Through the dark /Harry Styles

Hallo?

Harrys POV.

Vi har alle sammen fået et par timer fri lige nu. Hvilket er rart. Vi har faktisk fået meget fri her på det seneste, hvilket har været meget afstressende. Vi har så valgt at bruge vores timer i bussen. Hvilket jeg synes virkede komisk, for jeg ville hellere ud. Jeg vidste bare ikke, hvor vi skulle hen.

Niall, Louis og Liam har brugt den første halve time på at opmuntre mig, da jeg har været lidt nede over, at Rose ikke er her længere.

Jeg har ikke set Rose i et døgn. Det længste døgn i mit liv. Jeg savner hende allerede. Jeg savner hende meget. At gå fra at se hende hverdag i 2 måneder, og så til ikke at vide, hvornår jeg ser hende igen, er hårdt. Jeg ville ønske, jeg kunne holde om hende igen. Mærke hende mod mig igen. Jeg vil kysse hende igen og fortælle hende, hvor højt jeg elsker hende.

Selvfølgelig kan jeg altid snakke med hende over mobil, men det vil aldrig være det samme. Jeg vil se hendes ansigtsudtryk, når jeg fortæller hende, hvor højt jeg elsker hende. Jeg kan altid se på hende, hun bliver glad, når hun hører ordene komme ud af min mund.

Jeg vil også meget gerne være der for hende, nu hvor hun er blevet gravid. Det er nok det, som tager hårdest på mig. Jeg er bange for, at der vil ske hende noget. Jeg ville ikke kunne være i mig selv, hvis der skete hende noget, hvor jeg ikke kunne være der og beskytte hende.

"Harry?" Jeg kigger op. Liam kiggende spørgende hen på mig.

"Hvad?"

"Du var faldet i staver igen," smiler han.

"Nå," svarer jeg og piller lidt ved en løs tråd på min t-shirt.

Gad vide, hvad Rose laver lige nu. Hun er sikkert på arbejde og stresser røven ud af sig selv, fordi der er meget som skal laves. Det kunne godt ligne hende. Men det er jo også hendes første arbejdsdag. siden hun kom hjem.

Liam kigger opgivende på mig, og derefter lægger han hans opmærksomhed over på Niall og Louis.

Ligesom Liam kigger væk, ringer min mobil, der ligger på bordet foran os. Jeg sukker lykkelig, da jeg ser, at det er Rose, som ringer.

"Rose, hey babe," siger jeg glad. 

Jeg er så glad for, hun ringede til mig. Jeg trænger virkelig til at høre hendes stemme igen, selvom sidste gang var i går aftes, men det er en mindre detalje. Det går så småt op for mig, at hun ikke har svaret mig endnu.

"Rose?"

Hvorfor svarer hun mig ikke? Jeg kigger på displayet igen for at tjekke, om det er hende, som har ringet og ikke bare min hjerne, der fucker med mig. Men det er hende. Det er hendes navn, som står der.

"Hallo?"

Drengene kigger foruroligende hen på mig. Jeg trækker på skuldrene af dem. Jeg kan høre, Rose snøfter, og jeg bliver pludselig bekymret for, hvad der er galt.

"Rose, hvad sker der? Græder du? Er du-" og der lægger hun på.

Shit, shit, shit. Jeg må nødt til at ringe til hende igen. Hun kan ikke bare lægge sådan på. Før jeg ved af det, ringer jeg hende op igen.

"Tag den nu, tag den nu, tag den nu," mumler jeg ind i telefonen, men hun afviser mig.

"For helvede," udbryder jeg, da jeg ringer hende op igen. Men hun afviser mig endnu en gang.

"Hvad sker der?" Spørger Louis.

"Jeg ved det ærligt heller ikke selv," svarer jeg og trykker hendes nummer igen. "Tag den nu for helvede," hvisker jeg ind i telefonen.