Through the dark /Harry Styles

Hey little buddy

Harrys POV.

"Hun er så smuk," siger Rose stille og aer blidt vores lille, nyfødte datter over kinden.

Efter fødslen blev vi kørt tilbage i en ny enestue, hvor vi skal være de næste par dage, vi skal tilbringe på hospitalet, inden vi kan komme hjem.

Vi sidder begge to oppe i sengen. Min ene arm ligger rundt om Roses skulder, og vi ligger helt op af hinanden på den lille seng. I Roses arme ligger vores lille datter. Hun er svøbt i et lyserødt tæppe og ser helt fantastisk ud. Jeg kan slet ikke beskrive de følelser, jeg føler for dette lille barn.

Mit barn.

Hun er så smuk. Hun har en let rosa hud og små fine sorte hår på hovedet. Hendes ene hånd er fri fra tæppet, og hendes små fingre bevæger sig lidt. Hendes øjne er lukket, men hun sover ikke. Der kommer nogle små, søde pludrelyde fra hende, som kun en baby kan sige.

Hun er ikke særlig stor, men hun er helt perfekt for mig.

"Mm, det er hun," smiler jeg stille. Rose kigger op på mig med et smil. Hun giver mig et kys lige på munden.

Fødslen varede cirka en halvtime, fra da vi kom hen på fødegangen. Det var sikkert den værste halve time i mit liv. Eller egenligt de værste 25 minutter i mit liv, for jeg besvimede midt under fødslen i cirka 5 minutter. Jeg begyndte at se sorte pletter for mine øjne, jeg blev svimmel og begyndte at svede helt vildt, også kan jeg ikke huske mere derefter. Det næste jeg husker, er, at jeg vågner op i en stol ved siden af Rose, der kigger skræmt ned på mig, og en sygeplejerske, der holdte sin hånd på min pande. Rose spurgte mig om, jeg var okay, og der kom jeg tilbage til virkeligheden og vågnede rigtig top igen.

Flere gange under fødslen blev jeg kaldt diverse øgenavne af Rose, og flere gange fik jeg skæld ud af hende. Det var uanset, om jeg sagde noget til hende, eller at jeg ikke sagde noget til hende, så fik jeg skæld ud. Men det gjorde mig ikke noget.

Da vores smukke, lille datter så kom til verden - vil jeg godt være ærlig og sige - at jeg begyndte at græde. Under hele graviditeten har det været Rose, som har været den følsomme, hvor jeg mere har taget det med stiv arm. Men da hun så kom til verden, vores lille smukke datter, blev jeg overvældet af så mange følelser på en gang, at jeg ikke kunne holde det inde mere.

Da jeg fandt ud af, at det blev en pige, blev det kun svære for mig at stoppe med at græde igen. Jeg blev så glad. Jeg ved, Rose helst ville have, det blev en dreng. Det havde jeg egentlig også selv håbet på, da det er jo første gang, vi skal være forældre. Men jeg har altid godt kunne tænke mig en pige, så jeg blev så glad, da Karen sagde, det var en pige.

Jeg kan slet ikke lade vær med at smile. Lige her i denne seng er alt, som betyder noget for mig. Rose og min nyfødte datter. Jeg kunne ikke være mere lykkelig, end jeg er lige nu. Det er umuligt.

"Hun ligner dig," siger Rose lavt.

"Synes du?"

"Ja, kan du ikke se det?"

"Hun har din næse, Rose," griner jeg lavt.

"Oh, shut up," mumler hun.

"Sh, der er små børn til stede," driller jeg.

"Vi har lige fået en datter, men alligevel opføre vi os overfor hinanden, som vi altid har gjort: Nogle 18-årige," griner Rose.

"Der er ingen, som kan lave om på det, babe," jeg kysser hende på tindingen, inden jeg kigger ned på min datter igen.

Hun giver en lille lyd fra sig og åbner sine øjne. Hendes lille hånd tager fat om Rose finger, og hun kigger op på os.

"Hun har dine øjne," siger Rose. "Kan du se det? De har den samme grønne farve ligesom dine."