Fallin' All In You

32. Fortrydelser og jalousi (Del 2)

"Matthew... Hvad laver du her?".

Jeg kigger overvældet på den lyshåret dreng der sidder på min sofa. Han rejser sig op og sender mig et smil, der førhen ville have givet mig hundredvis af sommerfugle i min mave, men ikke mere.

Han har ikke forandret sig meget siden jeg så ham sidst. Stadig med det pjuskede blonde hår der stritter ud til siden, den samme sorte hoodie som han havde på da vi sagde farvel og smilet har heller ikke ændret sig meget.

Jeg kan stadig huske den dag jeg tog af sted. Vi var alle samlet foran vores hus. Min far igang med at stoppe de sidste kufferter i bilen, min mor ved at låse de sidste døre i huset og min søster og jeg igang med at sige farvel til vores venner.

Jeg kan huske at Matthew og jeg havde overnattet sammen inden, ikke noget stort, men han havde virket så fraværende. Brugte det meste af tiden på telefonen, sikkert ved at skrive med Emma eller sådan noget, men jeg var selvfølgelig for blind til at se det.

"Jeg kommer sådan til at savne dig Emily". Kan jeg huske at Matthew sagde lige inden vores farvelkys. "Jeg kommer da også til at savne dig". Svarede jeg og gav ham et kram. "Hvorfor skal du også tage afsted nu? inden dimissionen. Hvem har du tænkt dig at jeg skal tage med? Jeg kan jo ikke tage afsted alene".

Jeg ved at jeg skulle have holdt min mund, men i stedet svarede jeg. "Du kan da bare tage Emma med. Det har hun sikkert ikke noget imod". Men det var tydeligvis en stor fejltagelse. Jeg vidste jo ikke at han ville tage det så bogstaveligt, men nu er der vel ikke andet at gøre ved det.

Jeg er for længst over ham.

Jeg bliver knipset tilbage til virkeligheden, da jeg fornemmer Jonas stå bag mig. "Emily. Vi gjorde jo ikke...". Han stopper midt i sin sætning, da han får øje på Matthew.

For fuck sake. Kan de ikke bare begge to forsvinde. Jeg magter ikke det her lige nu.

Jeg kigger bag mig og kan med det samme fornemme Jonas' kæbe spændes. Hans blik fanger Matthews og selvom de aldrig har mødt hinanden før, altså hvad jeg tror, så ser de allerede ud til at være fjender. Jeg synker en klump og giver Matthew et irriteret blik.

"Hørte du ikke hvad jeg sagde. Hvad laver du her?". Spørger jeg Matthew for anden gang og krydser armene. Han rømmer sig og træder et skridt tættere på. "Skal du ikke introducere mig for din lille ven her?". Han smiler selvtilfredst til Jonas.

Hvad fanden har han gang i. Først tror han bare at han kan komme brasende ind mit hus og tydeligvis bede om tilgivelse, som han btw aldrig vil få. Derefter tror han at jeg vil introducere ham for min falske ex-kæreste, som jeg ikke engang magter at kigge på lige nu.

Og hvad angår Jonas. Så kan han ligeså godt snart skride. Jeg har ikke brug for flere undskyldninger fra ham. Hvad han gjorde kan bare ikke ændres, og det må han snart til at forstå. Hvorfor vil han overhovedet bruge så meget tid på at få mig tilbage, hvis han alligevel ikke vil mig? Sikkert bare på grund ad hans dumme omdømme.

Jeg sukker irriteret og breder armene ud. "Jonas det er Matthew". Siger jeg og peger over på Matthew. "Også kaldt hendes kæreste". Bryder Matthew ind og sender Jonas et smil. Jeg kan med det samme se smerten i Jonas' øjne og det ser lidt ud som om at han er jaloux. Men hvorfor skulle han dog være det?

Jeg kigger ondt på Matthew, og selvom Jonas' pludselige jalousi gør mig glad, ved jeg også at det er forkert. Så derfor retter jeg ham."Ex-kæreste". Siger jeg og lægger ekstra tryk på ex'et. jeg kan fornemme at Jonas slapper lidt mere af nu, og selvom jeg stadig er rasende på ham, kan jeg ikke lade være med at smile lidt.