Sometimes

48. The answer

Harry)
Det var nervepirrende uden at vide hvad hun ville sige, det føltes som en evighed, på det millisekunder alt skete på var det som om jeg havde levet hele mit liv fuldt ud. "Harry høre du efter" spurgte hun usikkert. "Hvad" spurgte jeg. "Jeg vil beholde barnet" sagde hun. Jeg tog hende hånd og kyssede den sådan like 6 gange. Jeg skal være far. Jeg skal rent faktisk være far. Jeg gav hende et rigtigt tandpastasmil. Hun smilte tilbage. "Jeg elsker dig virkelig meget" grinte Hun. "Jeg elsker også dig" grinte jeg.

Bare og tænke på alle de ting man skal have købt når man for en baby. Jeg er allerede helt udmattet bare af og tænke på det. Puslebord, tremmeseng, legetøj, bleer og tøj. Jeg kender Sarah godt nok til at vide at det her barn vil blive forkælet. Gad vide om det er en dreng eller en pige. En prinsesse eller en fuckboy, vent nej bare en dreng!! Så er vi næsten en familie, der mangler kun en ting.

Sarah)
Den sidste halvetime har jeg siddet og kørt min hånd over min mini bule. Jeg har lyst til at græde af glæde. Jeg er lykkelig, det er jeg virkelig. En tåre kørte ned over min kind. Harry gør mig mere end bare lykkelig. Han er blevet alt for mig.

Vent! Hvad med mit arbejde. Malene er jo ikke sådan rigtig model mere. Jeg elsker jo mit job. Hvad hvis de fyre mig? Jeg vil ikke fyres! Bør jeg sige op? Nej, hvis de nu ikke vil fyre mig. Okay Sarah tag det roligt. Du skal ikke panikke. Det vil gå ud over babyen, og det vil du ikke have sker. Tag en dyb indånding. Åh bare og tænke på morgen kvalmen der kommer.

Hvor er Harry dog gået hen. Jeg har ledt hele huset igennem 4 gange nu. Hvor er han dog? Bør jeg være bekymret. Det er som at have en rebelsk teenager, som stikker af hjemmefra. Altså er han kravlet ud af et vindue. Da en lyd kørte om og om igen. Vand dryppende ned i kloaken. Med små skridt, men mit hjerte banker op i halsen på mig. Uden nogen viden om hvem der rent faktisk er der inde. Stående med et stift Blik på min hånd, som hviler på dør håndtaget. Det der egentlig er 1 minut føles som 10. Hvordan jeg langsomt trykkede ned i det kolde skinnende håndtag. Hvordan jeg kun kunne få hovedet ind gennem døren og se et lyst velkendt hår. Med barberskum i hele ansigtet næsten. "Michael for Helvede du skræmte livet af mig. "Sorry" grinede han. "Hvad laver du her" spurgte jeg. "Harry sagde jeg skulle underholde dig" svarede han. "Underholde mig" spurgte jeg. "Ja han er ude med malende tror jeg" svarede han. "Hvad skulle de" spurgte jeg. "Godt spørgsmål Ehhhh..... det ved jeg ikke" svarede han og trak på skulderen. "Vil du hjælpe" spurgte han. "Ja hvorfor ikke" svarede jeg med en kort latter.

Ligesom i gamle dage. Det her gjorde vi altid da vi boede i Australien. Mig og Michael var som klistrede fast til hinanden. Vi mødes da vi var fjorten år. Vi var nogen ret underlige fjorten årige de fleste gik mere op i at date. Mens mig og Michael kun var ude på ballade. Typisk men sandt. Vi farvede på et tidspunkt naboens hus pink. Fordi vores hårfarver var for det meste pink i den periode. Det er faktisk vores skyld at Malene og Calum er sammen. De kunne i udstå hinanden til vi sagde hvor meget de havde tilfælles. De blev kærester som seksten årige. Fol var misundelig på hvad de havde. De blev i mig og Michael uden balladen, hårfarven og det fantastiske udseende.