Hvorfor lige mig?

Intro

"Hvorfor sker sådan nogle ting altid for mig?" Sagde jeg lidt surt til mig selv, jeg sad inde på mit mørke værelse op af væggen og tænkte alting igennem, jeg har været her i 2 uger, og hele min verden er allerede ved at falde sammen.

(1 måned før)
Jeg hedder Christine og jeg er 15 år gammel, jeg bor i trosbotnet i nord-Norge. Jeg bor sammen med min tvillingesøster Anne, og min mor Anna.

Mig og Anne har altid været bedste veninder, har vores forældre fortalt os. Selv den dag idag går vi stadig i helt ens tøj, har de samme venner, kan lide de samme ting. Altså hun er så godt nok en af Norges bedste dansere, og det er jeg ik, jeg kan Slet ikke danse, jeg har ingen rytme i kroppen.

Da jeg sagde at vi kunne lide de samme ting, gælder det også at hade de samme ting. Jeg gider ikke engang at sige deres navne! Vil i have hele historien?

Da mig og Anne var omkring 13 år, var vi mega fans af de der to drenge der hedder Marcus og Martinus, vi gjorde alt for dem, købte deres tøj, plakater, kom til alle koncerter, alting!

Vi prøvede hele tiden at komme tæt på dem, og vores største ønske var at møde dem, men det kom nok aldrig til at ske, troede vi. Men en dag skete det, min mor havde skaffet os en meet and greet efter en koncert, vi blev mega glade og glædede os helt vildt til at møde dem!

Da vi stod til koncerten var vi som altid, skreg, græd, alt det vi altid gjorde dengang. Vi havde helt glemt at vi faktisk skulle møde dem lige bagefter. Da koncerten så var slut skyndte vi os ud derfra, og løb hen til meet and greet stedet. Vi havde vores billetter klar, havde lige fjernet de værste tårer fra vores ansigter, og havde lavet nye m'er på kinderne. Da det så endelig blev vores tur til at komme ind, gik vi derind, vi var helt oppe at Køre, og de m'er var ret hurtigt væk igen, for Gæt hvem der begyndte at græde igen? Jeps helt rigtigt, nemlig os. Vi fik sagt hej, fik et kram, "Jeg elsker dig så meget!" Sagde jeg grædende til martinus, han kiggede væk, "ja" mumlede han meget stille, han var bare fuldstændig ligeglad med mig? Marcus havde totalt afvist Anne da hun havde givet ham et kort hun havde brugt mega lang tid på at lave. Han sagde ikke engang tak eller noget, han lagde det bare hen på et bord der stod ved siden af ham. Mega respektløst! Altså kan de slet ikke lide deres fans eller hvad? Men i hvertfald, efter den dag, har vi begge to HADET dem, de var jo ligeglade med os, så hvorfor skulle vi ikke være ligeglade med dem?

Vi havde begge to solgt vores tøj, plakater, album, mobilcovers og alt andet vi ejede der nogensinde kunne have handlet om dem!

Mig og Anne har startet en "hate profil" på Instagram, eller det er ikke en hate profil, vi skriver ikke noget hate eller noget fordi vi ikke vil opfordre nogle til at stoppe med at være fan på grund af os. Men vi har fortalt vores historie der, og så må folk synes Hvad de synes.

Marcus og Martinus har prøvet at kontakte os, og undskylde for dengang, men ingen af gangene har de forklaret noget af det der skete, de har bare skrevet noget i stil med "vi er kede af dengang, det var ikke Okay hvordan vi opførte os, vi håber at i kan tilgive os for det" men næh Nej, så let er det ikke. Vi har bare ignoreret dem når de har skrevet.

Det eneste vi har tilbage der har noget som helst at gøre med de to fjolser til drenge, er vores billeder med dem........ for selvom vi ikke kan lide dem mere, var det jo stadig en fantastsik tid, med mange minder.

"Der er aftensmad nuu!" Råbte Anne nede fra køkkenet, "jeg kommer!" Råbte jeg tilbage og slukkede for filmen jeg så og stalte min computer på mit bord. Jeg gik ud af døren og nedenunder til de andre, og med de andre mener jeg: min mor og Anne, da vores far døde for 6 år siden........ "hvad skal vi have?" Spurgte jeg, "torsk" sagde min mor og gav mig noget på min tallerken.