Through the dark /Harry Styles

It's now

Harrys POV.

"What's up o2 arena! Are you ready to hold a party," råber Liam ind i hans mikrofon.

Alle fansene begynder at skrige helt vildt.

Det er nu, jeg er rigtig nervøs. Rose har kunne gå i fødsel når som helst den sidste måned. Men nu er hun gået over sin termin, og det gør mig virkelig nervøs.

Nu kan det ske når som helst.

Jeg håber på, at det sker i morgen. I morgen skal jeg ikke spille en koncert, og jeg skal ikke arbejde i morgen overhovedet. Det er noget andet i dag. I dag har vi vores sidste koncert i London. Vi har holdt 3 koncerter der, og skal nu til den sidste 4 koncert. Derefter har vi fri i 2 dage, også skal vi til Birmingham, hvor vi skal spille de sidste koncerter, inden touren er helt slut.

Så derfor håber jeg virkelig, at det sker i morgen. Og ikke i dag.

De sidste par koncerter har jeg haft min mobil med på scenen. Just in case, at Rose skulle ringe og fortælle mig, at hun var gået i fødsel. Jeg tror aldrig, jeg har været så nervøs inden en koncert, som jeg har været hele dagen i dag.

Jeg har bare en fornemmelse af, at det vil være i dag, hun går i fødsel.

Jeg er bare taknemmelig for, at Rose ikke er alene. Hun er sammen med Sophia, og det har hun været de sidste par dage, hvor jeg ikke har været hjemme. Så hvis nu Rose kunne finde på at gå i fødsel, mens jeg var i gang med at spille en koncert, så har hun Sophia til at køre hende til hospitalet.

*

Da lidt over halvdelen koncerten er gået, har min nervøsitet faldet lidt til ro. Den styrer mig ikke så meget længere, som den tidligere har gjort.

Hun føder ikke i dag. Nej, hun føder ikke i dag.

Jeg bliver ved med at minde mig selv om, at jeg nok skal komme igennem denne koncert. Første halvdel af koncerten er gået, så der er ikke lang tid igen. Hvis hun bare lige kan holde ud i en time endnu, så kan jeg godt nå det.

Men hun føder ikke i dag, så hun behøver ikke holde ud i en time endnu.

Men det er som om, at skæbnen bare ikke er på min side i dag. Midt under en sang - heldigvis ikke mens jeg har en solo - vibrere min bukselomme. Jeg skynder mig at tage mobilen op i min hånd, der står selvfølgelig Rose med fed skrift henover skærmen. Jeg holder min mikrofon mellem mine ben. Jeg holder min ene hånd for mit øre og sætter min mobil op til det andet øre.

"Rose?"

"Harry, det er nu."

Jeg kan næsten ikke høre, hvad hun siger på grund af al den larm, der er i arenaen.

"Hvad siger du? Jeg kan ikke høre noget."

"Det. Er. Nu," siger hun en anelse højere, og jeg hører hende endelig. Hele min krop stivner.

Mikrofonen, mellem mine ben, falder ned på gulvet med et højt bum, fordi den stadig er tændt. Min første tanke er 'shit'. Min næste tanke er, hvad skal jeg gøre nu. Jeg når ikke rigtig at tænke mig mere om, inden jeg lader mikrofonen ligge på gulvet og skynder mig af scenen.

Bag ved scenen møder jeg en masse spørgende ansigter. Jeg sagde ikke noget til drengene, der stadig er ude på scenen. Men nu er det ikke første gang jeg har forladt dem ude på scenen, så de klarer sig nok. En masse mennesker kommer rendende hen mod mig.

"Rose er i fødsel," informerer jeg dem hurtig om, men jeg tvivler lidt på om, der var nogle, der hørte mig. Min stemme kommer meget mindre selvsikkert ud, end jeg havde håbet eller troet på.