Through the dark /Harry Styles

Welcome home

Tusinde tak for 15k reads!

******

Harrys POV.

Jeg sidder i min stol med Violet i mine arme. Rose ligger og sover i sengen ved siden af mig. Hun har næsten ikke sovet hele natten, så jeg har ladet hende sove.

Violet er vågen og siger hele tiden nogle små pludre lyde. Jeg smiler stort og griner lidt, hver gang hun laver en lyd. Jeg bliver så glad af at kigge på hende.

Vi skal hjem i dag fra hospitalet. Vi har været her i et halvandet døgn, og Rose er næsten lige blevet udskrevet. Jeg glæder mig til at komme hjem. Jeg glæder mig til at gå ind af døren til huset med Rose og Violet ved min side. Jeg glæder mig til, at Finn kommer løbende hen i mod os.

Jeg glæder mig til, at vi bliver en rigtig lille familie.

Jeg har stadig ikke fået synket det ind, der skete i går. Det sidste jeg havde regnet med, David ville, var at undskylde overfor mig. Han virkede oprigtig ked af det, hvilket jeg ikke forstår. Han burde være alt andet, end ked af det. Måske har jeg bare ikke tilgivet mig selv for det, der skete?

Det er så forvirrende det hele. Jeg er træt, jeg kan ikke tænke klart, og jeg skal allerede på arbejde igen i morgen. I morgen skal jeg til Birmingham for at spille koncert. I morgen skal jeg allerede væk fra Rose og Violet. Jeg ved ikke, om jeg er klar til det. Det eneste jeg kan trøste mig med, er, at vi kun mangler 3 koncerter og så er det slut. Så skal vi ikke spille koncerter i lang tid.

Jeg kan selvfølgelig også trøste mig med, at jeg sidder med min datter i armene.

Jeg aer blidt Violet over kinden. Hun har den blødeste kind, og hun ser så smuk ud, når hun ligger der i mine arme svøbt i et lyserødt tæppe. Jeg glæder mig til at se hende vokse op til en stor pige. Jeg glæder mig til at se, hende udvikle sig til en person. Lige nu er hun fremmede for mig. Jeg kender hende egentlig ikke. Ja, hun er mit kød og blod, min egen datter. Men jeg kender hende ikke personligt. Jeg kender ikke til hendes unikke egenskaber.

Og det glæder jeg mig til.

Men alligevel giver det et sug i min krop at tænke på, at dette lille barn, engang bliver til en kvinde. Det kan godt være, at det først sker om mange år, men lige pludselig så er hun flyttet hjemmefra. Også vil vi måske kun se hende en gang om ugen.

Jeg får en klump i halsen og sug i maven. Jeg skyder med det samme tankerne om i baghovedet. Der er mange år endnu, og indtil da skal jeg bare leve i nuet.

Violet griber pludselig fat i min finger med hendes lille hånd og små fine fingre. Hun klemmer godt til og holder godt fat om min finger. Et stort smil kan ses på mine læber. Jeg er hendes far. Det er først rigtig gået op for mig nu. Hun er min datter. Jeg er nogens far.

Uden jeg ligger mærke til det, triller der en tåre ned af min kind. Jeg kigger hen på Rose, hun sover stadig. Jeg fjerner diskret tåren fra min kind, og der kommer heldigvis ikke flere. Jeg har ikke tid til at være følsom nu. Det har jeg været rigeligt det sidste døgns tid.

Violet klukker let, og jeg smiler. Hun er en lille charmetrold, og det kan hun ikke komme udenom. Hendes øjne åbner sig hurtig, og jeg får øjenkontakt med hende. Rose har ret. Violet har grønne øjne. Hun lukker sine øjne igen og siger en lille lyd.

*

"Har vi det hele?" Spørger Rose for trejde gang.

"Ja, det har vi. Vi har det hele pakket ned i tasken der," mumler jeg og peger på en taske, der står på sengen. "Der i har vi både dit tøj og Violets. Vi har bleer, toiletsager og det hele. Violet ligger der i autostolen og sover. Så ja vi har det hele," fortæller jeg for trejde gang.