Hvorfor lige mig?

Oppe at skændes

Jeg gik ud til Marcus igen, jeg tog hans telefon med for at være sød. Jeg åbnede døren, "tadaa" sagde jeg og grinte lidt, Marcus kiggede op, han stod og kiggede på nogle billeder på mit bord, "det er flot" sagde han og smilede, jeg gik hen til min seng, jeg er glad for at Marcus kom, for ellers var jeg ikke kommet op af sengen idag.

"Jeg forstår ikke hvordan du kan have en gennemsigtig trøje på, jeg ville føle mig vildt ukonfrontabelt hvis folk kunne se mit undertøj" grinede Marcus, og det er jo faktisk rigtigt, altså det er vel lidt mærkeligt at folk kan se mit undertøj, for slet ikke at tale om hele min mave. Men alligevel er det jo bare ligesom at have en bikini på. "Det vænner man sig til" sagde jeg bare og smilede, "og det er nok også noget lidt andet når man er pige"

Nu hvor jeg tænker over det, er det faktisk lang tid siden jeg har set stella? "Marcus?" Sagde jeg højt, "jaaaer" råbte han tilbage, måske han vidste hvor hun var? "Ved du hvor stella er henne?" Han kom ud fra skabet, han havde lige skiftet tøj, "Sofia sagde noget med Oslo" sagde han, "hvorfor?" Tilføjede han. Stella er sikkert stadig i Oslo, men Hvad laver hun dog alene? "Hvorfor er hun der alene?" Han satte sig i min lænestol, "Den lille pige arbejder ca. Dobbelt så meget som Sofia. Har du set hvor køn hun er? Alle modelberauer vil have hende, hun er 8-år gammel, har en kendt mor, ligner mini- Selena gomez, og er rig" jeg nikkede, det er klart, hun har det hele.  "Men det er synd for hende, Emma og hende er bedste venner, men ingen af dem har tid til hinanden, Emma har travlt med mig og Martinus' karriere, og Stella har travlt med hendes egen karriere" sagde han ærgeligt, og han har ret. Ingen burde få ødelagt sit liv på den måde, ikke som 8-årig. "Det får mig til at tænke på noget. Hvad hvis pressen Finder ud af at mig og Anne nu bor her? Vil det så komme til at være sådan for os også?" Jeg får kuldegysninger bare af tanken om paparazzier overalt, moster kan Knap nok forlade byen uden at møde paparazzier, jeg vil ikke have ødelagt mit liv på den måde. "Jeg ved det ikke....muligvis. Men du vil overleve det, da de fandt ud af at mig og Sofia var sammen, var de også overalt. Min far var nødt til at kontakte politiet til sidst, fordi de blev ved med at dukke op på min skole" sagde han, han rejste sig fra stolen og satte sig ved siden af mig i sengen, han lagde sin arm om mig, jeg lagde mit hoved på hans skulder. "Men hvis de Finder ud af noget, er det godt du har en ven der kender alt til det" sagde han små-grinende, "jeg er vist heldig" sagde jeg smilende. "Nå! Vi har meget at gøre Hr. Gunnarsen, ingen tid til at slappe af nu" sagde jeg kækt og klappede i hænderne, jeg rejste mig op fra sengen, han små-grinede og lagde sig udmattet i sengen, "Jaer Okay, Hvad er først?" Sagde han sukkende, "først vil jeg gerne vide Hvad der sker med dig og Sofia" sagde jeg stille og satte mig ved siden af ham, han satte sig op i sengen.

"Vi var oppe og skændes til festen hos Oscar i lørdags. Vi har ikke rigtigt snakket sammen siden... og jeg har lidt en fornemmelse af at det er slut..." sagde han, på kanten til at fælde en tåre, han var tydeligvis meget ked af det. "Kom her" sagde jeg og rakte armene ud til et kram, han tog imod dem og omfavnede mig, "Hvad skete der?" Spurgte jeg og prøvede at virke lidt psykolog-agtig, men det er jeg ikke god til.

"Hun havde drukket alt for meget, jeg tror faktisk jeg var den eneste der var ædru. Hun var mega fuld og vidste slet ikke Hvad hun lavede. Jeg tog hende med udenfor, og så blev hun bare mega-sur på mig, og sagde at jeg ikke kunne bestemme over hende, jeg prøvede at berolige hende, men hun blev ved med at råbe af mig, så jeg prøvede at kysse hende, men så gav hun mig bare en lussing. Jeg hævede stemmen, men hun gjorde det samme, hun begyndte at sige alt muligt om mig, at jeg skulle ikke tro jeg var noget fordi jeg var kendt, og ikke skulle tro jeg var god nok til hende osv. Det blev virkelig personligt, men hun gav ikke en fuck" sagde han med en lidt vred stemme, "jeg gik direkte hjem efter det, hun sårede mig virkelig..." han kiggede ned, "har du slet ikke snakket med hende?" Spurgte jeg stille, "ikke siden lørdag" sagde han og sukkede. "Du gjorde det rigtige, hun var bare fuld. Prøv at snakke med hende om det, hun må også være flov over det" sagde jeg, igen psykolog-agtigt, jeg har aldrig været godt til at trøste.

//Hej igen, savnet mig? Undkyld fordi der har været så lang tid imellem kapitlerne på det seneste, jeg har haft super travlt med alting og det er svært at finde tid til at skrive. Men jeg prøver mit bedste. Håber i forstår<3