Fallin' All In You

20. Gråd og en kærlighedsfilm

*Emilys POV*

Jeg står ude foran biografen. Jeg har kun været her én gang siden min første dag med Jonas, som i nok kan huske ikke gik for godt. Heldigvis så gik anden gang noget bedre. Der mødte jeg nemlig Violet, endnu en af mine kollegaer. Det var egenligt mening at jeg kun skulle arbejde sammen med Jonas. Men siden slåskampen, som var for tre dage siden, har jeg ikke set noget til ham, ikke engang hjemme hos ham.

Han har ikke været i skole, ikke været på arbejde og har ikke forladt sin dør. Og der er ingen der ved hvorfor. Han har ikke engang været nede for at få noget at spise.

Siden min mor kom på hospitalet har vi spist aftensmad hver dag hos familien Walker, og der har jeg ikke set ham en eneste gang, så der må være noget helt galt. "Nå der var du..". Jeg bliver knipset ud ad min tanker og vender mig imod stemmen. Der står hun, Violet. Med sine store, brune krøller og den sorte t-shirt med biografens røde logo på. Hun har et stort smil på sin læbe. "Yeah Sorry. Du ved... kom lidt for sent af sted". Siger jeg flovt og sender hende et undskyldende blik.

"Det er okay, så længe du kom". Hun trækker på skuldrene, stadig med et smil på læben. Så går hun hen til mig og tager fat i min arm. "Men kom så, vi skulle nødigt komme for sent". Hun river hårdt i mig og trækker mig med ind i varmen.

Da vi kommer ind i biografen, er der næsten ingen mennesker. Det er kun midt på eftermiddagen, og næste forestilling er først om en time. "Woaw". Siger jeg, da jeg bliver trukket videre efter hende. Hun trækker mig om bag disken og begynder at finde de sædvanlige ting frem. "Der er masser at lave inden næste forestilling. Så værsgo og kom igang". Siger hun og begynder at gøre popkornmaskinen ren. Jeg sukker af udmattelse og begynder derefter at sætte nyt slik på de tomme hylder.

"Nåh, hvordan går det så?". Spørger Violet ligepludseligt, stadig med næsten hele hovedet inde i maskinen. Jeg stiller mig på tæerne og hænger endnu en pose vingummi på krogen. "Jo, det går skam fint nok". Lyver jeg. Jeg har ikke fortalt hende om ulykken og min fars død, og har heller ikke tænkt mig at gøre det. Vi har jo kun kendt hinanden i et par dage.

"Okay". Hun lukker lågen til maskinen og tager de gule gummihandsker af. "Så ikke noget nyt? Ingen ny kæreste eller noget?". Fortsætter hun og åbner en ny kasse med slikposer. "Næh". Siger jeg, lidt for hurtigt, og hænger endnu en pose op. Hun vender sig om imod mig, ikke særligt overbevist. "Emily. Jeg ved godt at vi ikke har kendt hinanden særligt længe, men jeg kan altså godt se når nogen lyver". Hun løfter sit ene øjenbryn og sætter hænderne på hoften. "Hvad mene-". "Spyt ud". Siger hun. Åh gud, hvorfor tror alle at der er noget? Det er der jo ikke.....vel?

Hun står stadig og kigger på mig, ikke særligt overbevist. "Fint. Men der er altså ikke nogen. Har kun mødt et par drenge, men KUN som venner, okay?". Siger jeg tilsidst med et suk. Hendes læber strækker sig med det samme ud i et kæmpe smil. "Nå nå... fortæl, fortæl". Hun hænger den sidste pose op på knagen. "Øhm... altså der er den her dreng der hedder Luke og så er der Jonas". Siger jeg flovt. Hun ved godt at jeg plejer at arbejde med Jonas.

"Jonas? Hvorfor lige ham?". Spørger hun interesseret og vrikker med øjenbrynene. "Nej nej... bvadr. Jonas og jeg har ingenting. Vi er ikke engang venner, tror jeg ikke. Han er den mest irriterende og selvglade dreng jeg nogensinde har mødt. Nej Forhelvede". Hvordan kunne hun nogensinde tro det? Bvadr. Nej, never. "Så siger vi det, men hvad er der så med ham? Der må da være et eller andet? ellers ville du ikke nævne ham".

Jeg synker en klump. Hvorfor fanden nævnte jeg ham overhovedet? Der er jo ikke noget med ham. Han er bare en selvglad, populær dreng der prøver at charmere sig ind på mig, men det virker tydeligvis ikke. Han er en alt for stor idiot til at jeg på noget tidspunkt overhovedet ville kunne lide ham. Men hvorfor nævnte jeg ham så, af alle drenge, hvorfor så lige ham?