I'm Not So Sure Anymore! (Med One Direction & 5sos)

Kapitel 28.

(Niall's synsvinkel)

Da jeg vågner næste morgen, kigger jeg lige over på Amanda. Hun er så sød! Så smiler jeg lidt og kigger på klokken. Den er 06:01. Så tænker jeg bare "Fuck man.. Jeg magter virkelig ikke at stå op!" Men alligevel, så er der jo ikke nogen grund, til at lægge mig til at sove, for jeg skal jo op, så jeg står op, tager noget rent tøj og går ud i bad. Efter jeg har været i bad, går jeg lige ind i soveværelset, for at se om Amanda er vågnet. Det er hun ikke, men hun ligger ret uroligt. Så går jeg hen og sætter mig på sengekanten, skubber lidt til hende og siger "Hey søde. Vågn op." Hun er helt svedig og hun trækker vejret, på en mærkelig måde. Som om hun var bange. Så skubber jeg lidt mere til hende og siger "Søde! Vågn nu op. Du drømmer." Så vågner hun op og krammer mig. Så siger jeg "Hey. Det var bare en drøm. Hvad sker der søde?" Så svarer hun "Jeg havde bare mareridt." Med et snøft. Så lægger jeg hånden på hendes skuldre, kigger hende i øjnene og siger "Det okay. Jeg er her nu. Hvad drømte du om?" Så svarer hun "Jeg drømte om min far." Så spørger jeg "Hvad skete der?" Så svarer hun "Jeg drømte om, da han døde. Da min mor blev ringet op, af hospitalet og fik at vide at han lå i koma." Så spørger jeg "Hvad skete der så?" Så svarer hun "Vi blev begge bange og tog direkte hen på hospitalet. Det var forfærdeligt at se ham. Han lå med respirator og så ville lægerne snakke med min mor, mens jeg blev hos min far. Da hun kom tilbage fortalte hun, at han havde været med i et biluheld og nok ikke ville overleve. Hun sagde at lægerne fortalte at han lider og at hvis vi ville have at han ikke skulle lide, så skulle vi give dem lov til at skulle for respiratoren og min mor ville gøre det, men jeg ville ikke have det. Pga. Mig, lå min far i respirator i over en måned og sikkert led, fordi jeg ikke ville have, at de skulle slukke for den pokkers respirator. Det var godt nok ikke med i min drøm og det var heller ikke helt sådan det skete, men sådan var min drøm." Så spørger jeg "Hvordan skete det i virkeligheden?" Så svarer jeg "Jeg var i skole og pludselig kom inspektøren ind og sagde, at jeg skulle komme ud på gangen og jeg fulgte selvfølgelig bare med ham. Da vi kommer derud, fortalte han at min mor er på vej. Jeg spurgte hvorfor og så svarede han, at min far lå på hospitalet og derfor var min mor på vej, for at hente mig. Så gik jeg ind i klassen, hentede mine ting og gik. Jeg ville ikke snakke med nogen om det, før efter de havde slukket for respiratoren. Jeg fortalte ikke engang Mette det, før den var slukket." Jeg bliver helt ked af det, bare ved at hun fortæller mig om det. Så spørger jeg "Men hvorfor drømte du om det?" Så svarer hun "Det ved jeg ikke.. Vil du ikke love mig noget Niall?" Så spørger jeg "Hvad?" Så spørger hun "Vil du ikke love mig, at hvis jeg nogensinde, kommer til at ligge i respirator, så får du dem til at slukke den, hvis jeg ikke er vågnet, indenfor en uge?" Så svarer jeg "Det kan jeg altså ikke søde. Jeg kan ikke bede nogen om at slå dig ihjel." Så siger hun "Please. Du skal altså love mig det." Så siger jeg "Okay, okay. Fint nok. Det skal jeg nok." Så spørger hun "Mener du det?" Så svarer jeg "Ja selvfølgelig." Så siger hun "Kig mig i øjnene og sig at du lover det." Så kigger jeg hende i øjnene og siger "Jeg lover dig, at hvis du nogensinde kommer i respirator, så får jeg dem til at slukke den, hvis du ikke er vågnet, inden en uge." Så krammer hun mig og bryder bare sammen i mine arme. Jeg holder om hende og prøve at trøste hende lidt.

(Amanda's synsvinkel)

Jeg ved ikke hvorfor jeg drømte om min far. Men det gjorde mig virkelig ked af det og jeg er bare så glad for at jeg har Niall, til at trøste mig lige nu! Da jeg er holdt op med at græde igen spørger han mig "Er du okay smukke?" Så nikker jeg meget stille og svarer "Det tror jeg." Så siger han "Godt.. Hvornår var det du skulle interviewes?" Så svarer jeg "Jeg skal være der klokken 10." Så kigger han på klokken og siger "Så er der lidt over 2 en halv time, til du skal være der. Tager du så ikke lige et bad?" Så spørger jeg "Hvorfor allerede?" Så svarer han "Fordi du lugter." Med et lille grin. Jeg kan ikke lade være med at fnise lidt, skubber ham blidt på skulderen og siger "Hvor du ond!" Med et virkelig tøsefornærmet ansigtsudtryk. Så siger han "Jeg mener det. Du lugter af sved!" Så begynder jeg at tro at han mener det og spørger "Synes du virkelig jeg lugter?" Og kigger trist ned på sengen. Så smiler han til mig og svarer "Nej. Selvfølgelig ikke. Det var bare for sjov søde." Så smiler jeg igen og siger "Det bare ikke okay det der Niall. Du så ond søde!" Med et lille smil. Så siger han "Undskyld smukke, jeg skal nok stoppe nu. Jeg prøver bare at få dig til grine." Så smiler jeg lidt mere og siger "Og det virker da. Hvornår kan du ikke få mig til at grine?" Så svarer han "Det ved jeg ikke. Når jeg holder op med at være sjov?" Så griner vi lidt og så siger han "Der er det grin jeg elsker." Så griner jeg lidt igen og så siger han "Der var det igen. Jeg troede du var ked af det?" Med et skævt smil. Så svarer jeg "Det er jeg også. Men du ved godt jeg bliver genert, når jeg får komplimenter." Med et smil. Så siger han "Så længe du smiler, så smiler jeg også." Så griner jeg lidt igen og siger "Hold nu op." Og skubber igen blidt til hans skulder. Så spørger han "Med hvad?" Så svarer jeg "At give mig komplimenter." Så spørger han "Hvorfor må jeg nu ikke give dig komplimenter, for at få dit dejlige grin at høre?" Så svarer jeg "Fordi jeg bliver genert!" Så siger han "Jeg vil bare høre dit dejlige grin smukke." Så siger jeg "Okay. Hvis du ikke vil stoppe, så går jeg da bare ud i bad." Så kysser jeg ham på kinden, rejser mig og går ud i bad. Så kommer han løbende efter mig og siger "Husk at vaske dig godt.. Så du kan få den svedlugt væk." Så vender jeg mig om, skubber lidt til ham og siger "Stop så." Så kommer jeg ud på badeværelset og lukker døren efter mig. Så siger han "Hey. Jeg driller bare smukke." Så stikker jeg lige hovedet ud af døren og siger "Det ved jeg godt."