Through the dark /Harry Styles

This is true

Uden jeg selv har lagt mærke til det, er jeg begyndt at gå frem og tilbage i stuen. Mine arme er krydset under mine bryster, og jeg bider mig i læben. Jeg piller nervøst ved mit armbånd, der sidder på sin plads på mit håndled. Lige siden jeg fik det af Harry, har jeg ikke haft det taget af igen.

Hvornår kommer han ned igen?

Jeg må nødt til at snakke ordentlig med ham. Uden råben og skrigen. En ordentlig samtale. Jeg må fortælle ham, hvad det er som er sket, og hvordan jeg fandt ud af det. Det kan være, han vil forstå mig bedre så.

Det håber jeg virkelig.

Han har været ovenpå i et kvarter nu, og jeg er pisse utålmodig, for at sige det rent ud sagt. Jeg vil virkelig gerne snakke med ham om det.

Jeg tager mig sammen og flytter mig fra stuen. Det nytter ikke noget at stå hernede hele aften. Jeg går op af trapperne op til første sal. Jeg kan se hen af gangen, at døren til det ene gæsteværelse er lukket. Det vil sige, at det er der Harry er. Jeg tager en dyb indånding, inden jeg går forbi gæsteværelset, og ind i Harrys og mit soveværelse. Jeg smækker døren efter mig, og lægger mig hen i sengen ovenpå dynen.

Jeg ved ikke, hvor langt tid jeg ligger der. Men det er i hvert fald et stykke tid. Eller så går tiden bare virkelig langsom. Jeg ligger bare der og kigger op i loftet. Loftet, der er lavet af træbrædder, som er malet hvide.

Men lige pludselig kommer Harry ind af døren. Uden advarsel, han banker ikke på. Han kigger hen på mig med store øjne. Hans øjne udstråler mange følelser, men især to skinner igennem. Fortvivelse og fortrydelse.

Jeg rejser mig op fra sengen og går hen mod ham. Han har stoppet op midt ude på gulvet. Hans arme hænger ned langs siden. Jeg går hen og stiller mig lige foran ham, og kigger op i hans dybe grønne øjne. Han rækker frem efter mine hænder og tager fat i dem. Han giver dem et lille klem, og jeg klemmer hans hænder igen.

Han går ned i knæ og kigger op på mig.

"Rose, undskyld, fordi jeg beskyldte dig for at være utro. Det skulle jeg ikke have gjort. Jeg blev bare chokeret og overrasket, for det var nok, det sidste jeg havde forventet, du ville sige til mig. Jeg er ked af, hvis jeg sårede dine følelser, jeg vidste bare ikke selv, hvordan jeg skulle komme ud med mine egne. Jeg har ikke en ring eller noget, men Rose, vil du gifte dig med mig?" Han siger alle ordene så hurtigt, at jeg ikke tror, han selv når at opfatte, hvad det er, han rent faktisk står og siger til mig.

Jeg ryster på hovedet og giver ham et lille smil. Han er så sød, virkelig. Jeg kører mine ene hånd gennem hans hår.

"Harry, rejs dig op igen. Du ved tydeligvis ikke, hvad det er, du siger til mig," fniser jeg.

Harry rejser sig op igen og ryster sin krop.

"Skal man ikke være gift, før man kan få barn?" Spørger han dumt, men jeg tror han mener det seriøst.

"Nej, Harry. Det skal man ikke," griner jeg. "Du er bare chokeret og fortvilvet, og ved ikke hvad du skal gøre af dig selv. Men at blive gift, det er ikke det rigtige lige nu."

Harry giver et grin fra sig.

"Nej, okay, du har ret. Jeg ved ikke helt, hvad jeg tænkte på," griner han, og slår sig for sjovt i hovedet.

"Det ved jeg heller ikke," griner jeg.

"Men stadig undskyld for, at jeg beskyldte dig for alle de ting. Jeg ved ikke helt, hvad der gik af mig. Jeg tror bare, at den første tanke, der røg gennem mit hovede var, at jeg ikke var klar til at blive far."