Through the dark /Harry Styles

Do you even like me?

Jeg har det som om, at denne dag vil ændre noget. Noget med Harry og jeg. I dag vil en bombe springe og destruere alt omkring os. Eller måske ikke alt, men den vil ændre vores liv for evigt.

Forhåbentlig.

Jeg har været med på tour i en uges tid, og jeg har elsket at være sammen med Harry hver dag, selvom han har travlt. Men her i de sidste par uger har jeg følt, at der var noget anderledes. Udover, at jeg er dobbelt så træt, end jeg plejer hele tiden. Så har der været noget anderledes.

Jeg har ikke rigtig set noget til Harry hele dagen. Da jeg vågnede i morges var han væk, og Liam, Niall og Louis vil ikke rigtig sige, hvor Harry har taget hen. Og nu har de forladt mig alene i bussen, fordi de skulle 'et eller andet vigtig'. De vil sikkert bare væk fra mig.

Jeg er egentlig ikke bekymret for Harry som sådan, fordi jeg stoler på ham. Og jeg ved, han aldrig vil gøre noget usædvanligt dumt. Han er sikkert bare lige rundt om hjørnet.

Jeg smider mig ned i sofaen og tænder for fjernsynet. Jeg zapper gennem de forskellige kanaler. Jeg hader virkelig at zappe på et fjernsyn. For mig betyder det, at man røvkeder sig, og der er intet, som kan gøre, at man ikke keder sig.

Alt i alt, så hader jeg at zappe.

Jeg slukker for fjernsynet og sukker højlydt. Derefter rammer søvnen mig, og mine øjne falder i.

*

Jeg bliver vækket igen af nogle høje suk og en, der dumper ned på sofaen overfor mig. Jeg gnider mig i øjnene og sætter mig op i sofaen. Harry sidder i sofaen med sit hovede i hænderne.

"Harry?"

Han kigger op på mig. "Undskyld, jeg vækkede dig," undskylder han.

"Det gør ikke noget," gaber jeg. "Jeg skulle alligevel vågne på et tidspunkt."

Harry sukker.

"Hvor har du været henne?" Spørger jeg.

"Bare lige ude," mumler han og peger bag sin skulder.

"Hvor ude?"

"Bare lidt for mig selv, Rose," hisser han.

"Er der noget galt?" Spørger jeg.

"Nej, bare bland dig udenom," sukker han og læner sit hovede tilbage.

"Det ved du godt, at jeg ikke kan."

"Nej, men så prøv det. Jeg gider ikke snakke," sukker han.

"Fint," snapper jeg.

Der bliver stille igen. Alt for stille. Så stille, at man ville kunne høre, hvis en knappenål blev tabt. Så stille, at jeg ved lige om lidt vil der være larm - og ikke på den gode måde. Stilhed før storm, er det ikke det man siger?

"Harry?" Jeg afbryder stilheden.

"Hvad er der, Rose?" Snapper Harry.

"Fortæl mig, hvad der kører gennem dine tanker. Jeg kan se, der er noget, som plager dig," ber jeg.

"Nej, bare drop det," sukker han.

"Det kan jeg ikke, Harry."

"Jeg skulle bare have noget tid til mig selv," fortæller han.

"Hvorfor sagde du ikke, at du gik?"

"Du lå jo og sov," sukker Harry og kigger over på mig.

"Det ville ikke have gjort mig noget, hvis du havde vækket mig," vrisser jeg.