Sometimes

46. Who are you?

Sarah)
Hvem er det der har skrevet til mig. Hvad vis det er en voldtægts forbryder. Hvad gør jeg hvis jeg skal have hjælp.

Jeg gik mod stedet vi skulle mødes. Jeg rystede overe hele kroppen. Jeg var ikke helt klar iver hvad der skulle ske nu. Der stod en skikkelse forenden af vejen med en sort hættetrøje på, så man ikke kunne se personens ansigt. Jeg gik mod personen.

Jeg prikkede personen på skulderen. Han vendte sig om. Det var.... Zack. "Hvad vil du" spurgte jeg chokeret. "Du skam tage mig tilbage" sagde han. "Aldrig" grinede jeg håneligt. Han blev sur. Han slog mig lige i hovedet med en knytnæve. Hver gang jeg kæmpede imod slog han hårdere og hårdere, han holdte stramt fat i mine arme. Smerten dunkede i hele min krop. Slag efter slag efter slag og få gange et spark eller 2. Jeg prøvede at skrige, men alt luften var forsvundet fra mine lunger. Min syn blev mere og mere sløret. Jeg kunne fornemme de blå og røde blik og, at han stak af fra hvad han har gjort. Ingen lyd kom ud af mig. Jeg ville sige hvem han var og hvad der var sket. Men jeg kunne ikke. Der kom ingen lyd ud ligemeget hvor meget jeg prøvede. Jeg kan huske alt, jeg så alt, jeg så min egen ulykke. Jeg kunne se mig selv ligge på jorden gennem tæsket i det politiet kom. Hvordan de løftede min kolde krop ind i en ambulance. Hvordan ingen kom da jeg skreg for første gang. Heller ikke for anden gang. At lægge der i grøften på en ensom vej. Hvor de få biler der kom kærte forbi. Se ham løbe hurtigere end han nogensinde har gjort. Hvis jeg bare kunne spole tiden tilbage og været blevet hjemme hos Harry var intet af det her sket. Jeg skulle have taget nogen af drengene med. Så ville intet være sket mig.

Da jeg endelig fik åbnet øjne i min egen krop. Sad Harry og sov i stolen ved siden af mig. Malene sad og sov på den anden side. Der stod 2 klapvogne overe i hjørnet hvor jeg kunne fornemme Sara og Cameron. Calum sad på en stol overe ved dem og ind af døren kom Michael med en kæmpe Bamse. Han lyste op i et kæmpe smil. "Du er okay" sagde han. "Hvorfor skulle jeg ikke det" spurgte jeg. "Kig på dine arme" svarede han. Jeg kiggede og fik eg chok over dem (Billedet). "Så det var ikke en ond drøm" spurgte jeg. "Beklager men nej" svarede han. "Hvornår må jeg komme hjem" spurgte jeg. "I overmorgen, de skulle være sikre på du er helt okay før du kommer hjem" svarede han. Jeg nikkede. "Forståeligt" sagde jeg. "Kan du ikke hente mig nogen oreos" springe jeg. "Tjo hvorfor ik" grinede han.

De andre sov stadig og Michael var smuttet hjem. For han skulle lave mad til Niall. Okay det lyder som om Niall ikke selv kan. Men ja han tabte vidst et væddemål eller noget. Cameron vågnede grædende. Jeg rejste mig langsomt fra sengen og gik mod ham. Jeg tog ham op af klapvognen og trøstede ham. Jeg tog ham med hen til min seng og sad egentlig bare og legede med ham. Kyssede ham på panden. Jeg kiggede mod Harry. Han var vågnet, sikkert da jeg rejste mig fra sengen. Jeg rykkede til den ene side af sengen og klappede på sengen ved siden af mig. Han satte sig op til Mig. Han lagde armen om mig, jeg skar en grimasse og han rykkede den og mumlede undskyld. Vi log bare der men Cameron mellem os.