Sometimes

Kap. 33. It is the end (part 1)

(Det bliver et trist kap. Du må gerne græde xD)
Sarah)
Kamaraer over alt, skrig og blitz jeg kan ikke tage det mere. Bare og kigge rundt. Der er intet som hedder privatliv. De ved alt, nogen gange før jeg selv gør. De er ikke bange for og såre en. De vil ikke stoppe før de ved alt. Intet vil være en hemmlighed. Dem der drømme om og være kendt, lad vær. Det er forfærdeligt.

Den ene dag siger en dreng han elsker dig, den næste dag står det over alt på internettet. Sarah har gjort dit, Sarah har gjort dat. Bare lad mig være for en gangs skyld.  Jeg kan ikke flippe ud så står der også over alt.

Næste forside Sarah hoppede fra en bro. Det lyder overdrevet men, det er sådan livet er som kendt. Jeg forstår ikke hvorfor jeg er  det værd. Hvorfor gå på den rødeløber.

Jeg bliver nød til og bryde aftalen mellem mig og Zayn. Jeg kan ikke mere. Jeg er blevet kaldt luder af Harry. Jeg kan ikke leve sådan her. Alt er ødelagt, det bliver nød til at stoppe. I morgen sætter jeg en stopper for det. Jeg lagde mig ned på sofaen, før jeg vidste af det. Var jeg faldet i søvn.

Jeg åbnede øjne langsomt. Jeg prøvede og rejse mig, men der kom hele tiden en smerte i min ryg. Da jeg endelige kom op bevægede jeg mig mod badeværelset, mine øjne var hævet. Mit hovede gør ondt og det føles som om jeg har tømmermænd.

Jeg tog hurtig et par bukser på og en sweater og siden mit hår står ud til alle sider en hvis hue og et par solbriller. Jeg kom kun ud af bygningen og så var der allerede fans over alt. Ved de ikke hvad privatliv er. Jeg prøvede og mase mig forbi. De holdte mig nærmest fast. "Lad mig gå bebe" mumlede jeg. En af pigerne så mig i øjnene, jeg tror hun læste min blik. "Lad hende gå" råbte hun. De slap mig. "Tak" sagde jeg og gav hende et kram. Hun smilede til mig og jeg løb mod bilen.

"Få din ræv ned i min bil nu" sagde jeg og pegede på Harry. "Javel" svarede han. "Skriv til de andre sig vi mødes ved jeres koncert NU" sagde jeg og giv ned til bilen. "Sarah hvad sker der" spurgte han. "Siden hvornår er du begyndt og gå med solbriller" spurgte han. "BARE STOP" råbte jeg. "Bare gå ned i bilen" hviskede jeg næsten. Han nikkede bare og gik. Jeg fjernede den ene tåre der var på vej ned.

Så er det nu!