Through the dark /Harry Styles

Well done Tarzan

Harrys POV.

"Jeg tror, min far kommer i dag," siger Rose pludselig.

"Okay," mumler jeg og kan pludselig mærke nervøsiteten flyde rundt i mig. "Hvornår?"

"Snart, om et par timer eller noget, tror jeg," siger hun.

"Okay," mumler jeg stille. Mine håndflader bliver svedige, og min krop begynder at ryste.

"Du skal ikke være nervøs. Jeg troede, vi var over det. Han kommer for at se Violet," siger Rose og griner lidt.

"Ja, det ved jeg. Det er bare ... jeg har ikke set ham, siden jeg var hjemme ved ham og fortælle alt det ... du ved ... det er ret lang tid siden," jeg vrøvler med ordene og kan slet ikke få min meningen.

"Hvis du er heldig, så ænser han dig slet ikke. Okay?" Hun smiler og kysser mig på kinden.

"Ja," mumler jeg stille for mig selv.

Det er et par timer siden, drengene og Sophia tog hjem. Hverken Rose eller jeg har fået sovet, vi nyder livet som nybagte forældre.

"Av, av, av," mumler Rose, da hun sætter sig ned i sengen igen og lægger sig ned.

"Er du okay?" Spørger jeg med et lille grin.

"Hvis du lige havde presset et skrivebord ud af dig, så ville du også være øm," siger hun skarpt og skærer en grimasse, så jeg ved, hun ikke mener det alvorligt. "Vi skal ikke have sex de næste par måneder, det kan jeg godt sige dig," hun kigger alvorligt på mig og lægger det lille tæppe over sig.

"Okay, okay," griner jeg.

"Og jeg mener det, så du kan ligeså godt droppe allerede at prøve på noget," hun peger på mig.

Jeg holder mine hænder op i forsvarsposition og griner stille.

Jeg sidder på en stol ved siden af sengen, hvor Rose ligger. Jeg er helt vildt træt og har ikke sovet i over et døgn. Men det er som om, jeg ikke kan sove, og jeg har heller ikke lyst til at sove. Jo mere mine øjne er lukket, jo mindre kan jeg kigge på Violet.

Min smukke lille datter, der ligger så fint i en lille vugge med hjul på ved siden af sengen, foran mig. Jeg får aldrig nok af at kigge på hende. Jeg kunne kigge på hende i evigheder. Lige indtil jeg selv faldt om, og ikke skulle være længere på denne jord, så vil jeg stadig kigge på hende.

Jeg aer Violet på henover kinden. Hun bevæger hovedet lidt. Jeg kan slet ikke lade vær med at smile, når jeg kigger ned på hende. Mine kæbemuskler er overanstrengt, men jeg er ligeglad, for jeg kigger på noget af det smukkeste på jorden.

Violet og Rose er mit et og alt. Jeg vil gøre alt for dem. Jeg troede aldrig, man kunne føle så store følelser, som jeg føler for de to. Der er ikke andet end kærlighed i dette lille rum.

"Han er her allerede," siger Rose og kigger op fra hendes mobil.

"Shit, allerede?"

"Hov, hov, hvad var det, du sagde til mig tidligere om bandeord," driller Rose og peger barnligt på mig med sin pegefinger.

"Undskyld da så," svarer jeg barnligt tilbage.

Rose griner lidt.

"Men ja, han har lige skrevet til mig, at han lige har parkeret sin bil, og er nu på vej op," stammer hun.

Hun smider sin mobil væk og kigger ned i hendes skød. Hun ser næsten ...

"Er du nervøs?" Spørger jeg.