Love takes time - H.S.

I passer sammen!

Anne's synsvinkel:

Det var i dag at drengene skulle interviewes, Lise var taget hjem i går. Jeg savner hende helt vildt, det gør Liam også. Mig og Harry har haft fået et bedere bon efter vi snakkede sammen. Vi sidder alle sammen inde i et rum, hvor vi venter på drengene skal ind.
"Nu kommer der noget lidt pineligt" sagde Harry lige pludselig, vi kiggede alle sammen på ham. "Anne, hvad er dit efternavn enlig?"
"Mener du det!" grinte jeg, han kiggede flovt med i gulvet. "Mit fulde navn er Anne Marie Pedersen, jeg ved det godt, totalt dansk"
"Det da et smukt navn!" sagde Harry
"Tak" smilede jeg
"Hey vent lige" sagde Louis
"Hvad?" spurgte Niall
"Du hedder Anne?" sagde han og kiggede på mig, jeg nikkede. Det vidste han da godt.
"Harry.. det gør din mor også!" sagde han og kiggede overrasket på Harry. Harry lignede en der havde set et spøgelse.
"Omg" kunne jeg høre Liam sige
"Og? Vil i da heller kalde mig Marie?" spurgte jeg
"Det kan vi da ikke" sagde Niall
"Det er bare lidt mærkeligt" sagde Harry
"Ja" mumlede Zayn
"Så?" spurgte jeg forvirret
"Hvis du vil havde vi kalder dig Anne, så gør vi det!" sagde Harry
"Det er bare altid det jeg er blevet kaldt" sagde jeg
"Okay så er det, det vi gør!" sagde Harry bestemt og smilede til mig. "Kom her over!" sagde han til mig, jeg smilte og gik der over.
"Hvad nu?" sagde jeg og han tog mine hænder.
"Ved du godt, at jeg elsker dig!" sagde han
"Ja det har jeg godt kunnet se" smilede jeg tilbage, han vente mig om og tog rundt om mit liv, og træk mig ned så jeg sad på hans lår. Han holdte stramt om mig, jeg kunne mærke at han kyssede min ryk. Sådan sad vi og snakkede, eller jeg snakkede med drengene, Harry sad der bare.
"Så Niall hvad var det du sagde?" Drillede jeg
"Jeg siger det ikke igen!" sagde han bestemt
"Kom nu lille Niall" sagde Louis med en lille stemme, Niall kiggede surt på Liam.
"Jeg siger ikke noget!" sagde Liam
"I skal opføre jer som voksne!" sagde Zayn
"Det Louis der startede!" sagde Niall hurtigt
"Det var da dig" sagde Louis endnu hurtigere
"Drenge slap af!" sagde jeg og kiggede på dem begge to. "Hvornår er det, det der starter?" spurgte jeg
"Om 10 minutter" svarede Zayn
"I må nok heller til at komme afsted" sagde jeg og de nikkede. Gad vide om Harry stadig var i live?
"Harry skat?" Hviskede jeg
"Mmmm" svarede han
"I skal der ind nu!"
"To minutter mere" svarede han
"Harry det nu!" sagde jeg og prøvede og rejse mig op, men han var meget stærkere end mig.
"Harry giv slip!" grinte jeg
"Kun hvis du går med der ind, og ser det!" sagde han med en lille stemme
"Men Harry"
"Kom nuuuu"
"Jeg ved jo ikke om jeg må?"
"Hvis du ikke må, vil jeg slet ikke være med!" sagde han bestemt
"Det skal du!" Sagde jeg som en voksen
"Nej!" svarede han som et barn
"Nu går vi ind og ser på det" smilte jeg, han gav lidt slip, men ikke helt. "Harry giv slip!" sagde jeg
"Det tror jeg ikke" sagde han og rejste sig, så han holdte rundt om mit liv, mens vi gik der hen. Det var ikke et særligt stort rum, men der var alligevel mange mennesker. Harry gav slip og tog min hånd i stedet for.
"Kom!" sagde han og styrede mig igennem menneskemængden.
"Hvor skal vi hen?" spurgte jeg men der kom ikke noget svar. Vi kom hen til Poul, selfølgelig.
"Poul jeg tænkte på noget" sagde Harry og lavede store øjne, og en lille stemme.
"Hvad har du tænkt på Harry?" spurgte Poul og grinte lidt.
"Må Anne godt sidde her inde, mens vi laver interviewet?" spurgte han
"Harry jeg ved ikke om det er så godt, du kan let blive optaget af hende"
"Kom nu jeg lover ikke at kigge så meget på Anne" lovede Harry med hånden på brystet.
"Okay så, Anne du kan sidde nede ved mig" smilte han, Harry blev så glad at han kyssede mig.
"Da ikke her" sagde jeg lidt flovt, han smilede og kyssede mig igen. "Du ved hvad der sker når vi kysser i det frie"
"Er det ikke lige meget? Det kommer jo alligevel frem lige om lidt" sagde han og krammede mig.
"Harry Styles, er Harry Styles her?" råbte jeg mand
"Jeg kommer lige om lidt" sagde han og kyssede mig kort og gik.
"Går det godt med dig og Harry?" spurgte Poul
"Ja det synes jeg, vi fortæller hinanden næsten alt" svarede jeg
"Næsten alt?" spurgte han
"Selv kærester skal havde nogle hemmeligheder" smilte jeg
"Ja det er ikke så let som det ser ud" smilte han tilbage
"Nu må vi se hvordan det kommer til at gå" sagde jeg
"Ja, der er ikke nogle vej tilbage!"
"Hvad mener du?" spurgte jeg forvirret
"Når du først er blevet set med Harry, er du 'kendt'!" sagde han, var det nu også det rigtige at gøre? Han kiggede på mig og sagde;
"Men jeg ved i kan gøre det sammen, jeg har aldrig set Harry sådan her før" sagde Poul
Jeg så over på Harry, som var igang med at få sat hår.
"Han er den god dreng og du er en god pige" sagde han "i passer sammen"
"Gør vi?"
"Ja!"
"Men jeg kommer jo fra et andet land!" sagde jeg lidt trist
"Hvad skal du efter sommerferien?" spurgte han
"Det ved jeg ikke, hvorfor?"
"Der kan du bare se"
"Se hvad?" sagde jeg endnu mere forvirret
"Bare vent og se" sagde han, jeg havde ingen ide om hvad han mente. I det jeg tænkere det, kom Harry hen til mig.
"Er du okay Anne?" spurgte han og lagde sine hænder på mine hofter.
"Alt er okay!" Smilede jeg til ham, jeg træk ham ind til et kys. Et stille og roligt kys.
"Harry jeg tror du skal til og på nu" sagde Poul til os, Harry kiggede mig i øjnene.
"Jeg savner dig!" Sagde han
"Men Harry jeg går ikke nogle steder!" sagde jeg lidt forvirret over at han savnede mig.
"Bare lov mig du bliver her" sagde han
"Jeg lover!" sagde jeg og kyssede ham på kinden.
Han gik hen til drengene som sad i stolende.
"Kom" sagde Poul, vi gik lidt ned bag i og satte os i to stole. Jeg kunne se Harry og han kunne se mig, det var det vigtigste.