Fallin' All In You

26. Røde roser og bedstemor

Jeg stiller mig foran spejlet og lader halskæden falde ned ad min hals. Den blå krystal hænger lige over skæringen i V-halsen, af den sorte kjole. Jeg tager den imellem fingrene og køre en tommeltot over den glatte side. Et lille smil har fundet sin vej på mine læber. Jeg fjerner hurtigt en tåre der falder ned ad min kind, og prøver så godt ikke at tvære min mascara ud. Jeg retter på mit hår, så det sidder som det skal. Så skynder jeg mig ud ad værelset og ned ad trappen.

"Hej skat. Er du klar?". Hører jeg en velkendt stemme inde fra stuen. Min mor. Jeg går derind og finder hende igang med at gøre det sidste klar. Jeg sender hende et lille smil. "Det er jeg vel". Hun går hen til mig, i sine sorte stiletter, og giver mig et kram. "Uh mor. Du skal da ikke have dem på. Det er du da slet ikke klar til". Jeg holder hende ind til mig. Varmen og duften af sød parfume omringer mig. Jeg har savnet det her så længe, og nu er hun endeligt tilbage.

"Åh hold da op. Bare lige i dag, til mindet om din far". Siger hun og går hen til en vase med blomster. "Han kunne altid godt lide når vi skulle klæde os fint på. Det må nok have været fordi han elskede fester, jeg ved det faktisk ikke helt". Hun sender mig et smil tilbage.

Hun går over til mig igen og tager blidt fat i min halskæde. "Han ville have elsket at se dig med den på". Siger hun, mens hun kigger på den mørkeblå krystal. "Yeah, jeg skulle have gået mere med den". Svarer jeg og kan mærke skyldfølelsen komme frem igen. Da jeg var mindre, havde min far været på en af sine mange forretningsrejser og købt halskæden med hjem. Han havde købt en mørkelilla til Leah og en mørkeblå til mig.

Han sagde at den bragte lykke og beskyttede en imod onde ånder, eller sådan noget. Jeg kan huske at hver gang han var afsted, på en af sine rejser, tog jeg den på og ventede på at han ville komme tilbage igen. Der skulle jo nødigt ske ham noget. Da jeg blev lidt ældre stoppede jeg med at tro på det og dermed stoppede jeg med at gå med den.

"Vi skal snart til at tage afsted inden gæsterne kommer". Siger Leah bag mig. Jeg vender mig om imod hende og sender hende et smil. "Vi kommer nu". Så tager jeg min mors hånd og går stille hen til min søster. Jeg tager også hendes hånd. "Det skal nok gå alt sammen. Vi skal nok klare det. Det er det far ønsker. Det bliver vi nød til". Så trækker jeg dem ind i et varmt kram før at vi følges ad ud ad døren.

10 min. senere holder vi ude foran den store grønne plads. Jeg tager en dyb indånding og lukker øjnene. Så er det nu Emily. Nu du skal sige farvel. Jeg åbner stille døren og stiger ud på den lille parkeringsplads. Jeg trækker min sorte frakke over skuldrene og kigger ud over kirkegården. Den er fyldt med store grå sten, i samme størrelse, og nogle steder med smukke blomster i forskellige farver.

Jeg følger efter de andre, ned ad den lille sti, og hen til et sted med en stor sort kiste. Jeg synker og kan med det samme mærke en følelse af sorg ramme mig. Det er nok først nu at det helt er gået op for mig hvad der er sket. At min far rent faktisk ikke er her mere og aldrig vil være det igen. Han vil aldrig kunne se Leah og jeg vokse op, få børn og blive gamle. Aldrig kunne blive gammel med min mor og opleve de mange ting han havde planlagt. Det vil aldrig ske.

Jeg stiller mig i pladsen mellem min søster og mor, og tager deres hænder i mine. Sådan står vi, med blikket rettet imod min fars kiste, imens resten af gæsterne samles rundt om os. Vores blikke bliver først flyttet, da præsten begynder sin tale.

"Vi er alle samlet her i dag for at mindes Elliot Scott. Han var en stolt og elsket ægtemand, glædesfuld og omsorgsfuld far, og alt i alt en respekteret herre. Han levede i glæde og havde altid et smil på læben. Elskede sin kone og to børn som ingen anden. Og så var han meget tro mod sit arbejde. Rejste meget og oplevede verden - noget han satte meget pris på. En ægte mand som var meget respekteret og mange mennesker holdte af...".