste jeg kan tænke på er sejren over det han gjorde imod mig igår. Sejren over endeligt at have gjort noget der faktisk påvirker ham.

Jeg trækker på skuldrende. "Jeg ville bare hævne mig over det fra igår, og når man så får muligheden bliver man nød til at tage den. Uanset omdømme eller ej". Siger jeg koldt og kan høre flere grin bag mig. Rundt om os er folk begyndt at samles for at overhøre vores samtale. "Det er jo ingenting i forhold til hvad jeg gjorde. Det var jo ikke noget jeg havde tænkt mig at fortælle til nogle". Siger han vredt.

Jeg kigger ham i øjnene og kan se at han prøver at se overbevisende ud, men det hjælper slet ikke. "Tror du seriøst selv på det? Det vil sådan en som dig aldrig kunne holde. Du havde sikkert tænkt dig at fortælle det til alle dine venner, og blære dig over hvordan du bare kan gå rundt og styre alle dine "Chicks" udelukkende ved at knipse med lillefingeren". Siger jeg og løfter det ene øjenbryn.

"Hvad f**k. Det her handler ikke en skid om noget jeg har gjort, okay. Nu er det jo ligesom dig der har gjort noget over stregen, ikke mig". Siger han med hævet stemme. "Jeg fik ret... det her bliver rigtig sjovt". Tænker jeg muntert. Stik til ham Emily, stik til ham.

"Hvorfor bliver du enligt så sur over et dumt billede? Du var jo kun tegnet i ansigtet med en tusch. Det var jo ikke fordi du var nøgen eller noget". Spørger jeg nysgerrigt, vel vidende om at det kun gør det være. Jeg kan se at hans ansigt lige så stille bliver helt rødt og at vreden bruser ud af ham. "Så det er nok. Nu får du fandme hvad du har fortjent". Siger han og kaster sig frem. Frem imod mig. Åh nej Emily... måske gik du lidt over stregen.

Lige som jeg tror at det er ude med mig er der to arme der trækker mig til siden og lige ind i en andens favn. Puha, det var tæt på. Jeg kigger op og opdager at det er Luke, Rileys bror, jeg står og krammer. Hans krop er varm og tryg, men alligevel vikler jeg mig ud af hans favn. Jeg kigger rundt og opdager at Jonas er blevet trukket tilbage af Logan og hans bedste ven, Ethan. De har hver sin arm omkring ham og trækker ham ned ad gangen og ud ad døren.

Da de er væk, vender jeg mig om og får øjenkontakt med Luke. Han står helt stille, som om intet var sket, og smiler. "Hvad har du nu fået dig selv rodet ud i Emily?". Spørger han stille med medlidenhed i øjnene. Jeg vender mig om og kigger ned ad gangen. "Det ved jeg ærlig talt ikke. Det er som om at alt der har noget at gøre med Jonas Walker på en eller anden måde føre til drama. Og jeg er så uheldig lige at flytte ind i et af dem". Siger jeg og går ned mod kantinen.

—-

"Jeg synes at du skal tage med". Siger Riley glad og smiler. Vi har lige fået fri og er på vej ud ad døren og ud på parkeringspladsen. Riley og nogle af hendes gamle venner skal ind til byen på fredag, og hun vil gerne have mig og Zoe med. "Jo altså... vis der ikke er andet jeg skal, kan jeg da godt tage med". Siger jeg og holder døren for hende. "Ej hvor godt. Det skal jeg fortælle Cama med det samme". Svarer hun og tager hendes telefon frem. "Jeg skal lige ringe til hende". Siger hun og går over til sin bil.

Jeg står nu alene på parkeringspladsen, da de fleste allerede er taget hjem, og venter. Efter lidt tid, i kedsomhed, kommer Luke hen til mig. Han ser nervøs ud. "Hej, Luke". Siger jeg og smiler. Endeligt en der kommer med selvskab.
"Hej Emily". Svare han stadig meget nervøs. "Er du okay?". Spørger jeg nysgerrigt.  "Ja jeg har det fint. Ømh, må jeg lige spørge dig om noget?". Nu virker han rigtigt nervøs, næsten helt bange. "Yeah selvfølgelig".

"Jeg tænkte på om du skal noget på lørdag?. Havde nemlig tænkt mig at invitere dig ud at spise". Spørger han mig og kigger ned i jorden. "Ømh... jo selvfølgelig. Altså på fredag skal jeg i byen, men lørdag aften er fint". Svare jeg med et smil. Han kigger op og smiler tilbage. "Fedt mand. Så skriver jeg til dig senere". Svare han glad. Han vender sig om og skal lige til at gå.

"Ømh Luke. Jeg håber godt at du ved, at det kun er som venner, ikke?. Jeg har lige været igennem en masse ting i mit tidligere forhold, så jeg tror ikke helt at jeg er klar til noget endnu". Siger jeg. Han vender sig om og smiler stadig. "Jo selvfølgelig. Kun som venner". Siger han og går sin vej.

------------------

Så er 10. kapitel ude. Hvad synes du om det?