Fallin' All In You

21. En mærkelig drøm og indrømmelser

*Emily's POV*

"Kom nu Baby. Det tager ikke så lang tid". Siger han med et smil og går et skridt tættere på. Jeg kigger ham dybt i de blå øjne og forestiller mig hvordan det ville være at drukne i dem. Bare at forsvinde væk og aldrig komme tilbage igen.

"Hallo". siger han og vifter en hånd foran mine øjne. jeg ryster hurtigt tanken væk og sukker højt. "Jamen, kan du ikke bare blive lidt længere?". Spørger jeg bedende med hundeøjne. Han tager min hånd og smiler, så man kan se hans smilehuller. "Det ved du godt at jeg ikke kan, også hvis jeg gerne ville".

Han træder et skridt tættere på, så vores næser kun er få centimeter væk. "Men..". "Shh, bare kys mig". siger han med et smørret smil og lukker de få centimer mellem os.

Jeg kan mærke hans bløde læber imod mine, i et fantastisk kys. Ikke et voldsomt et som man ser på film. Nej det her er sødt og lige hvad jeg havde brug for.

Han trækker sig roligt lidt væk, så vi nu står og kigger hinanden i øjnene. Han giver min hånd et hurtigt klem. "Jeg ringer i aften". Han blinker forsikrende med sit højre øje, før at han vender sig om og går væk.

"EMILY!!". Jeg vågner med et sæt af Leah's høje stemme. "Yeah?". Råber jeg tilbage og sætter mig op. Hold da op en drøm, det var... Mærkeligt? "Er du klar? Vi kører om 10". Råber hun tilbage og rumstere rundt. Hvad skal vi om 10 min? Sikkert ikke noget vigtigt, da jeg ikke kan hus...Oh shit.

Jeg skynder mig hurtigt ud ad min seng og hopper i et sæt tøj der ligger på mit skrivebord. Heldigt at jeg lagde det frem før at jeg gik i seng igår. Jeg skynder mig at lægge noget hurtigt makeup og løber derefter ned ad trapperne.

Min søster står ved døren, allerede klar, da jeg styrter ned at trapperne. "Der var du". Siger hun utålmodigt med et løftet øjenbryn. "Yeah undskyld... sov over mig". Siger jeg undskyldende. For helvede Emily, du er virkeligt god til at sove længe for tiden. Hvad sker der med dig? Og hvorfor skulle det også lige ske i dag?
Jeg skynder mig at trække i et par af mine vans oldschool og går efter hende ud ad døren.

"Hvordan tror du hun har det?". Spørger jeg efter lidt tid, da vi sidder i bilen på vej til hospitalet. Min mor har været der i næsten en uge nu, og det er først i dag vi måtte komme og besøge hende igen. Jeg sidder på bagsædet, igen sammen med Leah, men nu uden nogle af Walker drengene. Claire og James sidder foran og diskutere et eller andet ligegyldigt.

"Godt, håber jeg da". Siger hun med et smil og vender hovedet imod ruden igen. jeg kigger også ud ad vinduet og lader tankerne overtage. Jeg kan slet ikke lade være med at tænke på den skide drøm. Hvad skete der? i hvertfald ikke noget der var virkeligt, det kunne aldrig lade sig gøre, håber jeg da ikke.

Jeg kan mærke en hånd på min skulder og ryger tilbage til virkeligheden. Jeg opdager at vi holder ude foran hospitalet, så jeg skynder mig ud ad bilen og følger de andre over parkeringspladsen.

"Emily og Leah". Hører jeg fra en velkendt stemme og opdager hurtigt Dr. Phil komme imod os. Hun har sit lyse hår oppe i en løs knold og den sædvanlige hvide kittel hængende ned ad kroppen. Hun går helt op til os med et smil. "Jeres mor har savnet jer meget. Værsgo at følge med mig". Siger hun og signalere at vi skal følge efter hende. Vi går ned ad gangen og ind ad den samme dør ind til hendes stue.

Jeg kan straks mærke et smil på min læbe, da jeg ser hende. Hun ligger i den hvide hospitalsseng med en pose chips og ser noget tv. Da hun opdager os gengælder hun vores smil. "Hej piger. Dejligt at se jer". Jeg kan mærke at mit smil bliver større. Jeg tager hurtigt Leah's hånd og løber hen til hende. Vi omfavner hende i et stort kram. "Jeg har sådan savnet jer". Kan jeg høre hende sige ved min skulder. Jeg løsner mig lidt fra krammet så jeg kan se dem begge i øjnene. "Vi har også savnet dig". Siger Leah og jeg i kor, og begynder derefter at grine.