Love takes time - H.S.

Hvad laver jeg her?

Anne's synsvinkel:

Lyset skinnede mig lige ind i øjnene. Hvor var jeg, jeg har aldrig set det her sted før. Men der var en duft af, af noget jeg ikke rigtigt kunne sige, måske var det...af dreng...ej det kunne ikke passe, hvad tænkte jeg dog på.

Jeg var godt nok forvirret, hvad skete der i går. Jeg mindes ikke at mig og Lise tog i byen, åh nej Lise, hvor er hun. Jeg kunne høre nogen fløjte, det må nok være Lise, ja det må det være. Det sidste jeg kan huske var mig og Lise til One Direction koncert. Men mere kan jeg ikke huske, mærkeligt. Jeg havde alt mit tøj på fra i går, så derfor gik jeg bare ud af rummet.

Lige der jeg åbnede døren, ramte der en duft af æg og bacon. Jeg elsker æg og bacon, og det ved Lise også godt, især efter en bytur, selvom jeg overhovedet ikke kunne huske den. Det var et stort sted jeg var, eller jeg tror at det er et hotelværelse. Det så meget dyret ud, så jeg håber at mor og far betaler.

Der jeg gik rundt om hjørnet, stod der en fyr...hvad en fyr...en FYR..åh nej hvad har jeg dog gjort? men jeg har alt mit tøj på, og han har også tøj på. Okay hvad forgår der lige.

Hvordan skulle jeg få hans opmærksomhed, skulle jeg hoste eller sige hej, eller. Men han kom mig i forløbet, da han pludselig vente sig om. Han havde godt nok et smukt ansigt, eller det var meget hans smil, eller så var det øjnene. Okay hvad er det jeg siger jeg kender ham ikke engang.

"Hallo er der nogen?" spurgte han, jeg måtte åbenbart stået sådan i lang tid.
"Hej" sagde jeg nervøst, hvad skulle man sige, hej fremmede jeg hedder Anne, eller, hej jeg kan ikke huske hvem du er, men du er virkelig smuk. Altså hvad siger man?

"Hej, kan du huske noget fra i går?" Spurte han med et lidt mere seriøst blik. Jeg skyndte mig at svare; "Altså, jeg kan huske at jeg var til koncert, og mere kan jeg ikke"
"Var du til koncerten med nogen?" Spurgte han.
"Ja min storesøster Lise, ved du hvor hun er?"
"Nej det gør jeg ikke, hvor gamle er hun?"
"23"
"Så har hun det sikkert okay" sagde han med et beroligene smil.
"Ja, hun kan vel godt finde hjem selv" sagde jeg og grinte lidt.
"Er du sulten?" Spurgte han
"Ja meget"

Vi satte os ned ved bort, mig på den ene side og ham på den anden. Der var stille mens vi spiste, indtil han sagde:
"Smager det godt?"
"Ja det smager mega godt"
"Det var godt, jeg har lært det af min mor"
"Jeg ved godt det er lidt mærkeligt, men jeg kan simpelhen ikke huske noget fra i går" jeg smilede nervøst til ham.
"Oh ja, i går"
"Jeg gjorde da ikke noget pinligt?" afbrud jeg ham.
"Nej nej overhovedet ikke" sagde han overbevisende. Jeg smile forsigtigt.
"Men hvad laver jeg så her?"
"Du var faldet om"
"HVAD!" sagde jeg forstærket.
"Ja du var"
"Okay du bliver nød til at forklare det hele!"
"Fint, men så skal du også love at du ikke flipper ud"
"Hvorfor skulle jeg dog det?" sagde jeg
"Bare lov det" han kiggede mig i øjnene. Wow de var flotte.
"Ja ja det skal jeg nok"