Maybe us?

They found me!

Jeg begynder at råbe på Zendaya så snart jeg er ude af døren. Cody og Harry forstår ikke rigtigt hvad der sker men lidt tid efter begynder de også at råbe.
"Zendaya! Hvor er du!" Råber jeg så højt jeg kan. Men der er ingen der svare. Efter noget tid gør min hals helt ondt fordi jeg har skreget så meget.
"ZENDAYA" skriger jeg af mine lungers kraft, igen. Men denne gang er der en der svare. Jeg sætter farten op.
"Zendaya! Hvor er du" råber jeg igen.
"Jeg er her" råber hun. Jeg kan se en skikkelse løbe imod mig.

~Normal synsvinkel~
Jeg løber, jeg løber mod Nicole. Et par glædes tåre løber ned af mine kinder mens jeg løber. Da vi endelig mødes, har vi stadig meget fart på. Det ikke ligesom i en film hvor folk kommer løbene mod hindanden og giver en kæmpe krammer. Nej. Vi løber ind i hindanden med et bump og falder begge to pladask ned på numsen. Vi begynder at grine. Jeg rejser mig op, det samme gør Nicole. Vi krammer lidt da jeg lige pludselig ser Cody og Harry.
"Hvad laver de her" spørger jeg irriteret. Nicole klør sig i håret.
"De hjalp med at finde dig" siger hun.
"Undskyld" siger Cody.
"Jeg er så ked af det" siger Harry.
"Det er jeg også" siger jeg og går med hastige skridt den vej de kom fra. Nicole kommer løbende over til mig.
"Jeg forstår dig ikke helt"
"Jeg forstår mig heller ikke" siger jeg.
Cody kommer løbende over til mig.
"Zendaya, være sød at sige det ikke er slut... For altid" han kigger mig dybt i øjnene. Jeg ved ikke hvad jeg skal svare.