Through the dark /Harry Styles

Recognizing voices

"Vi ses snart igen, min skat," smiler jeg til Violet, der står mellem mine ben, da jeg sidder på hug foran hende. Jeg holder mine hænder om hendes mave.

Dagen efter Harry tog afsted, startede Violet i en privat dagpleje. Harry og jeg var begge enige om, at det skulle være en privat dagpleje, bland andet pga medierne, også ville det bare være lettere og mere betryggende, hvis hun kom i en privat dagpleje.

Hun har nu gået i dagplejen i en uge, og hun passer rigtig godt ind i den dagpleje, og hun ser ud til at være glad, når jeg kommer om eftermiddagen for at hente hende.

Det tidspunkt, jeg henter hende fra dagplejen, er det bedste tidspunkt på dagen. Hun bliver afleveret der, klokken 07.30 om morgen og bliver først hentet igen omkring 16.15. Det vil sige, at hun også er en af de børn, der er der i længste tid.

Det er jeg selvfølgelig ikke glad for, men der er ikke rigtig noget, jeg kan gøre ved det, eftersom jeg ikke bare kan ændre i mine arbejdstider.

"Og når jeg kommer tilbage igen, så tager vi hjem til Morfar, for at se hans nye lejlighed, er det en aftale?" Spørger jeg hende.

"Ja," smiler hun.

Min far har flyttet til en lille toværelseslejlighed i London. Han ringede bare pludselig til mig og fortalte, at han var flyttede fra Birmingham. Først blev jeg virkelig overrasket, og egentlig også lidt sur over, at han ikke havde sagt det noget før, men nu hvor han er flyttet til London, så er jeg glad for det. Jeg er glad for, at jeg endelig kan være tæt på ham igen. Og på den måde vil han også se mere til Violet.

Kort efter han flyttede til London i sidste uge, tilbød han at hjælpe mig med hensyn til Violet. Han har tilbudt mig, at istedet for, at Violet skal i dagpleje, så hver torsdag skal jeg bare køre hjem til ham med hende, også kan han passe hende hver torsdag i stedet for, at hun kommer i børnehave.

Jeg blev rigtig glad for hans tilbud, og jeg villle også lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke tog i mod det med det samme. Det ville bare gøre det hele lettere for mig, og jeg kunne mærke, at bare da ordene kom ud af hans mund, blev jeg mindre stresset.

Det er ikke trådt i kræft endnu, men det vil det i denne uge, og jeg glæder mig til at se, hvad Violet siger til det.

"Vi ses, Violet," smiler jeg og trækker hende ind i et kram.

Hun ligger sine små arme rundt om mig.

Hun er i forvejen ikke så glad for, når jeg aflevere hende i dagplejen, og bliver ret tit muggen og holder ekstra godt fat om mig, når jeg skal til at gå. Men jeg tror, det har noget med, at Harry ikke er her. Jeg kan mærke på hende, at hun savner hendes far, og jeg tror, hun er bange for, at jeg ikke vil komme tilbage for at hente hende.

At jeg vil være væk i lige så lang tid, som Harry har været indtil videre.

Jeg kan se det på hendes øjne, når jeg kommer og henter hende, efter jeg har været på arbejde. De er på en måde fyldt med lettelse, som om hun tror, jeg ikke vil komme igen efter hende. Men det passer ikke, jeg vil altid komme tilbage til hende.

"Ikk gå," siger hun forsigtig.

"Det er jeg nødt til, ven. Men jeg vil snart være tilbage igen, okay?" Jeg aer hende over kinden, og hun nikker stille.

Det er både hårdt for hende og jeg at sige farvel. Jeg kan ikke holde ud at se hende ked af det. Jeg tror ikke, der er nogle forældre, der kan klare at se deres børn ked af det.

"Hvor far?" Spørger hun og kigger rundt om sig selv.

"Far kommer snart hjem igen," lyver jeg.

Jeg har det ikke godt med at lyve overfor hende, men jeg kan ikke holde ud at fortælle hende sandheden. Hun kigger op på mig med store øjne. Det er som om, at hun kan se på mig, at jeg lyver.