Hvorfor lige mig?

Larsen

"Hør lige. Vi har mange af disse situationer, og-" jeg afbrød ham før han sagde mere. "Hvilke situationer? I har jo ikke engang fortalt Hvad fanden der er sket med hende!?" Jeg var sur nu. Jeg ved godt at det ikke var hans skyld. Men, jeg var sur fordi min mor har forladt os. Uden grund. "Vi har set mange gange før, at en person, vælger at tage sit eget liv. Hun var fuld, hun var på stoffer, så derfor gjorde hun som hun gjorde" sagde han, denne gang mere bestemt. Anne og jeg klynkede videre. Jeg kan stadig ikke helt forstå Hvad der er sket.

"I skal bo hos jeres moster fremover" min moster, er sådan lidt, overfladisk. Bare lidt. Hun var engang kærester med Andreas thorkildson, som nok er verdens største fuckboy. Så hun er faktisk kendt. Nu, der arbejder hun som skuespiller, og skal snart være med i en eller anden ny film. Men bare fordi hun er kendt betyder det ikke, at hun er sød. Slet ikke. Hun bor et indhegnet sted, og er stinkende rig. Hun har to døtre; en på 9 og en på 14. Jeg gider bare ikke at vi skal til at være kendte bare fordi vi bor sammen med hende.

"Var der ingen andre muligheder?" Mine tårer var væk, nu var kun vreden tilbage i min krop. "Jeres moster var det oplagte valg. Hun bor et sikkert sted, hun har børn, og hun kan passe på jer" jeg er udemærket godt klar over at han ikke synes det er noget problem, men vi har aldrig haft kontakt med hende, fordi vi synes hun er verdens største diva.

"Og Hvad så nu? Skal vi bare gå hjem og lade som ingenting?" Sagde jeg surt, jeg plejer ikke at være så sur. Og jeg kan se det begynder at irritere manden. Jonathan hedder han vist. "Vi vil gerne se jer om et par dage, når vi har fået styr på alting. Men indtil da, skal i bare gå i skole, og have en normal hverdag. Begynd ligeså stille at pakke jeres ting sammen, flyttebilen kommer på fredag" på fredag?! Allerede der? Hvorfor kan det ikke vente? Vi er jo ikke 7 år, vi kan sagtens passe os selv.

"Tak for det" er Anne den søde og sige før vi går ud af døren. Jeg må snakke med Viktor om det her. Han støtter mig altid. Jeg tog min mobil op af lommen, fandt Viktor på mine beskeder og begyndte at skrive.

C: mød mig på Larsen om en halv time.
Taleboblen kom frem, og det tog lidt tid at skrive.
V: Kommer.
C: skal snakke med dig om noget.
V: skal jeg blive nervøs nu?
C: Tag det roligt, det har ikke noget med dig at gøre.
V: Okay godt. Vi ses.
C: Ses.

Jeg har virkelig lyst til en chai latte lige nu. "Jeg skal møde Viktor på Larsen her om en halv time" sagde jeg, Anne tørrede de sidste tårer væk fra hendes øjne. "Okay....så står jeg bare af ved clara's hus" sagde hun og smilte skævt. "Er du Okay? Du er ikke helt dig selv" jeg var lidt bekymret for hende. Hun er jo min tvillingesøster, så jeg vil have hun skal være glad. "Jeg er Okay, hun var bare meget bekymret igår, og jeg kom jo ikke hjem til hende igen i nat" jeg nikkede og gik videre mod bussen.

Busturen gik hurtigt. Anne stod af lige før ved clara's hus, og jeg skulle snart af hos Larsen. Der var stadig 10 minutter til Viktor skulle møde mig. Så jeg havde massere tid til lige at tænke tingene igennem før han får noget af vide. Jeg håber ikke at han bliver sådan helt pylderet og begynder at blive sådan mormor agtig. Han skal bare ikke sige noget, så begynder jeg ikke at græde.

"Heeej" sagde jeg glad og kyssede ham hurtigt. "Sæt dig ned" han gjorde som jeg sagde, og begyndte at drikke af sin chai latte. "Såå Hvad vil du så snakke om?" Spurgte han, et øjeblik overvejede jeg at fortælle det med valdemar. Men jeg kan ikke miste ham. Jeg kan ikke miste Viktor.

"Ehm det lyder nok lidt som i en actionfilm" sagde jeg smågrinende. Jeg kiggede op i loftet og prøvede stærkt ikke at græde. "Men min mor. Hun....... er her ikke mere......" han kiggede forbavset og ked af det på mig. En tåre trillede ned af min kind, og jeg kunne ikke nå at stoppe den. "Wow det er jeg ked af. Men hvordan skete det?" Spurgte Viktor, jeg gider altså ikke til at fortælle hele historien. "Kort sagt, så var hun fuld, og hun havde åbenbart taget stoffer. Og så kom hun hjem midt om natten, og synes det var en god ide at smadre en flaske i hovedet på sig selv" denne sætning gjorde mig sur. Mine tåre var udskiftet til en knyttet hånd, klar til at slå fra mig.