Hvorfor lige mig?

Hvorfor lyver du?

Vi gik hjemad uden rigtigt at snakke med hinanden, der var en akavet stilhed, vi har nok heller ikke så meget at snakke om. Eller faktisk har vi så meget at snakke om, at der nok ikke er nogen af os der ved hvor vi skal starte. "Hør lige, jeg ved godt at vi to ikke er de bedste venner lige nu, men det vil jeg gerne lave om på. Jeg vil rigtigt gerne lære dig bedre at kende" sagde han og kiggede mig i øjnene, vi stoppede op, vi stod i parken, faktisk lige ved siden af det springvand hvor mig og Marcell måske kyssede, jeg har stadig ikke fundet ud af om det var en drøm eller ej, men det finder jeg vel ud af på et tidspunkt. "Ja, i lige måde" sagde jeg og smilte, vi gik videre i stilhed, det var ikke akavet denne gang, det var faktisk rigtig rart at være lige her lige nu.

"Tror du at de er blevet kærester?" Spurgte jeg pludselig da vi næsten var ved deres hus igen, han rystede på hovedet og kiggede spørgende på mig. "Martinus er vild med en anden" sagde han som om det ikke var noget. Men det var det. Hvad fanden er det så de to laver sammen? Og hvis de ikke er kærester, Hvad er der så at lyve om? "Hvem?" Spurgte jeg, jeg ved ikke hvorfor, nok bare for at føre en samtale. "En der hedder Christiane, hun er fra Oslo, hun arbejder hos Sony music" sagde han uden at slippe en enkelt grimasse. "Arbejder? Hvor gammel er hun lige?" Sagde jeg grinende, han grinte med, "hun er 15" sagde han så og der blev jeg lidt forvirret, hun kan selvfølgelig være i praktik, men det er da et lidt usædvanligt sted at være i praktik.

Vi var hjemme nu, og vi gik op af indkørslen, jeg håber faktisk at det Marcus siger passer, jeg vil ikke stå model for at min tvillinge søster er utro mod en af mine gode venner. Men Valdemar og hende er sikkert næsten heller ikke i kontakt mere. "Okay så, du har altså slet ikke vidst at Anne har været sammen med Martinus? Hun har sovet her i 2 nætter" grinte Marcus, jeg rystede på hovedet "hun sagde hun sov hos Maria" sagde jeg, han nikkede stille, "jamen det er da dejligt at vide du kan stole på hende" sagde han grinende, det var ikke rigtigt sjovt, men jeg kunne se hvad han mente.

"Men hvis hun har sovet her, ved du så ikke hvad de har lavet?" Han rystede på hovedet og smed sine sko på gulvet, "de har været her hele tiden når jeg har været hjemme" jeg nikkede, vi gik op af trappen, lige nu hvor jeg tænker tilbage på det, var det ærligt talt lidt underligt at jeg bare sådan kom her, men endnu mere underligt at jeg faktisk bare kunne sige undskyld til ham, jeg plejer at have svært ved at sige undskyld til folk, men det her betød måske lidt mere?

Marcus åbnede en dør, døren var lige overfor han værelse, Martinus og Anne lå i sengen med deres mobiler og grinede, de så noget på en computer. Jeg mødte Anne's blik og så skuffet ud, hun kiggede ned i dynen med en skyldfølelse i øjnene. "Maria er hos sin mormor" sagde jeg og hentød til Anne, "ja og forresten Martinus så sover Anne hos Maria" sagde Marcus for at tvære i deres dårlige samvittighed, de skal jo ikke lyve for os. "Hør lige, der er intet mellem mig og Anne" sagde Martinus, Marcus kiggede på mig, "det ved vi" sagde han og kiggede på Anne. "Nine kan vi lige tale sammen udenfor" hun rejste sig fra sengen og gik med ud på gangen.

"Hvorfor lyver du for mig?" Jeg kiggede bestemt på hende, "det er slet ikke som du tror, det er slet ikke så stort som du tror, eller jo det er det for mig, men jeg tror du er pænt ligeglad" sagde hun med en lidt ked stemme, "Hvad er det?" Spurgte jeg, jeg var pludselig nysgerrig, "Martinus har tilbudt mig et dansestipendie på 4 år som danser til koncerterne.....han har tilbudt mig et job som danser" sagde hun opkørt og smilte, jeg lavede store øjne "seriøst? Ej hvor godt!" Sagde jeg og krammede hende, Ej hvor er jeg glad på hendes vegne. "Men hvorfor lyver du om det?" Hun trak sig fra krammet, "jeg troede ikke du ville have jeg var sammen med ham. Og du har bare været alt for storesøster agtig, du har opført dig som om du var min mor. Mor er væk nine, men det betyder ikke du skal være den nye mor" jeg forstod udemærket godt Hvad hun mente, men jeg skal bare lige vænne mig til at min mor er væk, hun har altid været der, det var hende der fødte mig, men nu er hun altså væk og jeg forstår det nok stadig ikke helt. "Jeg ved det. Hør lige, ikke flere løgne, ikke mere snige sig ud, og så skal jeg også nok prøve at være en tvillingesøster, ikke en mor" sagde jeg og smilte sødt hun nikkede og smilte, "kom" sagde jeg og gik ind mod det store værelse igen.