Sometimes

Kap. 42. Poor sarah

Sarah)
Jeg vågnede op i Harrys arme i en af Harrys T-shirts han havde glemt. Jeg tænkte tilbage på igår. Jeg fnisede. "Hvad fniser du af" lød en hæs stemme ved siden af mig. "Ik noget" rødmede jeg. Han grinede af mig og begyndte at kilde mig. "NEJ STOP" grinede jeg og faldt ned af sengen. Der begyndte vi og dø af grin. Det gjorde faktisk lidt ondt i røven. "skal vi tage ud og spise" spurgte Jeg. "Sarah invitere du mig ud på en date" spurgte Harry og tog sin hånd op til brystet og lader som om han er overasket. "Nej jeg spørger og vi skal få noget og æde" grinede jeg. "Strengt" grinede han og kylede en pude efter mig. Jeg fik den lige i hovedet. jeg var ellers lige på vej og og stå. men jeg væltede desvære ned på min numse igen. Jeg flækkede endnu engang. Han hjalp mig op. Jeg skulle til og gå mod badeværelset, da han greb fast rundt om mit håndled. Han trak mig ind i et kys.

Det ringede på døren. Harry gik ned for at åbne. "Hey mate" sagde Harry. "Hvad sker der" lød det igen. Jeg stod med øret mod døren for at lytte med. Harry åbnede døren og jeg væltede. Jeg slog hovedet lige ned i gulvet. Det blev sløret. "Sarah er du okay" lød det fra Louis. "Sarah vågn op" lød det panisk fra Harry. Da alt blev sort.

Jeg kunne høre alle lydene i lokalet men intet se. Jeg kunne høre en snakke om en eller andens  tilstand. Jeg kunne høre en stemme som virkede bekendt. Men så alligevel ikke. Jeg begyndte så småt og få bevægelse i kroppen. Jeg rynkede på panden og åbnede så småt øjnene. Jeg kiggede forvirret rundt. "Sarah du er okay" åndede en fyr lettet op. Jeg kiggede forvirrede på ham. "Hvad mener du" spurgte jeg. De to drenge i lokalet kiggede op på damen i en hvid kittel. "Det er meget normalt, at man mister hukommelsen når man slår hovedet, det kommer. Normalt tilbage efter en uge til to" sagde Damen. "Og hvis det ikke gør" spurgte fyren med brunt hår."bare opfør jer som i plejer og så vil den med 90% komme tilbage" sagde damen. "Sarah hvor meget kan du huske" spurgte Fyren med krøller. "Er jeg Sarah, eller" spurgte jeg forvirret. Der løb en tåre ned af hans kind. Han skyndte sig at kigge ned. "Det er du" sagde fyren på den anden side af mig. "Undskyld men hvem er i" spurgte jeg. "Jeg er Louis og det der er Harry, din kæreste" svarede Louis tror jeg han hed.

Harry hjalp mig ud i bilen. "Er du okay" spurgte han og lagde en hånd på mit lår. Jeg blev lidt utilpas. Jeg kan ikke rigtig huske ham. "Sarah" spurgte Harry og kiggede forvirret på mig. Jeg nikkede og kiggede ned. "Er du sikker" spurgte han. "Jeg er bare ked af at jeg ikke kan huske dig, eller nogen andre" sagde jeg. En tåre løb ned af min kind. "Det skal nok gå" sagde han og smilede roligt til mig. Han tog min hånd og klemte lidt. "Din hukommelse skal nok komme tilbage" sagde han og kyssede min hånd. "Jeg er også herinde" sagde Louis tror jeg nok meget akavet. Harry grinede lavt med stadig så jeg kunne høre det.

Harry åbnede hoveddøren til han hus. "Jeg har ringet efter nogen af dine venner" sagde han. Jeg kiggede forvirret efter ham, han gik ind i et andet rum. Jeg satte mine sko pænt ind til siden og hængte min jakke op. Der lig ret mange sko ude i gangen. Jeg kunne høre grin fra rummet ved siden af. Jeg stod og kiggede i spejlet der stod i gangen. Harry kom herud. Han lagde armene om min mave og lagde hovedet på skulderen. "Er du klar" spurgte han. Jeg nikkede og tog han hånd. Jeg rystede.