Hvorfor lige mig?

Krigen er slut?

Vi satte os i sofaen igen, vi spiste noget mad og hygge-snakkede bare lidt. Det er helt vildt at jeg allerede har fået så god en ven på de her 2-3 dage. Men ligeså vildt hvor meget mig og Anne er vokset fra hinanden.

"Skal du egentlig ikke lige hente nogle ting? Altså tandbørste og sådan" Spurgte jeg, klokken var ved at blive mange, og vi skal i skole imorgen så vi skal helst ikke alt for sent i seng. "Jo, skal jeg lige gøre det hurtigt?" Sagde han, jeg nikkede og rejste mig med tallerknerne. Han Gik ud af stuen og hjem, jeg vaskede lige hurtigt servicen af og satte det i opvaskemaskinen. Jeg gik op på mit værelse og skiftede tøj, til noget lidt mere afslappet. Jeg tog et sort Adidas-sæt på (billede over).

                                      •••••
Marcell kom tilbage, vi stod på mit værelse og han havde lige skiftet tøj. Vi besluttede at se en film på min computer, så vi lagde os i sengen, "er du Okay med at sove i samme seng?" Han smilte, "ja selvfølgelig" jeg smilte tilbage og lagde mig ind til ham, han holdte om mig, jeg fik røde kinder og blev varm indeni. Jeg tror jeg er begyndt at kunne lide ham lidt.. "hvorfor har du egentlig så meget imod Marcus? Har han gjort noget?" Spurgte han sødt, jeg vidste ikke helt Hvad jeg skulle sige, skulle jeg fortælle ham om dengang? Han ville jo alligevel finde ud af det på et eller andet tidspunkt.

"Mig og Anne var engang fan af dem begge to" jeg kiggede ud i luften, han kiggede chokeret på mig og nussede min arm. "Hvad er der så sket?" Jeg åndede let ud, "vi mødte dem efter en koncert, til et meet and greet. Vi havde virkelig set frem til det og havde lavet breve til dem osv. Men da vi så endelig fik chancen for at give dem brevet, var de bare ligeglade med os, vi var helt oppe og Køre og havde glædet os til endelig at møde dem, men de sagde ingenting til os, jeg var totalt forelsket i martinus dengang, så jeg blev ved med at sige at jeg elskede ham og han var min Yndlings, men ingenting kom tilbage, så lige siden den dag, har der været krig" han nussede mig i håret, jeg føler mig dum nu hvor jeg selv siger det, Marcus har jo også forklaret det hele, deres bedstemor var død, det var ikke deres skyld. "Jeg må Snakke med ham" sagde jeg og farede op fra sengen, "hvor skal du hen?" Nåede Marcell at råbe før jeg var ude af døren. Jeg måtte undskylde...

Jeg løb ud af døren, ned af vejen og prøvede at huske vejen, mit Adidas sæt blev langsomt mere og mere vådt af regnen. Jeg stoppede op af forvirring og kiggede rundt. "Elvflata 1" mumlede jeg for mig selv, der var ingen mennesker at spore.

Jeg spottede en vejskilt gemt væk af et træ, "elvflata" sagde jeg og løb derover. Klokken var ved at blive mange, så jeg håber stadig han er vågen, jeg kiggede på mit ur, klokken er 21:30, han burde være oppe.

Jeg kunne genkende alle husene fra igår, jeg løb op af indkørslen til det hvide hus. Det var nu eller aldrig...

Jeg stod foran døren og var ikke i tvivl i et eneste sekund. Jeg bankede på døren, og ventede med sammenknebende øjne. Jeg håber at han vil snakke med mig. Eller det ved jeg jo at han vil, det sagde han jo til Maria, men at han ikke bare synes jeg er mærkelig.

Døren blev åbnet af en lille pige, Emma, hende husker jeg tydeligt fra min fan-periode, hun er godt nok blevet stor. "Hej med dig, er Marcus hjemme?" Spurgte jeg sødt, hun løb ud fra gangen, hvad sker der nu? Går hun bare?