Hvorfor lige mig?

Ensomt?

Jeg kom ind i den store stue igen, jeg pressede et smil frem og satte mig på samme plads som før, mellem Anne og en blond pige der hed Maria. De andre var stadig optaget af filmen, jeg sad bare i staver og tænkte på Viktor. Jeg savner ham lidt. Kan jeg invitere ham på besøg på et tidspunkt? Det må jeg vel godt?

Martinus kom ind af døren og satte sig ved siden af nogle drenge, jeg fangede ham i at kigge på mig nogle gange, men jeg ignorerede det.

                                    •••••

Filmen var slut, endelig. Jeg har ikke fulgt med i noget af filmen, og da den lille episode med Martinus plagede min tankegang lidt, var det svært at tænke på andet. De andre sad og snakkede om hvor god de syntes filmen var, jeg sad lidt i baggrunden og smilte og prøvede at følge med strømmen. Marcus kiggede på mig, jeg gav et lille smil fra mig, han kiggede forvirret på mig, hvilket er forståeligt nok, jeg smilte ikke fordi jeg kunne lide ham, jeg smilte fordi jeg vil have en god aften, selvom han er her.

"Men Christine, fortæl lidt om dig selv" sagde hende Simone jeg sad vedsiden af. Jeg kiggede væk fra Marcus og over på Simone. De andre kiggede spændt på mig, der var en akavet stilhed, og jeg blev ved med at skæve til Anne efter Hjælp. Jeg har aldrig været godt til opmærksomhed, specielt ikke når der sidder 8 personer og kigger på mig som om jeg var Michael Jackson der var vækket op fra de døde.

"Altså jeg hedder Christine, jeg er 15 år, jeg kommer fra trosbotnet, jeg har en tvillinge søster der hedder Anne, jeg flyttede hertil fordi min far døde da jeg var meget lille, og min mor døde her for nogle uger siden. Jeg har en kæreste der hedder Viktor, og ja det var vist det" Sagde jeg som om det var mega uinterresant. "Din tur Anne" sagde jeg, tårene pressede på, det var hårdt at tale om sin fortid med ens forældre, afdøde forældre.

Anne fortalte, stortset det samme som mig. Vi er jo tvillinger så hvor meget forskel er der på vores liv? Nemlig. Ik nogen.

Sofia så helt trist ud, sammen med de andre. Blev de virkelig rørte over det? "Det er vi kede af at høre" sage en pige, hun havde langt lyst hår og grønne øjne, meget smuk pige, så Knap så dullet ud. Jeg tror vist nok at hun hed Maria? "Det er Okay, altså vi må jo lære at leve med det" sagde jeg og tog Anne's hånd, jeg smilede skævt til hende. De allesammen virker søde, og jeg tror at over halvdelen af dem går på privatskolen, hvis jeg ikke tager helt fejl?

Der var 4 drenge med ialt. Især en af dem var sød, han havde små mørkebrune krøller, og han var sjov. Jeg snakkede en del med ham hele aftenen, og han går faktisk i 10. Så jeg håber da at vi kommer i klasse sammen, så er det måske ikke så ensomt at starte?