Fallin' All In You

14. Morgenmad og en køretur

Jeg vågner op ved lyden af et råb, der er efterfulgt af en høj bippen. Jeg åbner øjnene med et sæt og sætter mig op. Hvad var det? Jeg kigger rundt og opdager at jeg stadig er på hospitalet. Jeg må være faldet i søvn. Jeg tager mig til hovedet og kan mærke en svag hovedpine. Så jeg lægger mig tilbage på sofaen igen, der hvor jeg har sovet, og lukker øjnene. Jeg trækker vejret tungt og prøver at få mit hjerte til at banke normalt igen.

Jeg tænker tilbage på igår og på alle de ting der skete. Puha... sikke en dag. Jeg sætter mig op og tørre en tåre væk, der har fundet sin vej ned ad min kind. Tanken om min far har sat sig fast i mit hovede og den vil ikke gå væk. Med det samme kan jeg mærke mine øjne løbe i vand og så kommer strømmen. Jeg troede ikke at jeg havde flere tårer, men da mine kinder bliver gennemblødte, lader jeg bare de sidste komme ud.

Efter et par minutter i sorg, rejser jeg mig op fra sofaen og tørre mine kinder af i mit ærme. Jeg opdager hurtigt at jeg er i et lukket venteværelse fyldt med sofaer og borde. Min søster ligger på en sofa længere henne og sover trygt. Hun ser lidt bedre ud, med mindre rander under øjnene og farve i ansigtet. Jeg smiler for mig selv og går stille ud ad døren.

Da jeg kommer ud på gangen opdager jeg hvad det var der vækkede mig. En ældre dame var faldet og ligger nu på gulvet med læger og sygeplejersker omkring sig. Jeg lister langsomt forbi dem og ned ad gangen, hen imod et toilet. Jeg åbner døren og går hen til vasken.

Jeg kigger mig i spejlet og kan næsten ikke genkende mig selv. Jeg har mørke rander under øjnene, mascara løbende ned ad kinderne og mit hår er filtret og klamt. Jeg pjasker hurtigt noget vand i hovedet og prøver så godt jeg kan at redde mit filtret hår med fingrene. Så går jeg ud ad døren og tilbage ned ad gangen.

Jeg stopper op foran min mors dør og skal lige til at gå ind, da jeg hører en velkendt stemme. "... Jeg ved det godt, men hvad skulle jeg ellers gøre?...". Jeg åbner døren på klem og får øje på min mor og Dr. Phil. De er igang med en seriøs samtale, så de opdager mig ikke da jeg kommer ind. "Du har nok ret, det er bedst for dem lige nu". Svare Dr. Phil, der står med ryggen til. Jeg går over imod dem, nysgerrig som altid, og spørger. "Hvad er bedst for hvem?". Dr. Phil vender sig forskrækket om. "Puha Emily. Du gav mig et chok".

Hun smiler til mig og jeg gengælder det, stadig med et nysgerrigt udtryk. "Jo ser du Emily. Du ved nok godt at dig og din søster ikke kan blive ved med at være her på hospitalet og at i snart skal til at hjem, så derfor har jeg og din mor lavet en aftale". Hun vender sig om imod min mor og viser mig over til dem. Jeg stiller mig ved siden ad hende. "Som din mor og jeg lige har snakket om, har hun fået det meget bedre, men bliver altså stadig nødt til at blive her lidt endnu...".

"....Og eftersom at i ikke kan blive her, har vi aftalt med familien Walker at de vil holde øje med jer imens". Afslutter min mor. "Hvad?... det mener du ikke mor". Siger jeg irriteret. Familien Walker, af alle mennesker?. Ej de andre er søde nok, men Jonas, jeg ved slet ikke hvor jeg skal begynde. "Jeg ved godt at det ikke lige var planen, men jeg kan ikke bare lade jer stå med det hele selv". Fortsætter min mor og stiller sin skål ned. Hun sidder i sengen og får sin morgenmad, imens tv'et kører i baggrunden.

"Hvad mener du? Det kan vi altså godt. Vi er ikke børn længere". Forklarer jeg, imens jeg krydser armene. Hun giver et suk fra sig. "Jeg ved det godt skat. Men jeg er jeres mor, og derfor vil jeg gerne være 100 % sikker på at i er okay. Derfor er det-". "Det mener du ikke. Vi kan altså godt selv". Afbryder jeg hende, men opdager hurtigt at det var en fejl. "Jo jeg gør, og som jeg skulle til at sige, så er det ikke noget der skal diskuteres. De kommer og henter jer her om et par timer, så vær klar". Hun tager en skefuld af sin mad og vender opmærksomheden imod tv'et igen.