Love takes time - H.S.

Knust hjerte

Anne's synsvinkel:

Harry, Harry, Harry.... er det eneste jeg kan tænke på. Hvorfor skal han også betyde, så meget for mig? Jeg elsker ham over alt på jorden. Vi har været sammen over et halvt år, det er mit længste forhold. Det er ca. to måneder siden at han tog at sted. Jeg sidder og ser et interview med dem alle. De er i Paris lige nu. Intervieweren er en kvinde, jeg vil nok skyde hende til at være 29 ca. alle drengene ser glade ud, især Niall som sidder tættest på hende, og har frit syn til hendes, meget over store, bryster. De ser alle glade ud, udover Harry. Han ser ikke så glad ud, det for mig til at følge mig dårlig tilpas.
"Hvad så drenge, hvordan er det at være væk hjemme fra?" spøger kvinden
"Vi savner selvfølgelig vores familier, og vores venner utroligt meget!" svarede Liam, jeg kunne se at Louis hviskede noget i Harry's øre, og klappede ham på rykken. Bagefter hviskede Louis noget til Zayn, og Zayn kiggede på Harry, og klappede ham også på rykken. Hvorfor? Jeg har ingen ide om hvorfor? På et tidspunkt spurgte kvinden Harry om noget;
"Harry hvordan er det at være væk fra din kæreste, Anne, i så langtid?" Hun virkede enlig meget sød, men jeg tror ikke at Harry kunne holde til det spørgsmål.
"Det er noget af det hårdeste jeg noglesine har prøvet..jeg elsker hende af hele mit hjerte...nogle gange ligger jeg og tænker på, hende og hendes smil og latter. Jeg vil gøre alt for at få hende til at smile!" sagde han og der kom tåre i hans øjne, stakkels Harry. "Undskyld mig, jeg bliver lige nød til at gå!" sagde han og gik ud af rummet. Havde han det virkelig sådan? Jeg blev nød til at skrive til ham.
Anne - Hey...
jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle starte vores samtale. Men der kom hurtigt et svar.
Harry - hey babe<3
Anne - jeg så dit interview.. er du okay?
Harry - ja, jeg kunne bare ikke lige være i mig selv
Jeg ved at han lyver, han har det ikke okay, og så pisser det mig også af, hvorfor han ikke har skrevet eller sagt noget?
Anne - hvorfor har du ikke sagt noget?
Harry - Anne du forstår ikke!
Hvad er det jeg ikke forstår?
Anne - og hvad er det så?
Harry - jeg bliver nød til at smutte nu, elsker dig<3
Hvordan kunne han bare skrive det? Hvis han virkelig elskede mig, vil han skrive hvorfor. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare. Jeg gjorde ikke noget, jeg skrev ikke noget tilbage. Hvor er den Harry som fortalte mig alt? Hvor er den Harry som sagde det hele nok skulle gå? Jeg savner ham, hans varme hans smil, hans... trøst!

Tiden gik og den gik langsomt, jeg havde ikke nogle at være sammen med. Eller jo det havde jeg men jeg gad ikke. Jeg skal ikke på arbejde de næste tre dage, jeg havde spurgt Harry om han kunne komme, men nej, han havde fortravlet. Jeg er måske lidt sur på ham, at han bare siger nej, men han skal jo arbejde. Jeg vil gøre alt for at se ham, for at dufte ham lige nu! Der er bare ikke noget jeg kan gøre. Jeg sidder og ser et eller andet i tv'et, da det lige pludselig ringer på døren. Jeg går langsomt der ud, i håb om personen ville gå. Der blev ringet på igen, og jeg åbnede.... Harry? Jeg var så glad for at se ham, guderne måtte havde hørt mine tanker. Han træk mig ind i et kram, et langt kram, virkelig langt. Han gav slip så jeg kunne se ham i øjnene. Han så glad ud, men det gik hurtigt væk da jeg spurgte;
"Hvad laver du her?"
"J..jeg....jeg" han prøvede at sige noget, men det lykkes ikke, i stedet for kyssede han mig, dybt, som om det var vores sidste kys sammen. Han gav den hele armen, og forlod mine læber da han skulle havde luft. Vi stod pande mod pande, endelig var jeg i hans varme og duft. Han gav mig et kram og sagde;
"Anne..du ved jeg elsker dig, og det vil jeg altid gøre, men... du skal vide det ikke er min beslutning, men.." han stoppede og jeg kiggede ham dybt i øjnene, og han gav helt slip på mig. "Jeg kan ikke det her mere... jeg slår op!" Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, jeg stod bare og var frosset fast til jorden, mit hjerte gik i milioner af stykker.
"Hvad?" det var en meget svag hvisken der kom ud, jeg kunne næsten ikke engang høre det.
"Jeg er ked af det!" sagde han og der kom tåre i hans øjnene. Han vendte sig og gik ned af gangen. "Vi sender pengene til dig for sangen"
Hvad det kunne han da ikke?
"Harry du skal ikke tage min sang!" råbte jeg tilbage, man han gik stadig. "Harry høre du mig?" skreg jeg nok nærmere, han blev bare ved med at gå, indtil han var væk. Og der sad jeg helt hjælpe løs, med et knust hjerte. Helt alene på gangen, på mine knæ, og græde færdig. Mit værste mareridt skete, uden jeg kunne gøre noget.

~~*~~*~~*~~*~~

Det var sidste kapitel af 'Love takes time', håber i kunne lide historien. Jeg elskede i hvertfald, at skrive på den.

Der kommer en 2'er ud på et tidspunkt, men jeg skriver når den kommer ud, så håber i også vil læse den.

KH Emilie