Through the dark /Harry Styles

You think?

Harrys POV.

Det er to uger siden, Rose og jeg var til scanning. Det vil sige, Rose har været med på tour i en måned nu, og der er kun en lille måned, før hun skal hjem igen. Hun har været i London én gang siden for at tage til scanning. Alt ser fint ud, og det går som det skal. Og jeg er lykkelig over det.

Der går selvfølgelig rygter. Det gør der hele tiden, men især nu er det virkelig slemt. Billederne, der blev taget af Rose og jeg, da vi gik ud fra sygehuset, har kørt rundt på nettet i flere uger, og de fleste er overbevist om, at Rose er gravid. 

Jeg har lyst til at råbe det ud til verden. 

Jeg har lyst til at råbe, jeg skal være far. Men jeg har lovet Rose, at vi skulle vente til det hele var mere sikkert. Jeg tror heller ikke ingen af os, ville kunne klare det igen. At miste et barn. Også plus at skulle have pressen i nakken, fordi de vil vide alt.

Jeg ringede ti min mor for to dage siden, for at fortælle hende om Roses graviditet. Hun blev rigtig glad for at høre om det, men virkede stadig lidt skeptisk, fordi hun mente vi stadig var meget unge. jeg forklarede hende, at vi var sikre på vores valg om at få et barn. Og at vi også vidste, at der fulgte et ansvar med. Hun blødte mere op for idéen, og det endte med, at lige inden vi lagde på udbrød hun, at hun skulle være farmor.

I dag er det så den skæbnesvangende dag, hvor jeg flyver til Birmingham for at fortælle Roses far om graviditeten. Jeg er ikke nervøs for det.

Jeg er freaking bange for, han vil slå mig ihjel.

Jeg håber bare, han vil tænke på, at han får et barnebarn og ikke, at jeg er hans barnebarns far. Egentlig, så håber jeg bare, han vil lukke mig ind i hans hus. Ellers så skal jeg til at råbe det ind af vinduerne, ligesom en teenagefilm om kærlighed eller noget af den stilart. Og det vil bare være mærkeligt, når man tænker på han er min svigerfar.

Men jeg har lige sagt farvel til Rose og er kørt ud mod lufthavnen. Jeg fortryder roligt, at jeg sagde jeg selv ville sige det til Roses far. 

Hvad vil han sige?

Han vil jo tydeligvis ikke have, at Rose og jeg er sammen. Og nu skal vi have et barn. Det må være meget overvældende for ham. Jeg tror nu heller ikke selv, jeg ville have det godt med det, hvis jeg skulle forestille mig, at det var mig, som sad i denne situation. At det var min datter.

Men jeg ved selvfølgelig, hvad der er sket mellem Rose og jeg. Det gør hendes far jo ikke, så jeg ved ikke helt, hvordan han kan være så sur på mig. Men hvis jeg fik en datter, og hun var sammen med en fyr, jeg ikke kunne lide. Så ville jeg nok heller ikke gøre noget, for at skjule min had for den fyr.

Men nu ved jeg heller ikke, om det er en datter, jeg får.

Jeg ved heller ikke, hvilket køn jeg helst vil have, vi får. Det eneste jeg vil have, er et sundt og rask barn. Det er det eneste jeg ønsker. Så kan kønnet næsten være lige meget.

Men hvis vi nu ser det fra en lidt anden side. Så hvis nu Roses far gør mig noget. Hvis nu vi trækker den så langt ud den kan og siger, at han slår mig ihjel. Så ville hans barnebarn vokse op uden en far, og det vil alt sammen være hans skyld. Så derfor vil det være dumt gjort af ham, altså hvis han gør mig noget. Derfor er jeg sikker på forhånd.

Jesus, jeg er ynkelig..

Jeg er skidebange for en mand, der er over dobbelt så gammel som mig, bare fordi jeg skal fortælle ham en lille bitte ting, der vil ændre alle vores liv. Okay, jeg kan godt høre det. Det er måske ikke en lille ting. Det er en stor ting, som jeg heller ikke selv har vænnet mig til endnu. Jeg tror heller ikke Rose eller nogle andre har endnu. Det vil nok først gå op for mig, når jeg ser barnet for første gang.