Maybe us?

Tickle

Jeg vågner på i en seng. Jeg ved ikke helt hvor jeg er. Men da mit syn ikke er så sløret mere kigger jeg lidt rundt. Fedt! Hospitalet. En læge kommer ind af døren. Han er skaldet og har en hvid kittel på. Som alle andre læger.
"Godt du er vågen" siger han da han får øje på mig, "Hvordan har du det" spørger han.
"Ondt..." Siger jeg kort.
"Hvorhenne" spørger han.
"I hovedet" svare jeg. Han nikker og skriver et eller andet ned i en blog.
Han går igen.
**********
Efter nogen timer jeg er blevet undersøgt, og der er ikke sket noget det er kun slaget.
Jeg ligger hjemme i min seng. Jeg ved ikke hvad jeg venter på. Men jeg venter på noget. Jeg piller ved min pude. Da jeg kan høre en tager i dørhåndtaget kaster jeg af ren refleks puden lige i hovede på personen.
"Undskyld! Undskyld, undskyld" hviner jeg. Jeg ser nu at personen er Cody. Han rejser sig op.
"Det før du betalt" siger han.
Han løber hen mod sengen. Jeg rejser mig hurtigt op og løber, ned af trappen. Jeg fare rundt omkring i huset, jeg kan ikke mærke smerten i mit hovede fordi jeg har fået Panodiler. Jeg løber ind i stuen igen med Cody lige i hælende. Jeg vælter ned i sofaen. Han sætter sig oven på mig.
"Du må ikk!" Siger jeg panik slagen. for jeg ved han vil kilde mig.
"Jo-ho" siger han og begynder at kilde mig, jeg spræller. Jeg griner og skriger lidt ind i mellem.
"S-s-stop-stop" prøver jeg at sige for latteren men han stopper ikke.
Endelig efter 100 år stopper han. Jeg er helt færdig af grin. Og min mave gør en smule ondt. Han smiler skævt.
"Meget morsomt" siger jeg sarkastisk.
"Ku du lide det" siger han og gør tegn til at kilde mig igen. Jeg ryster på hovedet, "okay" siger han så.