Sometimes

47. Not the plan

Sarah)
"Hvordan har du det" spurgte Calum, da han kom ind med Sara i armene. "Jeg har haft det bedre" svarede jeg og gabte. Han grinede over det. "True" grinede han. "Harry har virkelig ikke forladt din side efter det her" sagde han. "Nej det er jeg også ekstremt glad for" svarede jeg og kyssede Harrys hånd. Den hånd som selvfølgelige var flettet ind i min. Jeg smilede kg at han snorkede på stolen ved siden af mig. "I passer godt sammen, når i ikke skændtes" grinede han. Jeg nikkede og fnisede. "Jeg kunne ikke være gladere for at det er ham jeg er sammen med. "Prøv at forstille dig at i bliver gift og for børn" grinede han.

"Jeg kan se du er vågen mrs. Joehnsen" smilede sygeplejersken til mig."bare kald mig Sarah" smilede jeg. Hun nikkede. "Hvordan er min tilstand" spurgte jeg usikkert. "Du har det fint og kan snart tage hjem vi tager et par få blodprøver mere og det er det" smilede hun. "Både dig og babyen har det okay" smilede hun. Jeg nikkede, vent hvad. "Baby" spurgte jeg. Harry sad med åben mund. Malene havde hånden overmunden og Calum sad med øjen på størrelse med tekopper. "Ja du er gravid, det vidste du vel godt ik" spurgte hun usikkert. Jeg rystede på hovedet. "Jeg er tilbage om lidt" svarede hun og skyndte sig ud. Jeg kunne fornemme Harry kigge på mig ud af øjenkrogen. Jeg kiggede stift ind i væggen. Jeg var helt frosset fast nærmest. Den første tanke der skød op i mit hovede. "Beholder vi barnet" spurgte Harry usikkert og nervøst.der kom min tanke. Jeg svarede ikke, nogen få tåre sneg sig ud af min øjenkrog. Er jeg overhovedet klar til at have et barn? "Calum, vi må hellere lige lade dem tale ud" sagde Malene og hev Calum ud. Malene sendte mig en medlidenheds bilk. Hvad fuck sker der. Alle tanker køre rund toppe i mit hovede, hvad hvis barnet er dør? Vil jeg have det her barn? Gør det ondt at føde? Hvad snakker jeg om, selvfølgelig gør det ondt!! Hvad har jeg rodet mig selv ud i? Jeg skulle have Forblevet single for evigt og altid! men jeg elsker Harry. Han er mit et og alt. Han er min.

Vi sagde intet til hinanden på turen hjem. vi sad begge passivt og så ud på vejen. Det var nærmest akavet, som dengang Harry sagde han elskede mig første gang! AKAVET! Jeg ved slet ikke hvordan jeg skal reagere på det her. Vi bliver jo nød til at sige noget en af os. Den her stilhed dræber mig langsomt. "Harry, hvad gør vi" mumlede jeg. "Jeg er blank, og lidt i chok du ved" svarede han usikkert. "Bør vi beholde det" spurgte jeg usikkert. Kaldte jeg lige barnet for det? Ups. "Det er op til dig, ligemeget hvad har jeg tænkt mig at støtte dig" svarede han og tog min hånd. Jeg nikkede uden at være klar over hvad der ellers kunne ske. Vil jeg virkelig allerede være mor. Det har været rygter om at Harry vil fri til mig her på det seneste, men nej Harry virker som en fyr der vil binde sig forevigt. Hvorfor siger man egentlig forevigt det vare jo aldrig i så lang tid. Min telefon bimlede. 'Hvordan har du det? Har i fundet ud af noget?'' Skrev Malene. 'I chok du ved, det er op til mig og vi beholder barnet eller ej' svarede jeg. Når det her kommer ud til hele verdnen, fuck mit liv. Jeg hader når du taler om mig i nyhederne, du ved MTV pynter altid på sandheden. De kunne sige noget komplet vrøvl. "Sarah høre du efter" spurgte Harry. "Nej undskyld jeg sad lige og tænkte" svarede jeg. "Jeg skynd barnet skal fuldstændig væk" lød det fra Harry vredt. "Hvad" spurgte jeg usikkert. "Husk det er op til dig om vi beholder barnet" sagde han. Jeg sidder vidst og sover. "Er du helt okay Sarah" spurgte han. "Ja bare lidt træt du ved ikke det store" svarede jeg ig gav ham et skævt smil. Jeg syntes vi skal....