Fallin' All In You

25. Sent hjemme og forvirrende følelser

*Emily's POV*

"Hvordan går det så i skolen Emily?". Spørger Claire og tager en sidste bid ad kødet. Jeg smiler til hende. "Det går okay. Ikke det store". Svarer jeg og kigger over på Jonas' plads. Den er helt tom. Lige siden jeg kom, har jeg undret mig over hvor han mon kunne være. Han plejer ellers ikke at misse nogle "familiemiddage", altså ud over de tre dage efter slåskampen, men ellers ingen.

Jeg prøvede at spørge Claire, men hun sagde bare at han skulle nå noget. Jeg ved at hun lyver, for hun ville ikke bare lade ham gå, så skulle der i hvert fald være en super god grund. Men det tror jeg altså ikke er tilfældet. Jeg lod det godt nok ligge, det vedrøre jo mig faktisk ikke, men derfor kan man da stadig godt være nysgerrig.

"Ikke det store? Hvad med, du ved, har du fået snakket med ham?". Spørger hun og kommer med et lille smil. Jeg kigger rundt og bliver lettet, da de andre ikke lader til at have hørt hvad hun spurgte om. Jeg ved jo godt at hun snakker om Luke, men der var jo en grund til at jeg kom til hende. For at de andre ikke skulle vide det.

"Øhm, Jeg har faktisk ikke fået talt med ham. Har ikke rigtigt fundet ud ad hvordan jeg gør endnu". Svare jeg og kigger ned i bordet. Det er sandt, jeg har ingen anelse om hvad dælen jeg skal gøre. Det er ikke så nemt som man skulle tro.

"Åh, op med humøret Emily. Du skal nok finde ud ad det, det er jeg sikker på. Bare giv det lidt tid. Så kommer det nok en dag". Siger hun med et lille bekymret smil. Jeg smiler tilbage til hende. Det håber jeg virkeligt.

*SLAM*. Jeg hopper næsten op ad stolen af forskrækkelse. Hvad fanden var det? Claire rejser sig op og går ud i entreen. Jeg kigger rundt og får øjenkontakt med Leah, der har siddet hele aften og kun været optaget af Noah. Hun ser næsten lige så forskrækket ud som jeg gør.

"HVOR FANDEN HAR DU VÆRET? OG SÅ KOMMER DU BRASENDE PÅ DEN DER MÅDE DET ER SIMPE-". "Slap nu af mor. Det er ingenting". Kan jeg høre ude fra entreen.

"SKAL JEG SLAPPE AF?... VED DU OVERHOVEDET HVOR BEKYMRET JEG HAR VÆRET?". Jeg rejser mig op og går ud i gangen. "Som jeg sagde, så er det ingenting". "INGENTING? DU VED IKKE HVOR STORE PR... Du skal ikke gå når jeg taler til dig...JONAS KOM SÅ TILBAGE".

Da jeg kommer ud i entreen når jeg lige at se Jonas for enden af trappen før at han er væk. Jeg kigger rundt og får øje på Claire, der står helt rød i hovedet, henne ved døren. Jeg ved at Jonas ikke er nem at snakke med, men jeg ved at jeg bliver nød til at gøre noget.

Så jeg sender hende et lille smil. "Jeg skal nok tale med ham". Forsikrer jeg hende og træder op ad trappen. Da jeg kommer op, går jeg hen ad gangen og hen til hans dør. Jeg banker på, men da der ikke kommer noget svar, går jeg ind.

Jonas står ude på altanen, i sin røde hoodie, og kigger ud over stranden. Jeg går ud og stiller mig ved siden ad ham. "Hvor har du været?". Spørger jeg ham stille og læner mig ud over gelænderet. Jeg kan med det samme mærke den kolde vind på mine kinder og duften af salt i mine næsebore. "Nu skal du heller ikke". Svarer han nærmest advarende, men jeg er ligeglad. "Du kan da godt fortælle hvor du har været. Din mor har været bekymret for dig". Siger jeg og kigger over på ham.

"Jeg-". Når han at sige imens han kigger tilbage på mig. "Hvad fanden er der sket med dig?". Afbryder jeg, da jeg kigger ham ordentligt i ansigtet. Hans kind er fuldstændigt smurt ind i blod og det ene øje er helt blåt.

Jeg tager med det samme fat i hans kæbe og trækker ham tættere på mig. "Du har ikke.. ikke været op og slås igen?". Spørger jeg nervøst imens jeg kigger ham stift i øjnene. Han trækker sig hurtigt væk fra mig og kigger ud imod havet igen.

"Det vedrører ikke dig". Svarer han koldt. Nå så det er med den på. "Nej, men eftersom at du ikke vil snakke om det med din mor, bliver jeg lidt nødt til det. Så spyt ud". Siger jeg og lægger armene over kors. Det er jo rigtigt nok. Han ville umuligt snakke med sin mor om det, det ved jeg bare.