Sometimes

Kap 45. CARTER

Sarah)
Det ka umuligt være, er det? Men han var død. Det er virkelig Carter!!!! Jeg fik kæmpe storeøjne. "Carter" spurgte jeg nervøst. "Yeah. Hvad vil du Sarah" spurgte han koldt. "Hvad mener du" spurgte jeg forvirret. "Jeg kom hjem en sen aften og tingene var væk. Alt var fjernet fra lejligheden" sagde han vredt. "Kan vi tale om det her et andet sted, for der skete noget alvorligt" sagde jeg. Man kunne se han først lige skulle tænke over det før han nikkede til mig. "Liam tag hjem til de andre" sagde jeg. Han nikkede og lagde en hånd på min skulder inden han gik.

Han kiggede afventende på mig. "Okay hør her. Den dag du tog afsted på arbejde. Ringede hospitalet til mig, de fortalte mig at du var død" nærmest hviskede jeg. Han tabte kæben. "Hvad" spurgte han forvirret. "Jeg kan bevise det, hvis du ikke tror på det" sagde jeg. Han nikkede.

Vi gik mod HANS gravsten. Jeg stoppede foran ham. Han navn stod på stenen. Han kiggede mærkeligt på den. "Så du ikke liget inden i begravede det" spurgte han. "Nej jeg kunne ikke klare tanken om at have mistet dig" sagde jeg lavt og kiggede ned. Ingen sagde noget, vi stod i en akavet stilhed. "Altså tekniks set er vi stadig et par" sagde han. "Altså jeg er sådan du ved i et forhold med" mere noget jeg ikke at sige. "Harry" sagde han og vendte øjne. "Er der et problem med det" spurgte jeg. "Ehm ja vi er ligesom kærester" sagde han flabet. "HAR DU SLET IKKE HØRT EFTER" råbte jeg vredt. Alle de her følelser der er hele tiden. Jeg kan ikke styre dem. Jeg slog ham på brystet, ikke hårdt, eller jo lidt måske. Han tog fat om mine håndled og fik lagt mig ned. "Det var ikke den fyr jeg blev forelsket i" nærmest hviskede jeg. "FJERN DIG FRA HENDE" lød der vredt fra et hjørne af kirkegården. Han kiggede op i det hans kæbe blev ramt af en knytnæve. Jeg prøvede alt hvad jeg kunne og få hevet Harry af ham. Niall kom løbende forpustet bagved og måtte stoppe halvvejs for at få vejret. "Jeg.... kom.... kommer... om lidt" lød det udmattet lige indtil han opdagede hvad der forgik. Han fik revet Harry af ham. "DU RØR ALDRIG MIN PIGE IGEN FORSTÅET" Skreg Harry vredt.

Og her sad vi så i venteværelset på hospitalet fordi en hvis person måske har brækket håndleddet. Han sad og surmulede og nogen gange klynkede han lidt. Men kun når nogen rørte ved det. "Harry hvad skete der" spurgte Liam nærmest hviskende da han kom ind. "Carter overfaldet Sarah, så jeg blev sur og slog ham ud, og nu er mit håndled sikkert brækket" lød det irriteret fra Harry. Jeg havde ikke rigtig sagt noget til ham. Jeg tog hans hånd ud af det blå og lagde mit hovedet på hans skulder. Jeg kunne mærke han bed tænderne sammen. "Undskyld" hviskede han i mit øre. Jeg løftede mit hoved fra hans skulder og kiggede ham i øjne. Jeg kyssede hans kno, de var helt blå og lilla.

Da vi endelig kom ud havde han kune forstuvet sit håndled. Da lægen sagde det blev vi alle lettede. Harry spændte i hele kroppen da lægen bare skulle sige det. Jeg havde holdt hans hånd gennem hele undersøgelsen. Min telefon sagde lyd og jeg tjekkede det. 'Mød mig rundt og hjørnet' fra ukendt. 'Hvem er det her' svarede jeg hurtigt. 'Det finder du ud af hvis du møder op' kom det endnu hurtigere tilbage. Hvem er det??

---
Hej undskyld jeg først opdatere nu!

Men jeg har udgivet en ny bog, så vil i ikke være søde at gå ind og læse den, den hedder Roses! :)

-Cille