Sometimes

Kap. 43. Flashbacks

Sarah)
Vi gik sammen ind i lokalet. Jeg holdte mig bagved Harry mens jeg havde fat i hans arm. "Hey Sarah har du fået det bedre" spurgte en pige med brunt lidt blondt hår. "Kender jeg dig" spurgte jeg. "Ja, det er mig Filippa" smilede hun og gav mig en medlidenheds blik. Det gjorde alle hele tiden.

De havde alle sagt hvem de var, men det hang ikke sammen for mig. "Vil du høre nogen af de ting der er sket før, det kan være det vil hjælpe dig med at huske" sagde ham med det farverige hår. Jeg kan ikke få hans navn til at blive siddende i mit hoved. "Jeg kan huske den dag du blev moster, vi måtte bære dig for at du ikke løb ind til Malene" sagde Calum, hans navn kan jeg huske. "Hvem er Malene" spurgte jeg. Der løb en tåre ned af den ene piges kind. Hun skyndte sig at tørre den væk. "Mig, din søster" sagde hun lavt men højt nok til jeg kunne høre det. "Jeg kan huske vi havde kun kendt hinanden i 3 dage og så tog vi alle til Mexico sammen" sagde Louis. "Det var sjovt, du snakkede hele tiden med møbler" sagde Luke.

"Jeg kan huske da Malene opførte sig underligt fordi hun" mere noget Liam ikke og sige før jeg skreg op. "Bare stop, jeg kan alligevel ikke huske noget" råbte jeg og løb mod gangen. Jeg åbnede hoveddøren og skyndte mig ud. Jeg havde hverken jakke eller sko på. "Sarah vent" råbte Harry. Han havde sko på men ingen jakke. "Jeg kan ikke huske noget jeg ved ikke hvem jeg er mere" sagde jeg, en tåre løb ned af min kind. "Det skal nok gå" sagde han og trak mig ind i et kram. Han kyssede mig på panden. "Det vil komme tilbage det lover jeg" sagde han og holdte mig tæt ind mod ham.

Alle overnattede her. De ville alle være her, hvis der nu skete fremskridt. Jeg log og kiggede på Harry som stadig sov. Han snorkede lidt. Jeg lukkede øjnene og lagde mig til rette. Jeg faldt endelig i søvn.

Jeg åbnede øjnene og Harry log ikke ved siden af mig mere. Jeg kiggede forvirret rundt i lokalet. Jeg tog noget af mit rene tøj som altid lægger i skabet. Det var egentlig bare en hvid T-shirt og et par sorte løbebukser. Ikke det store ligefrem men altså. Jeg gik ned i køkkenet og tog noget æblejuice, den stod hvor den plejede og stå. Jeg gik ind i stuen nynnende til shape of you. Jeg satte mig i sofaen og kiggede på billede af mig og Harry det stod ved siden af fjernsynet. Det var fra første gang vi fik taget billeder sammen. Faktisk er det mig i undertøj og ham i bar mave. Fedt, for man ved jo aldrig hvem han har haft med hjem. Jeg kan huske den dag. Det var så sjovt. Det var den dag Harry sagde han elskede mig. Det gjorde han jo egentlig ik. Men altså han sagde det alligevel. Vi kom helt vildt op at skændtes senere hen.

Jeg gik ovenpå og skiftede til en hvid sommer kjole. Det begyndte og blive varmere og varmere. De andre var stadig ikke kommet tilbage. Jeg vidste ikke helt hvor de var gået hen. Men altså tjo de laver måske nej, jeg ved det ikke. Jeg gik nedenunder for at åbne døren til terrassen. Jeg gik derude og kiggede rundt. Jeg dansede rundt fordi jeg kedet mig. Der var ikke så meget at lave. Jeg tændte for musikken indenfor og satte mig i en stol udenfor.

Jeg sad bare der og nød udsigten. Det var ret dejligt meget stille. Jeg ville gerne sidde her forevigt. Men det ringede på døren. Jeg gik ud for at åbne. Det var Harry og de andre. "Hej" sagde Harry og kyssede mig på kinden. "Er du sulten" spurgte han. "Lidt" svarede jeg. "Har du købt salatpizza med kebab til mig uden løg som du plejer" spurgte jeg. Han spærrede øjnene op. De måbede alle mod mig. "Hvad" spurgte jeg. Harry trak mig ind i et kram og løftede mig op.

Forfatter besked:
Tusind tusind tusind tak for 11k læsere! Det betyder alt for mig, jeg har arbejdet på den her bog i 2 år tusind tak allesammen i betyder alt!! ;)