Fallin' All In You

11. Tømmermænd og venneaften

*KLIR*
Jeg vågner med et sæt og kigger op i et højt loft med vinduer. Solen skinner, så jeg dækker øjnene til med min hånd og vender mig om. Jeg opdager hurtigt at jeg ikke ligger derhjemme, men i en lædersofa i en fremmed newyorkerlejlighed. Jeg kigger rundt og opdager at hele gulvet er fyldt med tomme flasker, shotsglas, cigaretskod og sovende mennesker.

Jeg sætter mig op i sofaen, stadig svøbet ind i tæppet, og prøver at genkende lejligheden, men det er ligesom om at jeg ikke rigtigt kan huske noget. Jeg ved ikke hvor jeg er, hvad jeg laver her og hvordan jeg er kommet herhen. Det er jo bare skønt. Jeg rækker hånden over imod sofabordet, hvor min taske heldigvis ligger, og tager min telefon. 14:27. "Er klokken virkelig så mange". Siger jeg højt, men kommer hurtigt i tanke om at der er andre mennesker i rummet, og holder mig for munden.

Jeg rejser mig op og begynder at gå ud ad stuen, da jeg kan mærke mit hoved dunke. Jeg tager mig til hovedet mens jeg fortsætter ud ad stuen. Da jeg kommer ind, i det der ligner køkkenet, får jeg øje på to personer henne ved spisebordet. De sidder og snakker, men stopper da de får øje på mig. Den ene er en mørkhåret pige klædt i en mørkeblå kimono og den anden er en mørkhåret dreng i en hvid morgenkåbe. Jeg går over til dem og kan straks genkende deres ansigter.

"Godmorgen, solstråle". Siger Cama, pigen med kimonoen. Hun sidder og er igang med at drikke et glas juice. "Godmorgen". Svarer jeg tilbage og sætter mig på en stol ved siden af. Jeg kigger rundt og tager et stykke toastbrød fra kurven der står på bordet. "Har du sovet godt?". Spørger Tristan, den mørkhårede dreng som også er Camas kæreste. "Jaa... kan ikke rigtigt huske noget. Kun at jeg fik lidt for meget at drikke igår". Jeg peger på mit hoved og kan mærke at jeg stadig er lidt svimmel. "Ja, det var godt nok en vild fest igår". Siger Cama og tager et sip ad sin juice.

Vi sidder bare og snakker i lidt tid, da jeg ligepludseligt får øje på uret på væggen. 15:46. Hold da op.... har vi snakket så længe. Jeg tager mig til hovedet igen, da det stadig gør ondt, og kommer ligepludseligt i tanke om min venneaften med Luke.

"Jeg bliver nok snart nødt til at tage hjem, da jeg har planer senere". Siger jeg og spiser mit brød færdigt. Så rejser jeg mig op, siger pænt tak for mad og går ind i stuen. Cama følger selvfølgelig med, og sammen går vi hen til døren.

"Tusind tak for en god aften igår, selvom jeg ikke kan huske ret meget fra den". Siger jeg og tager sko og jakke på. "I lige måde, det var super hyggeligt". Svarer hun med et smil. "Vi må finde en dag". Jeg giver hende et kram. "Ja vi må". Svarer hun, og så går jeg ud ad døren og ned ad den store trappe.

—-

"Puha... nu er jeg også mæt". Siger jeg og tager min jakke på. "Ja... jeg tror ikke at jeg har spist så meget i jeg ved ikke hvor langt tid". Svare Luke med et grin og tager sin egen jakke på. Jeg smiler tilbage og iagttager ham imens han betaler regningen. Så går han væk fra bordet på vej imod udgangen. "Kommer du?". Spørger han og jeg følger med.

Da jeg går ud ad døren bliver jeg med det samme ramt ad en kold aften luft. Så jeg trækker jakken lidt tættere omkring mig og træder ud på fortorvet. "Nå... hvad skal vi så nu?". Spørger jeg nysgerrigt og stiller mig ved siden ad Luke. Han kigger op fra sin telefon og vender sig imod mig. "Altså jeg tænkte på noget...". Siger han lidt nervøst. "Men jeg er ikke sikker på om du har lyst". Fortsætter han og klør sig selv i nakken. "Hvad mener du? Det er dig der  
har planlagt aftenen, og jeg er sikker på at det er et fint sted du har valgt. Så det syntes jeg at vi skal". Siger jeg og smiler nysgerrigt.

"Okay... så luk øjnene". Siger han og tager fat i min hånd. Jeg lukker øjnene og kan mærke at jeg bliver trukket fremad.

Efter 10 lange minutter stopper vi endeligt op. "Så må du gerne åbne øjnene". Siger han, men bliver stadig ved med at holde min hånd. Jeg åbner lige så stille øjnene og bliver næsten blændet af synet. Vi står højt oppe på en bakke og kigger ud over New York og dets mange lys. "Wauw.... det er godt nok smukt". Siger jeg og smiler. "Ja... det er noget for sig selv". Svare han og sætter sig ned. Og da han stadigvæk holder fast i min hånd trækker han mig med. "Jeg kan godt forstå hvorfor det tog så langt tid at gå helt herop". Siger jeg og trækker min hånd ud ad hans. "Ahh... det er der en anden grund til". Og så rækker han om bag sig og finder en kurv frem. Jeg bliver overrasket og begynder at smile.

"Hvad... hvor har du fået fat i den?". Spørger jeg, men får kun et skuldertræk som svar. I stedet sætter han kurven i mellem os og åbner låget. I kurven trækker han først et tæppe frem som han ligger på græsset foran os. Så tager han to øl op, en pose chips og noget der ligner hjemmebagt cookies. Så tager han min hånd igen og trækker mig med over på tæppet. "Ahh...". Siger jeg forskrækket, da jeg lander halvt ovenpå ham, kun få centimeter væk fra hans ansigt.

I tror måske at der nu vil ske et eller andet intenst med et kys eller andet romantisk. Men i stedet for dét slipper han min hånd, som han stadig havde holdt fast i, og begynder at kilde mig i siden. Jeg hader at blive kildet, så jeg begynder at sparke og slå for at komme væk fra ham. Desværre kommer jeg til at ramme ham lige i ansigtet så det siger et knæk. Uf... det lød ikke godt. Luke stopper med at kilde mig og tager sig til sin næse. Jeg triller ned fra hans bryst og får dårlig samvittighed. For helvede Emily.

"Ej det må du undskylde... er du okay?". Spørger jeg ham og prøver at få hans hånd væk, så jeg kan se hans næse. I stedet trækker han sig væk fra mig og prøver at få smerterne til at gå væk. Eller det troede jeg. For lige pludseligt fjerne han sine hænder og begynder at grine. "I got you. Du skulle have set dit ansigt". Siger han og peger hånende på mig.

Det går op for mig at det bare var en "prank", så jeg giver ham et ordentligt slag i siden. "For helvede Luke. Ved du godt hvor ondt det var?". Siger jeg med et smil på læben. Vi begynder begge at grine og sådan fortsætter aftenen. Med øl og snacks, snak og en masse grin. En helt perfekt venneaften.

------------------

Det var så 11. kapitel, håber at i kunne lide det.
Undskyld at det tog så langt tid at få det skrevet, men har haft rigtigt travlt.
Skal nok begynde at skrive igen... lover det<3